Den danske Venstrefløj på den internationale reaktions side

(Otto Dix: https://philosophersforchange.org/2015/03/03/left-wing-childishness-and-the-petty-bourgeois-mentality/

Både SF og et flertal i enhedslistens ledelse støtter nu NATO imperialismens forsøg på at inddæmme og omringe Rusland med henblik på at få uhindret adgang til den russiske økonomis enorme ressourcer og den billige højtuddannede arbejdskraft. Venstrefløjens knæfald for den internationale reaktion, og sanktioner, er en regning som lønarbejdere I Danmark og Vesten skal betale. Dette er på sin side en enestående mulighed for at få taget et opgør med det socialliberale urbane småborgerskab, der med sin ligegyldighed overfor sanktionernes ofre repræsenterer en utilstedelig egoisme. Disse selvretfærdige personer spiller i stigende grad en rolle indenfor den såkaldte ”røde blok”. For de der relativt velbeslået har sit på det tørre betyder solidaritet intet. Politisk korrekthed og mindretals privilegier er vigtigere.  Man glemmer, at sanktioner er forbryderisk krig, der ikke rammer de herskende klasser i Vesten og Rusland. De relativt velhavende medlemmer af det urbane småborgerskab er en navlebeskuende klasse af ”salonsocialister”. Den venstrekommunistiske syge er i dag i udbrud som en ”venstreliberalistisk” børnesygdom, selvom identitetspolitikerne kalder sig socialister.

Opmuntrende er det imidlertid, at der er noget, der tyder på, at lønarbejdere, arbejdsløse, pensionister og uddannelsessøgende har fået nok af politisk korrekt og selvretfærdig narcissisme. I 2014 viste en meningsmåling lavet for Ugebrevet A4, at 22% eller 400.000 vælgere, der normalt stemte på Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten, mente, at der var behov for et nyt parti. Blandt dem, der normalt stemte på venstrefløjen, var der hele 39 procent, der ønskede sig et nyt socialistisk parti. Der er grobund for et hamskifte, der på den danske og europæiske virkeligheds grund giver vælgerne en mulighed for at stemme på et alliancefrit folkeligt socialistisk parti. Når lønarbejdere, arbejdsløse, pensionister og uddannelsessøgende for alvor kommer til at mærke sanktionspolitikkens klassekarakter forstået som undertrykkelse og en øget udbytning kan man kun forvente, at politikerleden i forhold til den etablerede venstrefløj vil styrkes. Behovet for et nyt parti vil stå stærkere.

Midt i det identitetspolitiske morads tramper en række medlemmer af enhedslisten rundt med noget de ganske flot kalder teser. Man turde vel forvente at socialister ville bekymre sig om sanktionernes ofre og at man ville argumentere som uafhængige fredsaktivister, der hverken er for Moskva eller for Washington – Bruxelles aksen. Turde man måske ikke forvente at forhandlinger ville være den rette vej – men næh nej. I stedet vil man støtte fascistoide kræfter med våben og skatteborgernes penge. Man taler skråsikkert om russisk imperialisme eller ”Putins krig”. Burde man ikke kende sin begrænsning og kalde den slags for hypoteser? Den ubeskedne retorik synes at dække over, at man tror, man har patent på sandheden. Historien skabes ifølge disse åndfulde debattører af personer. Det er kejsere, konger, huldsalige engle og inkarnerede djævle som Hitler, Stalin, Pol Pot, Putin, der skaber historien. Putin, som faktisk er moderat sammenlignet med høge i rådgivningsapparatet bag ham, er den reinkarnerede kong Vlad af Transsylvanien, der skal have en pæl hamret gennem sit hjerte. Han skal dø og alt bliver godt igen. Som i en dårlig Western findes der både ”good guys” og ”bad guys”. De mest ædle eller diabolske af dem har en enestående vilje, der kan bestemme historiens gang.

