Hjort Fredriksen på udkig efter Dannebrog

Den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen førte sig frem under den officielle åbningsceremoni i Tapa i Estland, hvor man markerede NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum. Danmark og andre NATO allierede vil sende tropper, militær rådgivning og materiel frem mod den russiske grænse. Dette angiveligt for, at det skulle øge vor sikkerhed og styrke forsvaret af Danmark. Mest af alt ligner det den gode gamle Von Klausewitzs doktrin om ”at det bedste forsvar er angreb”. Forsvarsministeren skulle angiveligt have udtalt, at Dannebrog Ifølge sagnet faldt ned fra himlen ikke langt fra Tapa: ”Cirka 800 år efter, står vi ikke alene under dansk, britisk, estisk eller fransk flag – men under NATO’s flag skulder ved skulder med vores nære allierede. Det er dét signal, vi sender med vores fremskudte tilstedeværelse her i Baltikum – et signal om solidaritet og sammenhold.”

Indkøb af nye avancerede F35 kampfly til det danske luftvåben er blot endnu et led i NATOs og det danske forsvars aggressive krigsforberedelser vendt mod Rusland. Godt hjulpet på vej af våbenindustriens millionstore lobbybudget og krigskøbmændenes profithunger forventede man for et par år siden, at prisen vil komme til at ligge mellem 10 og 20 mia. kroner. Lægger man flyenes forventede levetid og driftsomkostningerne oveni, forventes det, at hvert fly kommer til at koste ca. 3,5 mia. kr. Begrundelsen for dette indkøb er bl.a. at Rusland skulle være en trussel med freden i Europa.

Valdemar Sejrs korstog, der inspirerede Venstres altid storsvedende prygelknabe, når partiet endnu en gang har ”skidt i nælderne”, sætter Hjort Frederiksen i et ufrivillig komisk skær. For den danske korsfarer og Østersøimperialist Valdemar Sejr er egentligt et ganske udmærket billede på, hvad der foregår udenrigspolitisk disse år, hvor det våben-industrielle kompleks i USA desperat roder kloden rundt i en aggressiv søgen efter endnu fjende. Det være sig Nordkorea, Cuba, terroristiske bevægelser eller Rusland, der endnu en gang skal inddæmmes af fjendtlige kræfter, der ønsker sig den fulde kontrol - ikke bare med nationen Rusland, men fremfor alt også med landets mægtige reserver i form af billige ressourcer og billig arbejdskraft.

Hvordan man blot et øjeblik skulle kunne tro på, at Rusland selvmorderisk skulle kaste sig ud i et angreb på Baltikum og Vesteuropa, fortaber sig i det uvisse. Rusland har ikke den militære kapacitet til at vinde en tredje verdenskrig; århundreders historie forbundet med aggression spændende fra Napoleon Bonapartes felttog, de hvide horders hærgen støttet af vestlige magter efter Oktoberrevolutionen og Hitlers angreb i 1941 har påført Rusland ufattelige tab i menneskeliv og materielle ødelæggelser. Over 26 mio. mennesker døde under den anden verdenskrig. Der fines ikke mange familier i Rusland i dag, der ikke på den ene eller anden måde blev berørt af fascismens aggression.

Spørgsmålet er, om ikke det er NATOs og USAs krigsforberedelser, der i virkeligheden er en fare for freden i Europa. Det er ikke, som mange går rundt og tror, Rusland, der er det? NATOs avancerede krigsteknologi og atombevæbningen af flere medlemslande er en reel genoplivning af den kolde krig.

Kredse i USA, der bekender sig til teorier om internalt politik (IP) også kendt som Realisme og Neo-realisme, har med udgangspunkt i et scenarie om en krig mellem NATO og Rusland for nyligt i en artikel i ”The National Interest” behandlet spørgsmålet om, hvem der vil vinde denne krig. Tidsskriftet fokuserer på amerikanske interesser med udgangspunkt i en tese, der siger, at intet vil kunne øge disse interesser lige så effektivt som en tankegang, man normalt forbinder med tænkere og statsmænd som Disraeli, Bismarck og Henry Kissinger. Udover Kissinger er det især politologer som Morgenthau og Waltz, der tegner denne retning. Man plæderer med andre ord for ”Realismens nødvendighed”. IP er styret af magt og snævre nationale interesser, og disse vil uvægerligt støde sammen, så konflikter og krige mellem stater altid er en mulig udgang på disse situationer.

