Apokalypsens fire ryttere

Situationen i Ukraine påkalder sig analyser der sætter sig udover det nærmest massepsykotiske hysteri, der har præget debatten i Danmark såvel som internationalt. Artiklen rejser spørgsmålet om hvor høj en grad af tillid man kan have til nyhedsformidling, der foregår under en censur udøvet af Big Tech. De fire apokalyptiske ryttere i Johannes åbenbaringen genfødes med Apple, Amazon, Google og Facebook og en underskov af sociale portaler, der alle puster til krigshysteriet og oprustningsspiralen ved brug af sofistikerede psykologiske metoder. Disse kan bedst betegnes som kognitiv hjernevask ved brug af kognitive teknikker befordret af hemmelige tjenesters informationskrig vendt mod den russiske føderation. 80’ernes uafhængige fredsbevægelse var hverken marionetter for Vesten eller Sovjetunionen; at søge fred fremfor avanceret manipulation af hele befolkninger fordrer forhandling og dialog fremfor krigsførelsens politiske økonomi. Det kan kun påkalde sig undren, at venstrefløjen modsat 80’ernes alliancefrie linje i dag gør fælles sag med NATOs militarisme og de verdenskapitalistiske økonomiske centres imperialisme!

Vi er i disse dage vidne til et massehysteri, hvis lige vi ikke har set siden Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956. Alle skal skilte med et pænt lille ukrainsk flag på deres facebook profil. Det gælder uanset om man er politisk korrekt, selvretfærdig ”wokist” eller bare et offer for vestlige mediers, amerikanske politikeres og NATO-bureaukraters informationskrig. Massepsykosen henter sikkert sin forklaring i, hvad psykologer ville kalde kognitiv hjernevask - altså det, at man gennem informationskontrol og manipulation af oplysninger vil styre meningsdannelsen gennem bl.a. fupnyheder. Når magthavernes manipulerende medie-propagandister i de imperialistiske centre dagligt bombarderer os med en afgrænset og kontrolleret information, indskrænkes mulighederne for kritisk tænkning og for at skelne mellem sandt og falsk. Det ukrainske flag, der i virkeligheden burde indeholde et svastika eller et Waffen SS’s Wolfsangel-symbol er et overfladefænomen eller en fremtrædelsesform for de kognitive teknikker, den herskende klasse i Nordamerika og EU og dens magtapparater bruger, til at ensrette en hel befolknings opfattelser af, hvad der er virkelighed. Man manipuleres til at tro, at det ukrainske flag er et banner for frihed og demokrati og ikke et symbol for den totalitarisme, der er blevet en del af det ukrainske politiske liv siden statskuppet i 2014. Nynazismen er en del af det politiske liv i Ukraine, brigader og grupper under naziflag er indrulleret i de væbnede styrker og i forskellige ”lov og orden” aktioner vendt mod mindretal.

Kognitive teknikker

Den kognitive hjernevask er umenneskelig, fordi den tjener til at få mennesker, der er fysisk og psykisk svage  til at føle sig skyldige, hvis man uforvarende træder op mod de gældende dagsordener i den linde strøm af nyheder, vi dagligt bombarderes med. Jeg har personligt, om end i få øjeblikke spurgt mig selv, om ikke det jeg siger er forkert på trods af, at dokumentation antyder, at jeg ikke tager fejl eller har uret. Når det jeg ser, ikke svarer til et tilsyneladende flertals ufejlbarlige meninger på diverse ”Folkelige portaler” som Facebook, Twitter og andre, er jeg som andre udsat for et gruppepres, som de færreste kan stå imod. Vi er alle sårbare, når vi udsættes for sofistikerede efterretningstjenester og magthaveres brug af manipulatoriske teknikker. At CIA faktisk har et hemmeligt CIA-program med den målsætning, at man vil hjernevaske offentligheden burde være noget, der ville interessere en kritisk journalist. Kritiske journalister er imidlertid så sjældne i dag, at man burde overveje at lade dem udstoppe og udstille på et museum for en for længst svunden tid i Pressehistorien.

