Dødens triumf

Chris Hedges rapport

Det er svært at være optimistisk, når det kommer til fremtiden. Nedbrydningen af økosystemet er veldokumenteret. Det samme er den globale herskende klasses afvisning af at gennemføre foranstaltninger, der kan afbøde ødelæggelserne. Vi eskalerer udvindingen af fossile brændstoffer, vi øger forbruget voldsomt, hvilket ikke mindst gælder vort forbrug af animalske produkter, og vi kaster os ud i nye krige, som om vi er grebet af et freudiansk dødsønske. Apokalypsens fire ryttere - erobring, krig, hungersnød og død - stormer ind i det 21. århundrede. 

De herskende, tjenerne for de store foretagender og den globale milliardærklasse, følger op på den selvmorderiske dårskab ved at cementere kapitalkoncentrationernes tyranni. Planen er ikke at reformere. Det handler i stedet om at fortsætte det store foretagendes udplyndring. Denne klasses tyveri  bliver mere og mere undertrykkende for den globale befolkning. Den nødvendiggør en ny totalitarisme, hvor milliardærklassen lever et liv i overdådighed, mens arbejderne er livegne, og mens rettigheder som privatlivets fred og retfærdig rettergang afskaffes. Big Brother holder øje med os hele tiden, krig er statens vigtigste forretning, dissenters uenighed kriminaliseres, og de, der er fordrevet på grund af konflikter og klimasammenbrud, forhindres i at komme ind i klimafortet i det globale nord. Dele af den menneskelige art, de mest privilegerede, vil i teorien holde ud lidt længere, før også de bukker under for den om sig gribende dødelighed. 

De forfulgte og de forladte, i titusindvis af millioner, ved hvad fremtiden vil bringe. For dem er fremtiden allerede ankommet. Julian Assange,  den vigtigste journalist og aktivist i vores generation, er et eksempel på, hvad der vil ramme alle journalister, der afslører magtens indre virke. Assange’s udlevering til USA blev godkendt fredag af den britiske indenrigsminister Priti Patel. Hans fængsling for at afsløre krigsforbrydelser, løgnagtighed, kynisme, og den herskende klasse og Det Demokratiske Parti i USA’s korruption indvarsler en ny æra. Undersøgelser af magtcentrene, journalistikkens livsnerve, er en strafbar handling. 

Det betyder ikke noget, at Assange, der blev ramt af slagtilfælde, har et dårligt fysisk og psykisk helbred. Der er lige meget, at han ikke er amerikansk statsborger, eller at WikiLeaks ikke er en amerikansk baseret publikation. Det er ligegyldigt, at alle Assanges’ advokatmøder blev optaget det spanske sikkerhedsfirma på ecuadoriansk ambassade, hvor Assange boede i syv år, for senere at blive overgivet til USA. Optagelsen var en overtrædelse af god advokatskik omkring advokat-klient-diskretionsprivilegier. Jeg har siddet med til høringer i London, der var Dickensiansk farce, omkring kampagnen mod Assange. Forfølgelsen af en uskyldig og heroisk mand minder langt mere om Lubyanka end den bedste britiske retspraksis. Han blev og bliver brugt til at sende en besked – hvis I afslører, hvad vi gør, vil vi ødelægge jer. 

Arbejderne, hvad enten det er i de store slavefabrikker i Kina eller det amerikanske rustbæltes forfaldne ruiner, må slås med en løn på eksistensniveau uden jobbeskyttelse eller fagforeninger. Handelsaftaler, afindustrialisering, nedskæringer, stigende renter og stigende priser er arbejderklassens forbandelse. Også de ved kun alt for godt hvad fremtiden vil bringe. 

Beslutningen om at hæve renten med tre fjerdedele procentpoint med nye renteforhøjelser på vej vil yderligere presse et lønniveau nedad, som allerede var stagneret i årtier. Det vil øge arbejdsløsheden og den personlige gæld samt gøre fødevarer og andre basale livsfornødenheder dyrere. At hæve renten fremkalder normalt en recession. Men oligarkerne er mere end villige til at udsuge mere af arbejderklassens blod. Inflationen reducerer investeringsafkastet og den modvirker investeringer baseret på finansiering gennem kreditter. 

Priserne stiger ikke på grund af lønningerne. De stiger på grund af forsyningsmangel og prisstigninger fra store selskaber og oliekonglomerater. Amerikanske store økonomiske foretagender havde deres største vækst i profitterne i årtier, da man hævede priserne under pandemien. Virksomhedernes profit før skat steg sidste år med 25 procent til 2,81 billioner dollars, ifølge Bureau of Economic Analysis. Det er den største årlige stigning siden 1976, ifølge Federal Reserve. Når skatter medregnes, steg sidste års virksomhedsresultat til 37 procent, mere end på noget andet tidspunkt, siden Federal Reserve begyndte at afdække profitterne i 1948. 

