Opkomsten af  produktionsforeninger i Danmark i 1870’erne markerer de første virksomheder ejet af arbejdere i fællesskab. Disse virksomheder var i starten inspireret af udefrakommende ideologi, der inspirerede bevægelsen. Historien lige siden har dog i skiftende bølger manifesteret opkomsten af arbejderkooperativer. Jeg vil med denne artikel præsentere disse forskellige bølger.

Generelt er der næppe megen tvivl om, at virksomhederne var inspireret af ideer, der sigter mod en arbejderstyret og social afbalanceret økonomi. Omsat til et ’moderne sprogbrug’ indebærer dette at systemet baseret på kapital, der hyrer arbejde, erstattes af et system, hvor arbejdet hyrer kapital. Fællesskab på mikro-niveau i virksomheden m.h.t. ejendomsret og ledelse videreføres til meso-niveauet som virksomhedsnetværk for til sidst at ende med de associerede producenters demokratiske samfund på makroniveau. Men sådan kom det aldrig til at gå - den reformistiske tradition i arbejderbevægelsen satte i højere grad dagsordenen efter den arbejderkooperative bevægelses konsolidering i mellemkrigsperioden. Her gjaldt pragmatiske målsætninger om gode og billige produkter til arbejderne og gode løn og arbejdsvilkår frem for en ’revolution på listesko’.

På den måde kan klassiske bidrag til den daværende samfundsdebat næppe siges at havde skabt vedvarende grobund for arbejderkooperative virksomheder ejet og organiseret efter principper om arbejdereje og arbejderstyre. Arbejderkooperationen så ansatserne til egentligt arbejderstyrede virksomheder med dannelsen af produktionsforeningerne mange år tilbage. Senere kooperativer var imidlertid ejet og ledet gennem fagforeningsrepræsentanter, repræsentanter fra brugsforeningerne og i øvrigt den socialdemokratiske bevægelse. En række spørgsmål melder sig naturligt. Drømmen om arbejderstyrede virksomheder er flere hundrede år gammel, og den lever endnu globalt set. Hvordan tænkte ideologiske forløbere for den arbejderkooperative bevægelse egentligt. Og er der trods alt ikke fortsat en lære at drage af både kooperationens historie, såvel som af revolutionære strømninger i form af fabriksbesættelser og medarbejderovertagelser af virksomheder udenfor kooperationen?

 

Utopiske socialister.

I sin ’Rapport til New Lanark’s amt’ plæderede den skotske industrialist Robert Owen for et fremtidssamfund organiseret som en føderation af selvforsynende fællesskaber styret af producenter eller af velgørende jordejere og industrialister, som ville medlemmerne af disse fællesskaber det bedste. Owen ledede selv et bomuldsspinderi i New Lanark, hvor han forbedrede sine medarbejderes boligforhold, organiserede skoler for børn, nedsatte arbejdstiden, afskaffede børnearbejde og indførte noget, der lignede nutidens arbejdsløshedsforsikring.  Owen udelukkede ikke, at jordejere og kapitalister, der etablerede disse fællesskaber, også skulle være de, der styrede dem. Som han skrev, skulle den valgte styreform i forbindelse med disse fællesskaber afhænge af de, der etablerede dem. De fællesskaber der udsprang af middelklassen og arbejderklassen skulle være omfattet af en ledelse, der udsprang af disse klasser. Dette med henblik på, at forebygge modstridende interesser, jalousi eller en hvilken som helst af de ’almindelige og vulgære lidenskaber’, der kan tilskrives ’trættekær stræben efter magt’. Owen beskrev det skabte overskud og den akkumulerede velstand:   

Som den lette, regelmæssige, sunde og rationelle beskæftigelse af de, der danner sådanne fællesskaber vil skabe et stort overskud af egne produkter, som ligger over hvad de selv kunne have et ønske om at forbruge, kan enhver gratis tillades at modtage fra fællesskabets butik, hvad vedkommende måtte ønske. Dette vil i praksis bevise sig som den største økonomi, og det vil med det samme fjerne alle disse forud befattede uoverkommelige besværligheder, som nu spøger i sindet på de, som er blevet opdraget i det almindelige samfund. De som nødvendigvis ser al ting på grundlag af en forvrænget egen lille kreds af lokale fordomme[1]