Den slags kalder vi for historisk voluntarisme, og det har intet med Marxismens historieopfattelse - den dialektiske og historiske materialisme - at gøre. Enhedslisten melder sig med sin ”analyse” ind i flokken af  brægende politisk korrekte urbane småborgere. Store dele af Enhedslisten udstiller frejdigt den intellektuelle fattigdom, der præger de social portaler. Det er makabert at se, at ”kammerater” som lemminger er ofre for den kognitive hjernevask, der foregår. Vi lever i en tid karakteriseret ved en massepsykose, der er iværksat af de fire apokalyptiske ryttere Amazon, Apple, Google og Facebook samt endvidere CIA og det nystartede amerikanske ministerium for sandhed (“Disinformation Governance Board”). Hvad enten russere er kunstnere, forskere eller sportsfolk udsættes de for en forfølgelse, der står i en skærende kontrast til andre minoriter, der nyder vækkelsesbevægelsens beskyttelse! Det tredje riges bogbrændinger, krystalnatten og forfølgelser af minoriteter finder i dag sin lige i censur, sletning af kunstneriske frembringelser, spærring af ubekvemme politiske debatindlæg på nettet, ødelæggelser af personlige karrierer og -liv og voldshandlinger, som set for nyligt i København. Krænkelser af FNs menneskerettigheder gennem kollektiv afstraffelse og forbud af vor tids jøde - russeren -  glemmer illiberale vækkelsesbevægelse i sin ellers reflektoriske beskyttelsesforanstaltning, når det kommer til andre minoriteter!

Krigen i Ukraine er ikke Putins krig (!). Krigen i Ukraine var allerede iværksat af en nationalistisk ukrainsk regering støttet af magtfulde fascistiske kræfter og USA. Ukrainske nazister stod bag pogromer mod roma- og LGBT-organisationer, etniske udrensninger, mordbrændinger af indespærrede russere i en fagforeningsbygning i Odessa og folkemordet med 14.000 civile dødsofre i Donbass. Dette foregik med den ukrainske regerings og Vestens stiltiende accept. Ukraine er ikke et demokrati, hvad videnskabelige demokratindeks afslører. Den nationalistiske regering og de fascistiske strømninger er et autokrati, der kom til magten ved et ulovligt statskup, vendt mod en demokratisk valgt regering. USA imperialismen og dens politiske redskaber Barack Obama, Joe- og Hunter Biden, Victoria Nuland og andre stod bag kuppets undergravende virksomhed rettet mod Victor Janukovitj. At yankee-imperialismen, de glemte etniske udrensninger og folkemordet I Donbass godkendes af venstrefløjen er forstemmende. Man hyler opportunistisk med i koret af selvretfærdige venstreliberale. At man på samme tid bedyrer os, at man også fordømmer den vestlige imperialisme, klinger hult. Jeg husker ikke samme iver mht. ulovlige sanktioner, finansiel støtte og våbenhjælp til ofre for USA's og Natos aggression?   