Antitrustlove og divisionering af monopolistiske foretagender kunne lette inflationsbelastningen og sænke priserne. Rationering ville bryde inflationen. Det samme ville en fastfrysning af løn-pris spiralen. Nationalisering tager offentlige forsyningsvirksomheder, sundhedssystemet, bankvirksomhed og andre tjenester fra virksomheder tilbage til det offentlige, og det ville også kunne dæmme op for prisstigningerne. Milliardærklassen er imidlertid ikke til sinds med at ville indføre foranstaltninger, der mindsker deres profit. De vil fastholde deres monopol. De vil bevare deres greb om det, der engang var offentlige aktiver. Budskabet fra milliardærklassen er dette: Økonomien drives til vores fordel, ikke din. 

Ukrainere, der er ramt af en udmattelseskrig, hvor man pumper titusindvis af milliarder dollars ind til våbenindkøb fra USA og Europa, kender også fremtiden. Krig er statens vigtigste forretning. Den beriger våbenindustrien. Den udvider militærbudgettet. USA sender nu 130 millioner dollars om dagen i militær bistand og bistand til Ukraine som en del af de 55 milliarder dollars i bistand, som Washington har lovet. 

USA, der trues af samfundets sammenbrud og en skrantende økonomi, ser sit militær som den eneste mekanisme, der er tilbage med hensyn til at ødelægge globale konkurrenter som Rusland og Kina. Rusland, hæmmet af et ekspanderende NATO i Central- og Østeuropa, og Kina chikaneret af en række hangarskibsgrupper i Det Sydkinesiske Hav, som Washington kalder en "national interesse", er blevet forenet som USA’s modstandere. Ligesom Rusland ser Ukraine og andre nabolande som en del af sine indflydelsessfære, ser Kina vandvejene i Asien og Stillehavet som en del af sin indflydelsessfære. USA's aggressive militære oprustning ved Kina og Ruslands grænser har fremprovokeret en unødvendig kold krig, som mange Washington-politikere nonchalant forventer kan udvikle sig til en varm krig blandt atombevæbnede nationer, der potentielt vil udslette livet på planeten. 

Der er en intensiveret konflikt med Ruslands invasion af Ukraine og Kinas bygning af luftbaser fra Japan til Australien langs den asiatiske kystlinje, hvilket giver Kina mulighed for at angribe krigsskibe, herunder hangarskibe, i det vestlige Stillehav. USA's afvisning af at tilpasse sig en multipolær verden og et  uovertruffet globalt hegemoni har medført, at Rusland og Kina udgør en stivnet alliance, som koldkrigere arbejdede hårdt for at forhindre. Fjendtlighederne som en selvopfyldende profeti fra amerikanske krigsanstiftere, glæder Washington-etablissementet,  hvis mål er at fortsætte i en endeløs krig. 

Man må være i problemer, når Henry Kissinger, som en fornuftens stemme opfordrer Ukraine til at afstå territorium til Rusland og indlede forhandlinger med Moskva "indenfor de næste to måneder, inden det skaber omvæltninger og spændinger, der ikke let kan overvindes". 

Despotiske regeringer har brug for en fjende til at retfærdiggøre undertrykkelsen af dissidenter, reduktionen og annulleringen af sociale programmer og den jernhårde kontrol med information. Krige retfærdiggør det uberettigede - sorte “sites”, kidnapning, tortur, målrettede mord, censur og vilkårlig tilbageholdelse og krigsforbrydelser. Krig fremkalder en tilstand af evig paranoia og frygt. Krig kræver masselydighed. 

"Det er ikke meningen, at krigen skal vindes, den skal være kontinuerlig," skriver George Orwell i 1984. "Det hierarkiske samfund er kun muligt på grundlag af fattigdom og uvidenhed. Denne nye version er fortiden, og ingen anden fortid kan nogensinde have eksisteret. I princippet er krigsindsatsen altid planlagt for at holde samfundet på randen af sult. Krigen føres af den herskende gruppe mod dens egne undersåtter, og dens formål er ikke sejren over hverken Eurasien eller Østasien, men at holde selve samfundets struktur intakt." 

Budskabet om endeløs krig er dette – hvis man trodser den herskende klasse, militaristerne og regeringen, er man en forræder. 

De 140 millioner mennesker over hele kloden, der lider af akut sult, et resultat af pandemien, klimakrisen og krigen i Ukraine, kender fremtiden sammen med familierne til de 15 millioner mennesker, der døde af pandemien, hvoraf hundredtusinder med ordentlig forebyggelse og lægehjælp kunne have været reddet. Flygtningene, der flygter fra fejlslagne stater og klimakatastrofer – der kan være 1,2 milliarder klimaflygtninge i 2050 – i det globale syd kender fremtiden.  

Budskabet til de fattige, de sårbare, de syge og de svage er dette: Jeres liv og jeres børns liv betyder ikke noget. 