Og dog - En nylig rapport skrevet af journalist Sharyl Atkisson understreger, at den amerikanske regerings propagandakampagne, det såkaldte faktatjek er et hemmeligt CIA-program, der tjener til at  hjernevaske offentligheden. At CIA og Big Tech regulerer strømmen af oplysninger online, kommer næppe som en overraskelse. Det er noget, der ofte ses i den amerikanske debat om misinformation og fupnyheder. Det opsigtsvækkende i relation til sandhedssøgende kritisk journalistik er ifølge kritikere af de sociale portaler det, at man målbevidst vil sikre sig, at propagandistiske censorer ikke overser den kritiske sande journalistik. Ulykken er her måske ikke så stor. De sandheder der alligevel undslipper sig censurens opmærksomhed, kan man altid brændemærke som "misinformation" eller konspirationsteori. Konspirationstricket bruges til at nedgøre og dæmonisere de, der forsøger sig med faktuelle journalistiske og videnskabelige sandfærdige nyheder og forskningsresultater. Den slags er skam "kvaksalveri", hvis vi befinder os indenfor den medicinske videnskab, eller også betegnes det f.eks. som russisk, kinesisk eller ”venstredrejet” propaganda .

Det er efterhånden sådan, at stort set alt, hvad man ser online i dag, er underkastet censur og kontrol. Det man i stedet får, er fupnyheder fremstillet af medarbejdere uden en journalistisk uddannelse. Sanddruelige fortællinger er som antydet en så sjælden foreteelse, at vi efterhånden er endt med spørgsmålet: Er der overhovedet nogle ”nyheder”, man kan stole på. Mange journalister i USA er ikke rigtige journalister; de rigtige er for længst blevet bragt til tavshed. De er ”canclede”, eller som vi sagde det i 70’erne i forbindelse med Vesttyskland og forfølgelsen af venstrefløjen - de er udsat for ”Berufsverbot”.  Nyhedsformidling på nettet foregår ved hjælp af betalte propagandister, der erstatter journalister og forskere. Disse meningsdannere er også de, der beslutter, hvad der er "ægte", og hvad der er "falsk". De mange, der udelukkende er afhængige af internettet mht. ”nyhedsformidling”, er med andre ord i alvorlig risiko for at blive kontrolleret af hemmelige tjenester, multinationale ”Big Tech” selskaber, internetportaler og tvivlsomme regeringers ”sandhedsministerier”. Den kognitive hjernevasks Janushoved handler kort og godt om nedbrydelse af den samfundskritiske journalistik og samfundsvidenskab. Processen med nedbrydning af den enkelte, der bedriver kritisk analyse, baserer sig på bedrageri og løgn. Dette indebærer, at man i den kapitalistiske overbygning mere end nogensinde forvrænger virkeligheden ved at gemme oplysninger, lyve eller bedrage.

Den altoverskyggende målsætning er, at man vil disciplinere en hel befolkning til underdanigt at indordne sig et samfundsmæssigt gruppepres. Du har værsgo at underordne dig. Du skal tro på, at Putin er den rumænske kong Vlad, prototypen på en blodsugende Dracula, der er ondskaben selv. Han skal have en tyk pæl hamret gennem sit hjerte. Han skal dø sagde en forsumpet alkoholiseret amerikansk politiker - er der ikke en Brutus, der er parat til at føre kniven mod denne moderne inkarnation af Adolf Hitler?  Og gruppen af lemminger skal naturligvis frådende følge trop og gøre, hvad gruppen beslutter i god underdanig orden. At ramme en pæl gennem ondskaben retfærdiggør ”humanitære interventioner”, som vi allerede så det, da Clintonadministrationen og NATO terror-bombede den serbiske civilbefolkning i det tidligere Jugoslavien. Vil man ikke underkaste sig det nyliberale verdensbillede hører man til i Draculas rige - i dag Putin, i går Milosevic mens bosniske muslimske krigsforbrydere gik fri. At man med held ødelagde det enestående jugoslaviske eksperiment med arbejderselvforvaltning, blev til babyen man kastede ud med det skidne badevand.

Hermed knæsættes også ideen om den absolutte kollektivisme fremfor en dialektisk frugtbar relation baseret på, at syntesen mht. individualismen indenfor kollektivet skaber noget, der er kvalitativt bedre. Den individuelle identitet skal ifølge flertalstyrannerne være suverænt styret af gruppepresset, og som følge af dette udviskes ens personlighed. Man overtager alene det majoriserende flertals identitet. Vi befinder os i en dybt foruroligende tid, der kun kan give associationer tilbage til den massepsykose, der udsprang af Joseph Goebbels propanda-ministerium og Nazismens entré i Tyskland.