At se på Rusland i dette lys forklarer en analyse, der fokuserer på konflikt og krig mellem NATO og Rusland, fremfor at se på andre forklaringer og opfattelser af forholdet mellem disse to spillere på den internationale scene. Det er i den sammenhæng bestemt ikke uinteressant at læse, at Rusland står svagt i forskellige krigsscenarier. ”The National Interest” fremhæver i en artikel begået af Kris Osborn, at ”Ruslands konventionelle og nukleare arsenal ligger langt under det, der var tilfældet under den kolde krig.” Rusland har ganske vidst udviklet en ny klasse af luftuafhængige ubåde, en T-50 Stealth fighter jet og den næste generation af missiler og hightech udstyr til individuelle landtropper. Samlet set var det Sovjetiske konventionelle militær under den kolde krig fem gange større, end hvad det er i dag. Det russiske militær havde omkring et 766.000 mands aktivt personel ved fronten i 2013. Under den kolde krig havde den russiske hær tre til fire millioner medlemmer.

Rusland har ifølge en række studier som Osborn refererer positioneret sig som reaktion på NATOs oprustning i Europa. Fra russiske side forsøger man, at få det til at se ud som om, man kan udligne NATOs overlegenhed eller afskrække alliancen. Studierne af Ruslands nuværende militær afslører imidlertid en række spørgsmål om dets nuværende evne til at kunne udgøre en reel trussel mod NATO i en langvarig, all-out militær konfrontation.

”RAND Corporation” og Scout Warrior arbejder med analyse af krigsscenarier. ”Wargames” er analytiske krigsspil, der simulerer aspekter af krigsførelse på det taktiske, operationelle eller strategiske niveau. Et af scenarierne forsøger at udvikle et scenarie for en krissituation i Baltikum. Selvom NATOs størrelse og styrke i sidste ende vil indebære en nedkæmpning af Rusland, trænger det baltiske problem sig fortsat på. I de baltiske lande befinder der sig som på Krim et betydeligt russisk mindretal, der udsættes for en diskrimination fra balternes side. Overgreb på den russiske befolkning, som set i Ukraine, er imidlertid ikke hovedårsagen til Ruslands indblanding. I stedet er det som på krim Ruslands flådestation, der er motivationen, og selvfølgeligt det problem at Ruslands sydflanke vil stå "nøgen" i tilfælde af at Ukraine bruges af NATO som udgangspunkt for et fremstød over land mod Moskva. 

En Rand-undersøgelse, der blev frigivet for mere end et år siden, konkluderer, at NATO ville blive sat i et forfærdeligt problem hvis Rusland invaderer de baltiske lande. Problemet er, at Rusland står stærkest ved grænsen til Baltikum, når der sammenlignes med NATOs stridskræfter. NATO kan ikke succesfuldt forsvare dette territorium. Man regner med, at  de russiske styrker vil kunne nå de baltiske hovedstæder på 60 timer.

Det er i det lys vi ser Hjort Frederiksens retfærdiggørelse af oprustning og NATOs aggression i Østeuropa og Baltikum. Ingen kan i fuldt alvor tro, at Rusland vil indlede en tredje verdenskrig ved at invadere i Baltikum. Den krig kan på trods af en umiddelbar overlegenhed ved de baltiske grænser ikke vindes, fordi Ruslands totale slagstyrke er så meget svagere end NATOs samlet set. Ruslands er militært set svagere konventionelt, nukleart og højteknologisk, hvis man skulle komme til at stå overfor USA og NATO i en krig.

Hjort Frederiksens demagogiske krigshysteri bør derfor imødegås med almindelig saglig logik som selv en Realistisk tænketank ville kunne skrive under på. Rusland har intet incitament til at kaste sig ud i en storkrig, og dette handler i øvrigt ikke kun om den umiddelbare militære svaghed. Det handler også om historien og de umenneskelige ofre Sovjetunionen og tidligere Rusland måtte bringe konfronteret med indtrængende aggressorer.

At Danske skatteydere skal betale i dyre domme for militærstrategers forfejlede analyser og bureaukratisk apologetiske udflugter i en forsvarsministers mund, alt imens der skæres ned i den offentlige sektor med henblik på at rulle velfærdsstaten tilbage, er det rene galskab.