I et notat skriver Enhedslistens historieløse medlemmer, at Ruslands forsvar vendt mod NATOs aggression siden 90’erne og afnazificeringen af Ukraine er en imperialistisk aggression i stil med krigen mod Irak i 2003. Ikke nok med, at man henfalder til voluntarisme, demonstrerer man også, at forståelsen af imperialisme og international politisk økonomi er fraværende. Det er ikke Lenins, Luxemburgs, Gramscis og afhængighedsteoretikernes imperialisme disse venstreliberale ”salonsocialister” refererer til. I stedet hedder det sig om den såkaldte ”russiske imperialisme”, at den er et brud på folkeretten. USA’s Imperialisme, der ikke lever op til folkeretten, har med 19 krige og mange indirekte krige pr. stedfortræder millioner af døde på samvittigheden. Så store ulykker kan den såkaldte ”russiske imperialisme” ikke præstere. At enhver stat har ret til at føre sikkerhedspolitik, fjerner beklageligvis det folkeretlige aspekt, hvad de selvretfærdige på venstrefløjen glemmer. At NATO og US-imperialismen internationalt f.eks., brugte begrebet ”humanitær interventionisme” som undskyldning for at terrorbombe Serbien for at ”beskytte” et rabiat muslimsk mindretal i Bosnien og Kosovo har skam ikke en parallel i nye stater som Ukraine, hvor russiske mindretal søges etnisk udrensede? At fredsbevarende interventioner søges retfærdiggjort på den måde, er kun Vestens ret og ikke Ruslands. Imperialisme handler ifølge enhedslistens renegater om angreb på en suveræn nation og et overfald på dens befolkning. Imperialisme er når en stormagt dominerer og bestemmer skæbnen for lande i sin interessesfære, siger de. Og vi stakkels dumrianer, der ikke mener, at Rusland er en imperialistisk stormagt, er ifølge disse arrogante smagsdommere med Matthæusevangeliets ordlyd omend ikke ”fattige i ånden”, så ”fattige i analysen”. Ånd eller analyse kan komme ud på et. Vi er sikkert alligevel tilgivet med et løfte fra disse Illiberale salonkommunister om, at de gerne gelejder os gennem den identitetspolitiske perleport.

Medlemmer af enhedslisten, der tror at Rusland er imperialistisk, tager fejl på to afgørende punkter. For det første er der forskel på en imperialistisk stormagt og en regional hegemonisk magt. For det andet er Ruslands forsvar af Østukraine en handling vendt mod den vestlige imperialismes centre, der i USA er begyndt at fremtræde som en subtil - i Ukraine siden 2. verdenskrig en direkte - fascisme (!). Spørgsmålet mht. den første fejlslutning går komparativt på om de træk, der kendetegner den vestlige imperialisme, genfindes i Rusland efter perestrojkaens tilbagetog og opløsningen af Sovjetunionen. Den russiske blandøkonomi i dag er kendetegnet ved dels en fortsat etatisme (statsliggørelse eller statskapitalisme) i økonomiens strategiske sektorer (råstoffer og militær), dels  kapitalisme som følge af 90’ernes vilde liberaliseringer og nyliberalismens chokterapi. Allerede her er der en forskel til de vestlige kapitalistiske systemer domineret af de store privatejede økonomiske foretagender indenfor Big Tech., det militærindustrielle kompleks og andre privatejede monopoler. Russiske internationale aktører optræder ikke på samme måde som aktørerne i det verdenskapitalistiske system. Det er korrekt at sige, at i forholdet mellem Rusland og de postsovjetiske CIS stater optræder Rusland hegemonisk. Det er imidlertid forkert at sige, at Rusland er imperialistisk. Rusland, der kun begrænset er i stand til at påvirke internationale anliggender, er en regional hegemon i forhold til tidligere Sovjetrepublikker (CIS staterne). Rusland er i defensiven overfor NATOs og USA’s aggression siden 90’erne.  Ruslands økonomi har nykoloniale træk, fordi man er afhængig af produktion og eksport af gas og olie, mens overførslen af teknologi og luksuskonsum foregår fra imperialistiske lande. Et tegn på at det etatistiske hegemoni skulle være det samme som imperialismen fordrer, at omfanget af russiske transnationale selskabers investeringer antager samme omfang som hos de nordamerikanske og Europæiske selskaber indenfor den globale kapitalisme. Dette er ikke tilfældet!