Owen immigrerede senere til USA, hvor han i 1824 i Indiana opkøbte ejendom og etablerede et kooperativt landsbyfællesskab ’Ny harmoni’. Skønt man de efterfølgende år fik oprettet 18 lignende fællesskaber blev dette ikke en succes, og Owen vendte senere tilbage til England, hvor han blev involveret i den britiske fagbevægelse og den kooperative bevægelse. Hans tanker inspirerede en række disciple – Rochdale pionererne – der dannede verdens første forbrugerkooperativ ’The Rochdale Pioneers Co-operative Society’ i 1844.

De grundlæggende principper der lå bag den ko-operative bevægelse gælder den dag i dag i mange kooperativer, nemlig 1) demokratisk ledelse efter princippet om en person – en stemme, 2) overskudsdeling eller dividendebetalinger bestemt af hvor meget man som medlem handler med selskabet, 3) Begrænsede udtræksrettigheder, 4) åbent medlemskab og 5) Uddannelse.[2]

Heilbroner bemærker, at utopiske socialister reagerede på samtidens forhold og manglen på, hvad de opfattede som politisk og økonomisk retfærdighed.[3] De vendte den private ejendomsret ryggen og søgte at realisere et alternativ. Eftertiden har været hårdhændet i sin kritik ikke mindst på grund af den skarpe polemiske kritik fra Marx og Engels, der som vi skal se nedenfor alligevel lod sig inspirere af den utopiske socialisme og anarkismen. Retrospektivt må man i dag erkende, at dele af de utopiske visioner er realiserede i kooperative bevægelser verden over, og at ideerne har overlevet i samfundsvidenskabelige sammenhænge. Vi kan også historisk set referere til associative fordelingsmekanismer i forbindelse med tidligere det jugoslaviske system og kinesiske folkekommuner. Også den spanske anarkisme og dens kortvarige erfaringer under borgerkigen i 30’erne peger tilbage på disse erfaringer. George Orwell med tilknytning til det anarko-syndikalistiske POUM beskrev i sin dagbog fra Catalonien disse mekanismer.[4]

Owen var ikke den eneste der så et perspektiv i virksomheder ejet af arbejderne. I John Stuart Mill’s

samfund ville sammenslutninger af arbejdende erstatte virksomheder, hvor mennesket underordnes en overordnet ’herre’. Gennem en ren konkurrencefordel vil arbejderkooperativer ifølge Mill vinde, og kapitalisme vil gradvist forsvinde. Tidligere ’herrer’ sælger aktiverne til arbejderne og trækker sig tilbage for at nyde renteindtægter.[5]  

 

Proudhons mutualisme.

Pierre Joseph Proudhon var overbevist om, at vareudvekslingen sammen med statens bortvisnen danner baggrund for en fair og ligelig fordeling af ressourcerne.[6]    

Den politiske økonomi erstattes af princippet om mutualisme, hvor det lige byttes ’lovmæssighed’ indebærer fraværet af tilegnelse af merarbejde. Det arbejdende menneske ejer frugterne af eget arbejde. Værdien af arbejde udveksles ligeligt på markedet med tilsvarende arbejde. Service udveksles ligeligt med tilsvarende service, vare ligeligt for vare, sikkerhed ligeligt for sikkerhed, kredit ligeligt for kredit o.s.v.. Det er svært at se, hvordan Proudhon præcist ville kunne sikre dette bytte på grund af manglende homogenitet i varer, ydelser, arbejdsindsats, uddannelse og kompetencer? Heri ligger uden tvivl den største kritik af hans visioner. Manglende gennemsigtighed og asymmetrisk information kan lægge hindringer i vejen for et lige bytte[7].

