Gennemsnitsgrossererens søn fra Hellerup.

Formand Dommerforeningen, landsdommer Mikael Sjöbergs udtalelse om, at danske dommere »går lige til kanten«, når det kommer til overholdelse af den europæiske konvention om menneskerettigheder får mig til at tænke på den afdøde landsretssagfører Carl Madsen. Man skal altid forholde sig kritisk til sin profession, hvilket Madsen da også gjorde, da han fastslog, at enhver gennemsnitgrosserers søn i Hellerup kan tage en juridisk embedseksamen. Drengen i Andersen eventyret om Kejserens Nye Klæder var den eneste, der kunne se, at regenten ”ikke havde noget på”. Alle vi lægfolk har det som drengen; vi skal tage såkaldte juridiske eksperters ord for gode varer og tro, at juraen har ”noget på”? Men gider man imidlertid læse teksten bag konventionen, behøver man ikke at være i besiddelse af den ”lille juridiske ledvogter eksamen med autorisation til at hæve en bom” for at forstå, at danske domstole ikke har dækning i konventionen for at lade være med at udvise (!).   

Det handler om vaneforbryderen Shuaib Khan, der har en midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Han er ikke dansk statsborger, og hans eneste tilknytning til Danmark er, at han ifølge sin families udsagn har søskende her i landet.  

»Vi udviser hellere end lader være. Hvis vi skal afholde os fra at dømme til udvisning, er udgangspunktet jo, at der skal være »sikkerhed« for, at en udvisning er i strid med menneskerettighederne,« siger Mikael Sjöberg. Khan, der næppe – for nu at citere Lenin – har andre berettigede krav end den støtte ”rebet giver den hængte” har flere domme bag sig; det gælder bl.a. for dødsvold, grov vold og ulovlig våbenbesiddelse. På det seneste har denne bly viol udvidet sit ekskrementale CV med voldstrusler fremsat mod ordensmagten. Khan hævder selv, han er leder af en gruppe kriminelle lumpenproletarer, der kalder sig ”Loyal to Familia”. Denne bande er som udtrådt af Kubricks ”Clockwork Orange”. Banden er til fare for den offentlige orden pga. gentagne skyderier i den københavnske underverden. Og det skal ordensmagten i alt fald ikke hindre dem i. En ”ambulancejæger” af samme støbning som Carl Madsens grosserersøn fra Hellerup, Michael Juul Eriksen gør, hvad han kan for at cementere de retsløse tilstande. Den flinke dommer kunne åbenbart godt se det "berettigede i" forsvarerens krav om fortsat uhindret kriminalitet i de Københavnske gader. Dommeren fulgte ikke anklagernes krav om udvisning for stedse. Dommeren i byretten i København gjorde sin dom betinget, og der gik ikke mange dage, før banderne igen gik rundt lystigt plaffende efter hinanden. Og så måtte almindelige lovlydige borgere uvægerligt dukke sig i kugleregnen. At man på samme tid skal betale sin skat med glæde til et impotent retssystem og en hær af ambulancejægere” gør kun det hele endnu mere grotesk.

I forbindelse med drabet begået i Jomfru Anegade i Aalborg lagde man vægt på, at Khan er født og opvokset i Danmark, og at han har seks søskende, der er danske statsborgere. Selv er han pakistaner og det foranledigede så på sin side, at ivrigt forsvarende ambulancejægere trak et kort op af lommen, hvor der stod ”statsløs” på.

Men sagen drejer sig hverken om tilhørsforhold til Danmark eller nogen som helst anden udflugt, der skulle berettige, at dette ”omvandrende spild af luftrum” skulle have nogen ret til at være her i landet.

I virkeligheden handler det her om danske domstole, dommere og anklagere på gennemsnitgrosserer-sønnens niveau. De har ikke nærlæst, hvad der står i menneskerettighedskonventionen og i protokol nr. 7 til konventionen. Jf. artikel 9 i konventionen kan en offentlig myndighed gøre indgreb i ens privatliv, hvis det er nødvendigt af hensyn til ”den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd” eller ”for at forebygge uro eller forbrydelse”. At Khan og banderne netop er til fare for den offentlige orden, og at der i dag er tale om uro og forbrydelse, står hævet over enhver tvivl. Hertil kommer så spørgsmålet om udvisning i protokollen, Her siges det klart, at en udlænding, der er lovligt bosiddende i en stats territorium kan udvises, ”når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed”.

En sag kan ikke genoptages, men her er det så anklagemyndigheden, der udviser sirlig gammelmands forsigtighed, ved ikke omgående at appellere domme, der siger ”betinget udvisning” eller ”frifindelse”.

Det liberale borgerlige retssystems totale fallit harmer sikkert de fleste. Og det er med sikkerhed endnu en anstødssten til danskernes almindelige tillid til de offentlige institutioner, domstolene, det politiske system og ordensmagten. Demokratisk valgte politikere er reelt underlagt udemokratiske institutioner i form af domstole og en lov og ret forfattet af en snæver elite af sønner på gennemsnitgrossererens niveau. Om der findes et fænomen som ”en nationalsjæl”, så er den danske kendetegnet ved, at den er som ’en medisterpølse’ - den sociale kapital skrumper endnu mere ind, hvis ikke snart det hører op med blødsødenhed og eftergivenhed.

NB: En ambulancejæger (i amerikansk sammenhæng "an ambulance chaser)  er en advokat, der forsøger at skaffe sig arbejde ved at overtale eller forsvare en person, der har en sag, så advokaten kan erhverve sig personlig vinding på at påtage sig sagen. I billedlig forstand søger advokaten skadestuer for at finde ofre for trafikuheld, der kan rejse en sag mod den, der har voldt offeret skade. Men udtrykket bruges også i overført betydning. F.eks. kan en advokat have et incitament til at opsøge klienter m.h.t. at få vedkommende til at rejse en erstatningssag mod store virksomheder, hvis klienten angiveligt skulle have lidt skade som medarbejder eller forbruger. Advokatens gebyr er en procentdel af kundens erstatningspris. På den måde bliver det profitabelt for advokaten at påtage sig den slags sager. Herhjemme er det påfaldende, at en bestemt gruppe af advokater - angiveligt i nogle tilfælde venstreorienterede advokater - er parate til at forsvare hvad som helst i sager, hvor det offentlige skal udrede en anklagets sagsomkostninger gennem en fri proces. Det er hermed ikke sagt, at det er præcist sådan med Shuaib Khans sag, men hvorfor påtage sig en sag for en så notorisk vaneforbryder, hvis man ikke har et økonomisk motiv for at gøre det? Argumentation med en anklagets rettigheder og retten til at få en forsvarer klinger hult, hvis advokaten henviser til den slags.