En af Imperialismeteorierne forfægtet af Rosa Luxemburg fokuserer på staters søgen efter nye markeder med henblik på at akkumulere og eksportere kapital til de imperialistiske centre, der underlægger sig kolonier politisk, økonomisk og militært. Luxemburgs og andres vigtigste pointe var, at imperialismen og udbredelsen af klassesamfundets magt, dels kunne forklares ved vigende profitrater i de kapitalistiske centerøkonomier, dels også ved de transnationale selskabers økonomiske konkurrencekamp om nye landområder.  Imperialismen var et resultat af kapitalakkumulationens grænser nationalt. Når kapitalen ”lå brak” i centerøkonomierne - der akkumuleredes mere kapital end der kunne investeres - og når kapitalejerne ikke kunne realisere profitter som før, måtte man søge nye markeder. På grund af profitratens tendens til fald og en øget udbytning af lønarbejderklassen blev købekraften i befolkningen lavere. Dette nødvendiggør fri adgang til nye markeder med henblik på en fortsat øget udbytning gennem adgang til billig arbejdskraft og råstoffer.

Imperialismens ageren siden 90’erne er forankret i profitøgning og kapitalakkumulation for multinationale selskaber understøttet af den politiske og militære elite i Nordamerika, NATO og EU. Transformationen af planøkonomien muliggjorde multinationale selskabers adgang til det russiske ”marked”. Vesten fik adgang til at etablere sig i det tidligere USSR. De anseelige ressourcer olie, gas og andre rå- og hjælpestoffer skulle bidrage til at modvirke profitratens tendens til fald i mere end 100 år. Den højt uddannede arbejdskraft, der ovenikøbet var billig, og et svækket politisk system, der kunne kontrolleres af vestlige økonomiske og politiske vestlige beslutningstageres magt, ændrede Rusland og CIS landene til stater med vasallignende træk. De multinationale selskabers direkte investeringer muliggjorde en kapitaleksport, der hæmmede den russiske økonomis udviklingspotentialer og evne til at skabe en selvbåret økonomisk vækst. Hvis denne udvikling havde kunnet fortsætte, ville det højest sandsynligt lede til det samme som set i udviklingsøkonomierne og i Ukraine i dag - deindustrialisering, kapitalmangel og stagnation efterfulgt af en negativ vækst og en lav udviklingsevne. Den fortsatte eksistens af den etatistiske produktionsmåde i Rusland er ikke kompatibel med nyliberalismens røveri af ressourcer. Den er kimen til imperialismens genoptagelse af den kolde krig, så længe staten besidder kontrollen med ressourcerne. USA og NATO har lige siden 1990 på trods af James Bakers og Hans Dietrich Genschers løfter om ikke at ekspandere mod øst rykket sin interessesfære helt over til Ruslands grænser ved at optage Øst- og centraleuropæiske lande i NATO. Dette fortsætter hensynsløst med optagelsen af neutrale Skandinaviske lande og med en intention om at optage de sydlige CIS lande. Krigen i Ukraine er som andre steder i verden USA's krig via en stedfortræder denne gang vendt mod Rusland. Det er en konflikt, der daterer sig tilbage til 90’erne med et NATO, der udnyttede umodne østeuropæiske demokratier og en naturlig skræk for Stalinismen, til at manipulere befolkningerne til at sige ja til NATO.

Man kan spørge sig selv, hvorfor NATO skulle fortsætte, nu der ingen fjende var mere. Det bliver forståeligt, dels på grund af en institutionel sklerose, dels når den imperialistiske strategi handler om at få indlemmet Rusland som en perifer økonomi underordnet den globale kapitalismes centre. Den russiske nation, statsapparatet, de russiske institutioners sikkerhed har siden 90’erne måtte imødese økonomiske og militære trusler udefra. Her handler det ikke kun om den ydre militære trussel påtvunget af imperialismen; det handler i lige så høj grad om en indre trussel iværksat af imperialismen. Undergravende støtte til femtekolonne-virksomhed og til subversive kræfter skal bane vejen for iværksættelse af statskup. At Putin indenrigspolitisk som en del af dæmoniseringen af russere er en autokratisk galionsfigur for den herskende klasse af nykonservative i Rusland ændrer ikke på, at selv det reformerede kommunistiske parti og andre partier ved magten i Rusland ikke vil ændre Ruslands og CIS landenes sikkerhedspolitiske krav.

