Salonsocialisme med småborgerlige træk.

Den ofte kolporterede sandhed om at vi alle skulle være lige for loven, og at alle såkaldte ”borgere” uanset klassetilhørsforhold skulle besidde de samme ”rettigheder” er vrøvl. Ikke desto mindre ser man selv en Pernille Skipper fra enhedslisten påkalde sig principperne for det borgerlige retssamfund baseret på denne ligeret i forbindelse med regeringens ghettopakke. At der på den kapitalistiske samfundsformations basis rejser sig en juridisk overbygning, hvis kræfter altid agerer i den herskende klasses interesse er Marxistisk børnelærdom.  Eksempler på ulighed for loven er legio, De spænder fra privatejendommen som et gigantisk ustraffet tyveri, økonomisk kriminalitet og skattesvindel i alle dens hæslige fremtrædelsesformer og over til en lige så overdrevet strafudmåling af lidt småkriminalitet. Det handler om den bagved liggende fascisme, der truer med at bryde ud hvad øjeblik, det skulle være – og når nationalismen vinder frem, sættes den abstrakte ligeret for loven ud af kraft. Skulle undertrykte og fattige få behov for påkalde sig sin ”ret” begrænses det af manglende midler i forbindelse retssager og besværet med at opnå fri proces.  

Religion er opium for folket, skrev Karl Marx i sin "Indledning til kritik af den hegelske retsfilosofi". Han mente, at den religiøse lidelse på en og samme tid er et udtryk for den reelle lidelse, der er forbundet med en anden ustraffet form for tyveri – det institutionaliserede tyveri, der hænger sammen med produktionsforhold, hvor en klasse tilegner sig en anden klasses arbejde. Men er det religionskritikken, der præger enhedslistens udmeldinger? Nej - man tager ikke et klassestandpunkt, der bunder i det faktum, at Shariadisciplineret arbejdskraft med rødder i teokratiske samfundsformationer er socialiseret til troen på klassesamarbejde. Mangel på faglige traditioner og accept af udbytning og undertrykkelse tilhører en middelalderlig religion, der båret frem af teokratiets imamer, befordrer et gigantisk internationalt nedadgående pres på arbejdslønnen. De ledende velmenende ”hattedamer” hos de, der skulle være den danske ”venstrefløj”, kolporterer i stedet en umulig hovedløs forelskelse i multikulturalismen. Fokus på den tørklædebærende kvinde båret af en leflende falsk sympati er vigtigere end religionskritikken. Selvom tørklædet er et reaktionært og undertrykkende religiøst symbol er det vigtigere at alliere sig med den teokratiske reaktion end at forsvare den klasse, der via skattebilletten og nedskæringer skal betale for den mislykkede integration. Det er på samme tid denne lønarbejderklasse, der skal trykkes ned i løn pga. indvandringen af den shariadisciplinerede eller østeuropæiske arbejdskraft.  

Og så er vi ved den Marxske kritik af den politiske økonomi. Profitraten i de toneangivende OECD-økonomier har siden midten af tresserne været faldende – det ses også i dansk økonomi. Kapitalens håndgangne repræsentanter fra Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening fabler løs om, at der skulle blive mangel på arbejdskraft de kommende år. De nyliberale søvngængere fra CEPOS assisterer med vilde påstande om en kommende arbejdskraftmangel på 150.000. At den slags fremføres i en tid, hvor futurister taler om en robotiseret økonomi er en ting. En anden er naturligvis, at masseemigration under dække af en status som flygtning vil skabe et overskudsudbud af arbejde. Marx talte om ”den industrielle reservearme” og den klassiske økonomiske sandhed om det faldende reallønsniveau pga. af denne. Det vil kunne modvirke den faldende profitrate. Enhedslistens ukritiske accept af masseindvandring er at gå kapitalens ærinde. Man gør fælles sag med DI og DA – velkommen i klubben Pernille Skipper.   

Analysen af den borgerlige retsstat, religionskritikken og manglende kritik af den politiske økonomi antyder manglende erkendelse af klassemodsætninger. I stedet er det blevet til en appel til det urbane småborgerskab garneret med politisk korrekt humanisme. Intet under at lønarbejdere overalt i sådan en situation ser sig bedre repræsenteret af højrefløjen.