Oligarkerne i Det Demokratiske Parti i USA og den etablerede fløj af Det Republikanske Parti er klar over, at de er i politiske problemer. Skyldes det russisk indblanding? Skyldes det Donald Trump og hans proto-fascistiske håndlangere? Er det forårsaget af journalister og udgivere som Assange, der giver dem et dårligt navn? Er det en fejl i informationsstrømmene? Er det en mangel på streng censur af de højreekstremistiske og venstreorienterede kritikere? 

Det Demokratiske Parti, der nu er forenet med det etablerede republikanske parti, flakser rundt efter en løsning. De finansierer kandidater på den yderste højrefløj i de republikanske primærvalg, en taktik, der gav bagslag for Hillary Clinton, da hendes kampagne under primærvalgene faktisk promoverede Donald Trump som den republikanske kandidat. Republikanere, der faktisk agerede som var de medlemmer af Det Demokratiske Parti, fordi de stemte for at stille Trump for en rigsret, bliver udstillet som sande patriotiske løver - som om de kan lokke folk væk fra Trump og Trump-lignende kloner. Robert Reich hævder sammen med andre demokratiske ledere, at kongresmedlem Cheney nu ser ud til at miste sit bud på genvalg i Wyoming. Hende der stemte for Trumps politik 93 procent af tiden som medlem af Repræsentanternes Hus, og som har "demonstreret mere mod og integritet end nogen anden politiker i Amerika" og måske ville være "USA's bedste præsident i den farefulde tid, vi går ind i." Jonathan V. Last skriver i en artikel med overskriften "Mike Pence er en amerikansk helt" i The Atlantic, at Pence "gjorde mere for at beskytte demokratiet – både den 6. januar og siden – end nogen anden person i Trump-administrationen." 

Måske vil den forventede højesteretsdom, der vil omstøde Roe versus Wade dommen arbejde til deres fordel. Måske vil de tv-transmitterede høringer om angrebet på Capitol den 6. januar , som en udvidet kampagnereklame, overbevise vælgerne til at støtte dem. Måske vil løftet om strengere våbenlove begejstre vælgerne. 

Hvad kan vi forvente af en partiledelse, der troede, at Michael Bloomberg, der flere gange har skiftet mellem det demokratiske og republikanske parti, vil redde dem fra progressive skikkelser som Bernie Sanders? Hvad kan vi forvente af en partiledelse, der salvede Joe Biden, der brugte sin politiske karriere på at fordrive arbejdende mænd og kvinder, opbygge verdens største fængselssystem, militarisere politiet, ødelægge velfærdssystemet og finansiere militære fiaskoer i Mellemøsten som præsident? 

Biden-administrationen er defineret af mislykkede forventninger, fra dens “Build Back Better Plan” til dens afvisning af at hæve mindstelønnen. Det hviler på røg, gimmicks, tom retorik, skuespil og frygt med henblik på at skræmme vælgerne. 

Faldet er en ynkelig forestilling der minder om det øjeblik, hvor den rumænske diktator NicolaeCeaușescu desperat forsøgte at formilde en uregerlig menneskemængde fra balkonen i Centralkomiteen for Rumæniens Kommunistiske Partis bygning ved at tilbyde at hæve pension og familietillæg med $ 2 om måneden. Han og hans kone blev henrettet fire dage senere. Det miskrediterede østtyske kommunistparti, der ligesom den rumænske revolution, jeg også dækkede som journalist, lavede en lignende tom gestus, hvor man lovede at åbne sit lukkede partihovedkvarter for offentligheden længe efter, at nogen bekymrede sig. 

Milliardærklassen, eller i det mindste de fleste medlemmer af denne klasse, ville foretrække fortsat at rage til sig under dække af den gamle politiske dekorum og retorik. De kan godt lide fiktionen om at hylde et kastreret demokrati. Det omgiver dem med et finér af respektabilitet. 

Men sådan skal det ikke være. De forrådtes raseri artikuleres af imbecile demagoger, der gylpes op af den sociale og politiske sump. De store selskaber og milliardærklassen vil fortsætte med at udbytte ved hjælp af en mere grov og grusom despotisme. Det sociale, politiske, økonomiske og miljømæssige sammenbrud vil accelerere. Virkeligheden, der bliver mere og mere usmagelig, vil ophøre med at eksistere i den offentlige debat. Det vil blive erstattet af kulter som de kristne fascister og bizarre konspirationsteoretikere. Det vil blive et tilbagetog til magisk tænkning, hvor ondskab er legemliggjort i dæmoniserede individer og grupper, der skal udryddes. Sandhed og løgne vil ikke kunne skelnes. De sårbare vil blive kastet til side, bebrejdet for deres egen elendighed, såvel som vores. De, der gør modstand, vil være kriminelle. Massedød vil feje over hele planeten. Det er den verden, vores børn vil arve, medmindre de, der kontrollerer os, bliver revet ud af magten. 

DEL 

Chris Hedges Report er en læserstøttet publikation. For at modtage nye indlæg støtte mit arbejde, overvej at blive en gratis eller betalt abonnent.