Disse krav er ikke anderledes end de USA legitimerede sine imperialistiske krige med. Verden i 1962 var på randen af en 3. verdenskrig, fordi USA så sin sikkerhed truet pga. sovjetiske missiler i Cuba. Med Monroedoktrinen har skiftende præsidenter givet erklæringen en så bred fortolkning, at det oprindelige fokus på forsvar er blevet til angreb efter Clausewitz doktrinen. USA imperialismen kan ikke altid selv angribe, fordi dette ikke befordrer et image baseret på frihedspræk og et elitært demokratisk lag fernis. Man finansierer, udstyrer og bevæbner derfor kræfter, der tjener USA's økonomiske interesser. Man angriber stater i Latinamerika, Sydøstasien, Caribien, Mellemøsten og på Balkan - administrationer under Kennedy, ”Bombe Johnson”, Nixon, Clinton, Bush og Obama var skyldige i krigsforbrydelser. Vi husker Vietnam, Cambodia og Laos. Man anvendte napalm og terrorbombning af civilbefolkningen. Man  brugte gruopvækkende kemiske og biologiske våben som Agent Orange.

Senere den ulovlige blokade mod Cuba, ”operation Mongoose”, gentagne attentater på Fidel Castro og den militære aggression i Svinebugten. Kuppet vendt mod regeringen i Chile i 1973. Mordet på demokratisk valgte Salvador Allende og chilenske venstreorienterede. Reaganadministrationens infiltration og krigsførelse vendt mod Nicaragua og El Salvador i 80erne. Bush-klanens folkemord i Irak, Clinton-administrationens terrorbombninger af den serbiske civilbefolkning, alliancen med islamistiske hellige krigere i Bosnien og Kosovo. Sidst men ikke mindst i nyere tid Obama-administrationens og ”Killary Clintons” fremfærd i forbindelse med ”Det arabiske forår”, der banede vejen for en islamisk fundamentalisme. I Syrien støttede amerikanerne ISIS og El Qaida’ terrorgrupper med henblik på at vælte Assad. Denne krigsførelse så vi gentaget i Venezuela i forbindelse med det første strandede kupforsøg vendt mod Hugo Chavez og Nicolás Maduros demokratiske regeringer med forsøg på indsætte USA-marionetten Juan Guaidó. For nyligt forsøgte man at infiltrere de folkestyrede Cuba igen uden held. 

At Rusland stillet overfor den imperialistiske krigsmaskine selvmorderisk skulle kaste sig ud i et angreb Vesteuropa og indlede en 3. verdenskrig, kan kun forklares ved den hjernevask, vi udsættes for fra mediegiganterne og CIA. Rusland har ikke den militære kapacitet til at vinde en storkrig. Oveni dette skal man ikke glemme århundreders historie spændende fra Napoleon Bonapartes felttog, de hvide horders hærgen efter Oktoberrevolutionen og Hitlers angreb i 1941 med ufattelige tab i menneskeliv og materielle ødelæggelser. Afskrækkelsen mht. en ny krig, NATOs avancerede krigsteknologi og et teknologisk overlegent vestligt atomarsenal har tvunget Rusland i defensiven. Det er i den sammenhæng ikke uinteressant at læse, at Rusland står svagt i krigsscenarier lavet i NATO regie. Samlet set var det Sovjetiske konventionelle militær under den kolde krig fem gange større, end hvad det er i dag. Studier af Ruslands nuværende militær sætter spørgsmålstegn ved evnen til at være en reel trussel mod NATO i en langvarig, all-out militær konfrontation. Det ser hverken regeringen, oppositionen eller den nu afdøde Venstrefløj midt i et ufatteligt krigshysteri, der truer menneskeheden med total ødelæggelse.  

16 løgne om Ukrainekrigen og Ruslands udenrigspolitik