Udvekslingen af alt på alle niveauer skabes ved den sociale kontrakt startende med kontrakter mellem individuelle om ydelser over kontrakter mellem associationer af individuelle op til makroniveauet med yderligere opsamlinger af kontrakter.[8] Underordningsforhold erstattes af ’partnerskaber’ som den grundlæggende enhed, der ’former hele industrier er arbejdernes virksomheder’. Proudhons samfund er føderativt på alle niveauer fra individ til samfund. Staten forsvinder som borgeres underordning under andre borgeres. Det er her, at han som senere Marx tog fejl af staten. Han forestiller sig faktisk en føderation baseret på videnskab – vi ser her en forløber for indikative planlægningsprincipper. Alle anliggender af indenlandsk karakter reguleres gennem ’departemental statistik’, ligesom alle anliggender vedrørende udenrigspolitik kunne løses gennem brug af ’international statistik’. Den politiske magts forsvinden skulle erstattes af selvforvaltning på alle niveauer. 

 

Marx, Engels og anarkismen.

Marx og Engels kunne lejlighedsvis svinge sig op til en lovprisning af kooperativerne,  eksemplificeret ved Marx’s oplæg til 1. internationale i 1864[9] På trods af denne begejstring udtrykte Marx også en skepsis m.h.t. kooperativers evne til at fortrænge monopolers og jordbesidderes magt. Erobringen af den politiske magt måtte anses for at være arbejderklassens vigtigste opgave, hvis den økonomiske magt også skulle vindes.

Nogle år senere fulgte Marx op med lignende udtalelser til delegater på generalrådets kongres i Geneve i 1866. Han antyder, at det eksisterende udbytningssystem erstattes med en association af frie og ligeværdige producenter. Der argumenteres fortsat for, at det er nødvendigt, at de associerede producenter overtager statsmagten. Arbejderkooperativer diskuteres både på dette møde og senere på kongresser i Lausanne (1867) og Bruxelles (1868).[10]

Netop Marx og Engels fokus på den politiske magt og erobringen af staten viser sig at udgøre det væsentligste skisma mellem sydeuropæiske anarkistiske arbejdere og Marx og Engels med  opbakning i tyske arbejderkredse. Michael Bakunin deltog i Internationalen fra sin indmeldelse i 1868 og  frem til sin eksklusion i 1872, der bunder i hans kritik af Marxs opfattelse af staten, der gennem en demokratisering af både det politiske og økonomiske liv kan ophæve klasser, udbytning og undertrykkelse.[11]  Marx tog Bakunins kritik ilde op, især hans kritik af højt uddannedes magt, der mundede ud i, at Marx udnævntes til ’socialismens Bismarck’:[12]

Marx og engels vil på den ene side den nationale centralisering af produktionsmidlerne, hvor ’proletariatet opnår magten. Produktionsmidlerne ’frigøres fra deres kapitalkarakter og giver deres samfundsmæssige karakter fuld frihed til at sætte sig igennem’ En samfundsmæssige produktion efter en forudbestemt plan bliver mulig. Udtrykt andetsteds baserer den sig på ’frie og lige producenter, der agerer i overensstemmelse med en generel og rationel plan’.

Bakunin frenhævede i sin kritik den centralistiske stat som bærer af en ny klasse.[13]Konsekvensen af den Marxske stat der samlede både den økonomiske og politiske magt kunne ifølge Bakunin kun blive: …et kaserneregime, hvor mændenes og kvindernes standardiserede masser ville vågne, sove, leve og arbejde til faste rytmeslag. [14]Bakunins kritik af Marx kan også læses som en kritik af Proudhons tro på, at videnskaben er den faktor, der sikrer en mutualistisk og anarkisk føderation af borgere. Bakunins angreb først og fremmest den instrumentelle tiltro til staten, som tilvejebringer af de associerede producenters magtovertagelse.

Det senere skisma i den verdenskommunistiske bevægelse og bruddet mellem Sovjetunionen og Jugoslavien i 1948 med sidstnævntes nyorientering mod den kooperative ide og ideen om et decentraliseret arbejderselvstyre havde sin forløber i den internationale arbejderbevægelses tidlige historie. Jugoslaviske ideologer som Edward Kardelj fandt som Horvat, Markovic’ og Supek tilbage til skismaet i den første internationale.[15] Man havde forkærlighed for Marx pamfletten om borgerkrigen i Frankrig og pariserkommunen, der i højere grad baserede sig på utopiske socialistiske forestillinger end marxistiske.[16] Både Marx og senere Lenin så kommunen som et forstadium til den centralisme de begge advokerede. Marx efterrationaliserede med denne ofte fremhævede sætning:’Det oprindelige regime i Paris og andre centre, den gamle centralregering må vige for producenternes selvforvaltning’[17]