Hvor er venstrefløjen?

Man turde vel i denne sammenhæng forvente, at den danske venstrefløj skulle være de første til at se kritisk på ”nyheder”, fremfor at lade sig besnære af en kognitiv hjernevask; i stedet er der imidlertid nogle, der er forfaldet til den rene opportunisme måske endda styret af den samme psykologisk mekanismer som lige beskrevet. Det var i mange år god latin på venstrefløjen med DKP som en undtagelse, at man hverken lå under for Washington eller Moskva. Er det virkeligt sandt, at man har forladt denne holdning, når det kommer til sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål? Noget kunne tyde på, at ledende kræfter i SF og Enhedslisten ikke har analysen i orden. Endnu værre er det, hvis der i virkeligheden er sket et hamskifte, så man nu iagttager en følgagtighed overfor Yankee-imperialismen, NATOs aggressive militarisme, ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU regi og den ukrainske fascisme. Hvor vi f.eks. tidligere så et USA-kritisk indstillet SF, der ville afruste Danmark og forlade NATO, ser vi nu en NATO-venlighed og en accept af, at vi fjerner forsvarsforbeholdet.

Man vil, hedder det sig, ”rive kontrakten  mellem det danske selskab Ørsted og det russiske selskab Gazprom i stykker.” Både SF og Enhedslisten vil sammen med de borgerlige lave et forbud i EU mod import af russisk gas. Forude venter yderligere prisstigninger på energi, der vil ramme pensionister, uddannelsessøgende, og medlemmer af lønarbejderklassen hårdest. En marginal krone for disse grupper betyder mere end for det urbane småborgerskab og de socialliberale mellemlag. Disse ”salonkommunister” har så mange penge, at de kan aflyse klassekampen og føre identitetspolitik. SFs Karsten Hønge, tømrersvenden, der ellers udmærker sig ved at tale pensionisternes og lønarbejderklassens sag, stiller sig nok så festligt op foran den russiske ambassade sammen med alle disse politisk korrekte borgerlige og småborgerlige venner af det semi-fascistoide Ukraine.

Enhedslisten er tilhængere af brugen af de hårdest mulige sanktioner mod Rusland. Man siger nok så smukt, men desværre forvrøvlet, at man ønsker målbevidste økonomiske sanktioner, der angiveligt alene skulle ramme Ruslands elite - hvor blev den russiske arbejderklasse af i dette regnestykke? Man tror endvidere, at man kan afskære Rusland fra de globale finansielle systemer indenfor det verdenskapitalistiske system. Igen forvrøvlet - for de, der hidtil har handlet med Rusland gennem brug af Swift systemet, bliver nødt til at finde andre måder at betale vareimporten eller afregne eksporten på - hvad man allerede gør. Glem ikke, at Rusland har opbygget en valutareserve, og at vestlige banker har tilgodehavender i russiske banker. Hertil kommer, at Rusland og Kina er i færd med at udvikle et alternativt internationalt betalingssystem med et andet betalingsmiddel end den almægtige dollar. Tror man virkeligt seriøst på, at den tidligere Sovjetøkonomi ikke kan klare sig uden handel med Vesten? Rusland kan omlægge hele sit handelssamkvem til at gælde venligtsindede stater, herunder især den gigantiske kinesiske økonomi, men også andre økonomier indenfor BRIC landene - mon ikke vi herefter godt kan forberede os på, at vi skal lukke de vestlige haver.

Venstrefløjen ønsker sig et permanent stop for import af gas, olie og kulimport fra Rusland muliggjort gennem hurtig og massiv udbygning af grøn energi i Europa. Selv hvis det var muligt at substituere til grøn energi med det samme, kan dette naturligvis ikke yde den samme kapacitet som importen af de tre vigtigste energikilder fra den ene dag til den næste. Den slags er overbudspolitik!

Og hvad ville man gøre, hvis den russiske stat eksproprierer multinationale selskabers aktiver opstået gennem direkte investeringer i Rusland? Man behøver end ikke at kompensere selskaberne nu da Vesten kan ekspropiere russiske formuer uden kompensation. Værsgo’ her er der en gratis overførsel af know how og teknologi ekspropieret uden erstanimg. Alene det, at Rusland kan lukke for gashanerne ville være et alvorligt slagtilfælde for den europæiske økonomi. De vedtagne sanktioner er myggestik i forhold til, hvad Rusland reelt kunne gøre og højest sandsynligt vil gøre, hvis situationen tilspidses yderligere.

