Lewis MacKenzie: Den virkelige historie bag Srebrenica

Den virkelige historie bag Srebrenica

 Af

Lewis MacKenzie

Pensioneret generalmajor Lewis MacKenzie var den øverste chef for FN's fredsbevarende styrker i Sarajevo.

Gengivet fra The Globe og Mail, torsdag 14 juli 2005

I denne uge markeredes 10-årsdagen for FN's næststørste fiasko siden dets oprettelse i 1945 - folkedrabet i Rwanda er den ubestridte nr. 1. Ceremoniernes fokus udbasunerede massakren på "op til" 8.000 bosniske mænd og drenge angiveligt begået af general Ratko Mladics bosnisk-serbiske hær i Srebrenica i juli 1995.

I langt de fleste nylige rapporter i medierne var baggrunden for og ansvaret for katastrofen i Srebrenica fraværende. Den foretrukne og enkle forklaring på begivenheden var trukket op i sort og hvidt, hvor serberne udelukkende blev de skyldige.

Som en, der spillede en beskeden rolle i forbindelse med nogle af begivenhederne forud for massakren, vil baggrunden for det skete måske give en vis sammenhæng. I begyndelsen af 1993, efter jeg trådte af fra de canadiske styrker, blev jeg bedt om at møde for en række amerikanske kongresudvalg, der beskæftigede sig med Bosnien. Et par måneder tidligere havde min efterfølger i FN's beskyttelsesstyrke, general Philippe Morillon, - mod råd fra sine FN-foresatte - tiltvunget sig vej ind i Srebrenica ledsaget af et lille kontingent af canadiske soldater der fortalte Srebrenicas borgere, at de nu var under FN's beskyttelse. FN i New York var rasende på general Morillon, men med medierne på hans side blev de tvunget til at indføre konceptet om et "sikkert tilflugtssted" (Safe Haven) for seks områder i Bosnien, herunder Srebrenica.

Gad vide hvad dette koncept betyder, spurgte en amerikansk senator mig; hvor stort at antal tropper skal der til for at forsvare de sikre tilflugtssteder. Jeg svarede at dette ville fordre "Et sted i nærheden af 135.000 mand". At der var behov for så mange skyldtes det serbiske artilleris rækkevidde. Den nye FN-chef på jorden i Bosnien, den belgiske general Francis Briquemont, sagde, at han var enig i min vurdering, dog ville han kun være parat til at forsøge at forsvare områderne hvis der var yderligere 65.000 mand. Den daværende generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, gik til Sikkerhedsrådet og anbefalede yderligere 27.500 tropper. Sikkerhedsrådet godkendte en styrke på 12.000, og seks måneder senere var der blevet føjet færre end 2.000 ekstra soldater til UNPROFOR for at løse opgaverne med at sikre stederne.

Sikkerhedsrådet ændrede ordlyden af safe-haven resolution fra "FN vil forsvare de sikre tilflugtssteder" til "ved deres tilstedeværelse vil FN afskrække angreb på de sikre tilflugtssteder." Med andre ord ville et lille, symbolsk, let bevæbnet FN-kontingent blive placeret som offerlam i Srebrenica for at "afskrække" den bosniske serbiske hær.

Det tog ikke lang tid for de bosniske muslimer at indse, at FN ikke var i stand til at leve op til sit løfte om at "beskytte" Srebrenica. Med lidt hjælp fra udenforstående begyndte de at infiltrere lokalt ved at sende tusindvis af krigere og våben ind i det sikre tilflugtssted. Som de bosniske muslimske krigere blev bedre udstyret og trænet, begyndte de at vove sig uden for Srebrenica, hvor de brændte serbiske landsbyer ned og dræbte lokale beboere, inden de hurtigt trak sig tilbage til den sikkerhed, som FN's tilflugtssted ydede dem. Disse angreb nåede et crescendo i 1994 og fortsatte ind i begyndelsen af 1995, efter at det canadiske infanterikompagni, der havde været der i et år, blev erstattet af et større hollandsk troppekontingent.

De bosniske serbere havde måske nok de tungeste våben, men de bosniske muslimer matchede dem i infanterifærdigheder, og dette var det bedste i det barske terræn omkring Srebrenica. Da sneen smeltede i foråret 1995, blev det klart for Nasar Oric, den mand, der førte den bosniske muslimske krigere, at den bosniske serbiske hær ville angribe Srebrenica for at stoppe hans angreb på serbiske landsbyer. Så han og et stort antal af hans krigere forsvandt skyndsomst ud af byen. Srebrenica blev efterladt uden forsvar ud fra den strategiske tanke, at hvis serberne angreb en uforsvaret by, ville det helt sikkert få NATO og FN til at enes om, at NATO's luftangreb mod serberne var berettigede. Derfor kunne den bosnisk-serbiske hær spadsere ind i Srebrenica uden modstand.

Det næste, der skete, kan kun diskuteres mht. omfanget af hvad der skete. De bosniske muslimske mænd og ældre drenge blev sorteret fra mens ældre, kvinder og børn blev transporteret i retning af det sikre Tuzla. Det kan virke usmageligt at sige det, men hvis du begår folkedrab, kan der næppe være nogen ide i at lade kvinderne gå, da de er de der skal føre slægten videre i den gruppe, man forsøger at udrydde. Mange af mændene og drengene blev imidlertid henrettet og begravet i massegrave.

Beviser fremlagt ved Krigsforbryderdomstolen i Haag sår alvorlig tvivl om tallet på "op til" 8.000 bosniske massakrerede muslimer. Dette tal omfatter "op til" 5.000, der er blevet klassificeret som savnede. Mere end 2.000 lig er blevet fundet i og omkring Srebrenica, og de omfatter ofre for tre års intense kampe i området. Beregningen understøtter simpelthen ikke omfanget af 8.000 dræbte.

Nasar Oric, den bosniske muslimske militære leder i Srebrenica, er i øjeblikket på anklagebænken i Haag for krigsforbrydelser begået under hans "forsvar" af byen. Beviser til dato tyder på, at han var lige så ansvarlig for at dræbe lige så mange serbiske civile uden for Srebrenica som den bosniske serbiske hær var for at massakrere bosniske muslimer inde i byen.

To gange begået uret gør aldrig en handling ret, men de øjeblikke i historien, vi alle bør skamme os over på grund af vores ligegyldighed bør ikke ses isoleret fra den sammenhæng, der skabte dem.