Sanktioner kan tage sig meget uskyldige ud, for der er jo ikke tale om rigtig krig - eller er der? Det er faktuelt forkert at fremstille disse overgreb som ”fredelige”; sanktioner er en krigshandling iværksat af en global herskende klasse og denne klasses villige redskaber - politikere, bureaukrater, mediemoguler og forskellige andre centrale beslutningstagere. Sanktionerne er vendt mod arbejdende mennesker. Sanktioner rammer med andre ord hovedsageligt lønarbejderklassen, der får udhulet sin købekraft, hvis der opstår vareknaphed og efterfølgende prisstigninger som følge af sanktionerne. Hertil kommer den arbejdsløshed, der vil opstå på begge sider af ”det nye jerntæppe”, fordi økonomiernes globale produktionskæder skæres i stykker. Dette udhuler igen købekraften og forarmer de mennesker, der skal leve af at sælge sin arbejdskraft. Endeligt kan sanktioner føre til medicinmangel og en forringet fødevaresikkerhed, der i Venezuelas tilfælde fik et folkemords-lignende udfald med over 40.000 dødsfald.  Når enhedslistens Pernille Skipper således stiller sig op og vil blokere danske havne for russisk sejlads, og når hun taler for andre sanktioner i strid med internationale aftaler, tilslutter hun sig den globale herskende klasses undertrykkelse af den russiske og den Vestlige arbejderklasse, og det kan hun ganske enkelt ikke være bekendt, hvis hun kalder sig socialist.  

Det værste er dog, at flertallet i enhedslistens hovedbestyrelse er parat til at bevæbne den ukrainske nationale arme, hermed også de dele af armeen som opererer på et klart nazistisk grundlag, og som har begået et omfattende folkemord i  Donbass regionerne. Det er vanskeligt at forestille sig, at et socialistisk parti nu vil deltage i støtte til den Ukrainske arme med 2700 panserværnsvåben. Og omend beslutningen skabte splittelse i enhedslistens hovedbestyrelse og kun blev vedtaget med et snævert flertal, er det klart, at der samlet set i de to venstrefløjspartier findes medlemmer, der har forladt en alliancefri, pacifistisk og neutral linje i forhold til interimperialistiske modsætninger og rivaliseringer.

Med frygten som drivkraft

Når den danske venstrefløj nu er parate til at gøre fælles sag med USA og NATO og det heraf følgende bevidstløse og farlige oprustningsræs, der uvægerligt følger af disse reaktionære kræfters skalten og valten med den globale sikkerhed, er der mere end nogensinde god grund til at se tilbage på 80’ernes venstrefløj og den alliancefrie linje den uafhængige fredsbevægelse bakkede op om. SF‘s tidligere formand Gert Petersen skriver i sit monumentale værk ”Med Frygten som Drivkraft - tanker om den kolde krig”, at den kolde krig hentede sin årsag i den gensidige frygt, der motiverede de to supermagters sikkerhedspolitiske tiltag. Situationen i dag omkring Ukraine har beklageligvis genskabt dette absurde hysteri.  Det paradoksale i 80’erne var, at ingen af parterne under den første kolde krig egentligt havde til hensigt at angribe den anden. Planerne var der naturligvis, og man oprustede da også i en mistillid på begge sider, der truede de menneskelige samfunds overlevelse. Det var imidlertid ikke høgene på begge sider, men  fredsbevægelsen i 80‘erne der gjorde op med en reflektorisk tænkning og de gensidige fjendebilleder. Mistroen var drevet frem af en hverdagsbevidsthed, der ikke var meget anderledes end den, vi konfronteres med i disse dage omkring Ukraine og i det hele taget forholdet til Rusland og Kina. På grund af 80‘ernes demokratiske stræben på at ændre udenrigspolitikken og sikkerhedspolitikken i en mere forsonlig retning indledtes en proces, der med Sovjetimperiets opløsning kunne havde  ledt til en varig fred. Nu da Warszawa-pagten var nedlagt, ville det havde været passende om ikke NATO også var blevet opløst. Sådan kom det ikke til at gå; NATO ekspanderede i stedet mod øst og nedefra og op under bugen pga. af et svækket Rusland. Socialdemokraten Lasse Budtz og venstrefløjens "Fodnotepolitik", hvor meget klogere den end var i forhold til  det bevidstløse oprustningsræs den nuværende regering deltager i, blev desværre til en historisk parentes. Dette kan imidlertid på sin side ændres, hvis fredskampen igen tages op vendt mod alle supermagter og NATO. Høgene i Washington er uden tvivl den største fare for verdensfreden, hvilket de har været lige siden man indledte omringningen af Rusland gennem ekspansionen mod øst i 90’erne.

Klart er det naturligvis, at ”Good Guys - Bad Guys” doktrinen ingen gang har på jorden i Ukrainekonflikten.  Som i så mange andre krige er sandheden den, at der kun findes ”bad guys” og det på begge sider. Den nykonservative Putin er ikke kommunist, som mange fejlagtigt tror. Han repræsenterer et parasitært kapitalistisk oligarki der, hjulpet på vej af vilde privatiseringer anbefalet af vestlige nyliberale økonomer, kunne overtage kontrollen med den statsejede rigdom og de mange naturressourcer. Man tilegnede sig den akkumulerede kapital, som generationer af sovjetiske arbejdere og landmænd havde opbygget siden Oktoberrevolutioner med fantastiske afsavn, som vel de færreste i Vesten kan forestille sig.  

Når  lederen af repræsentanternes hus i den amerikanske Kongres Demokraternes Nancy Pelosi og andre i dag imidlertid fremstiller Putin som en inkarnation af selveste Adolf Hitler, er der tale om senilt sludder i Pelosis tilfælde og infantilt sludder, når det kommer til yngre kræfters blændværk. Putin skulle angiveligt havde været den udfarende kraft i forhold til anerkendelsen af Lugansk og Donetsk. Ikke desto mindre var det faktisk ikke selvsamme Putin, der var den toneangivende kraft, da den russiske DUMA i februar anerkendte Lugansk og Donetsk. Den udfarende kraft var såmænd det reformerede russiske kommunistiske parti og lederen Gennady Zyuganov, der pressede på for, at Dumaen vedtog en resolution, der opfordrede regeringen til at anerkende uafhængigheden for de to russisktalende løsrivelsesrepublikker.

Dette skal naturligvis ikke retfærdiggøre en invasion ind i det vestlige Rest-Ukraine omend den sikkerhedspolitiske situation gør invasionen forklarlig. Putins krav om, at Ukraine skal "demilitariseres" og "afnazificeres" er forståelige krav, især set på baggrund af omringningen af Rusland med placering af farlige atom- og konventionelle våben og tropper op til Ruslands grænser. Men både Vestens og Natos inddæmning af Rusland, såvel som Ruslands invasion af det vestlige Ukraine må som nævnt fordømmes. Til gengæld må Vesten tvinges til forhandlingsbordet, hvad man hidtil har unddraget sig på trods af gentagne russiske forsøg på dialog. De forberedelser, som det russiske militær traf mht. at invadere såvel som selve invasionen indebærer måske nok, at man kun går efter militære mål. Desuagtet kan dette være vanskeligt, hvis paramilitære vestukrainske nazistyrker placerer militære poster i civile områder og bruger civile som menneskelige skjold. Men selv angreb på militær infrastruktur, luftforsvarssteder, flyvepladser og militærfly udgør en farlig eskalering af konflikten, der ikke burde havde fundet sted. Når man fra russisk side sagde, at man ikke ønskede nogen invasion, for så senere at iværksætte den alligevel, var dette lige så meget en løgn som de mange løgne, vi har fået stukket i næsen fra vestlig side. USA, NATO og Ukraine har hele tiden sagt, at man ønskede fred, mens man brød Minskaftalen og iværksatte folkemord vendt mod den russiske befolkning. Vestukraine tog skridt, der klart havde til formål at provokere. Det kan kun undre, at den danske venstrefløj ikke allierer sig med den russiske venstrefløj repræsenteret ved ledende politiske modstandere af Putin som den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti ikke at forglemme de mange tusinder i Russiske storbyer, der går på gaden for at protestere mod krig, uden at man forherliger den vestlige propaganda.

For venstrefløjen er hovedfjenden alligevel fortsat vestens økonomiske imperialisme, der er at finde hos den herskende klasse i den verdenskapitalistiske lejr. Med venstrefløjens delvise knæfald for den internationale reaktion er der et behov for at tage imperialismekritikken og kritikken af den internationale politiske økonomi op igen.