Spørgsmålet er imidlertid om kommunens revolutionære var inspireret af Marx? ’Borgerkrigen i Frankrig’ plæderede for virksomheder foreslået af Louis Blanc i 1840. Blanc ønskede socialværksteder, hvor staten stiller kreditter til rådighed for værkstedernes etablering. Værkstederne skulle konkurrere med private værksteder. En anden indkomstfordeling ville se dagens lys i det sociale værksted, fordi profitterne fordeles som indkomst mellem arbejderne og som henlæggelser for at modvirke økonomiske kriser og til investeringer. Kapitalister kan bidrage og godtgøres med rente for den udlagte kapital, men de kan ikke deltage i overskudsdeling på anden vis end at arbejde med.[18]  

Det paradoksale i skismaet mellem Marx og Bakunin er, at de, hvad de direkte producenters angår, var enige. Det kan ikke udelukkes, at en politiske Marx for at vinde tilhængere af anarkismen i første Internationale accepterede ’kommunen’? Bakunin ønskede som Blanc og Proudhon en socialisme, der voksede op fra neden baseret på føderalisme.[19]

 

Syndikalisme.

En konkret udmøntning af den utopiske socialismes tænkemåde lå også gemt i syndikalismen, der opstod med industrialismen omkring det forrige århundredeskifte. Fernand Pelloutier forestillede sig, at økonomien baseres på et system, hvor udveksling alene bestemmes af arbejde på ’en arbejdsbørs’.[20]  Fagforeninger og arbejderkooperativer skulle være de grundlæggende enheder:

Hver profession organiseres i en fagforening, hver fagforening udnævner et råd, som vi kan kalde et professionelt arbejderråd; disse fagforeninger er på sin side sammensluttet efter industri nationalt og internationalt… Ejendom er ikke længere individuel: Jorden, minerne, fabrikkerne, værkstederne, transportmidlerne, boligerne, etc. Er overgået til samfundseje – lad os forstå dette ordentligt – og ikke overgået som eksklusiv og ukrænkelig ejendom til de arbejdere, der ønsker at styrke denne ejendom med mindre, man ønsker at se disse sammenslutninger genopstå med konflikter, som opstod blandt kapitalister. Samfundet ville i så fald igen blive offer for konkurrence – konkurrence blandt kollektiver i stedet for individuelle kapitalister![21]

Omvæltningen af det kapitalistiske samfund skulle baseres på direkte aktion gennem strejker, fabriksbesættelser og arbejderkontrol med de eksproprierede fabrikker – ultimativt skulle generalstrejken tages i brug og arbejderklassen skulle om nødvendigt være rede til at forsvare opnåede landvindinger.

Modsat den fredelige strategi advokeret af Robert Owen, har vi at gøre med en militant strategi. I USA repræsenteret af William Haywood, der var imod fagforeninger opdelt efter fag til fordel for fagforeninger organiseret på tværs af fag og efter industrielt tilhørsforhold. Som Pelloutier advokerede lederen af de vestlige minearbejderes fagforening ’Big Bill Haywood ’En eneste stor fagforening’, og man dannede Industrial Workers of the World  (IWW) i Chicago i 1905. De efterfølgende år blev startskuddet til omfattende og voldelige arbejdskampe, der ledte til nedskydning af aktivister og senere deportation. Lynchninger og henrettelser baseret på falske anklager forekom også. Den mest kendte sag er justitsmordet i staten Utah på den svenske IWW aktivist Joe Hill – henrettelsen blev eksekveret i Salt Lake City i 1915.[22]

’Big Bill’ måtte senere som mange andre venstreradikale amerikanere forlade USA. Han tog til Sovjetunionen i 1921 for at undgå 20 år i fængslet og under det indtryk, at den tredje internationales tredje kongres ville tage parti for IWW og mod de traditionelle amerikanske fagforeninger American Federation of Labor (AFL). Resten af sit liv levede han til sin død i 1928 i glemsel.[23] 

 

Produktionsforeningerne i Danmark.

I danske sammenhænge gik der flere år, før de utopiske socialisters ideologier begyndte at vinde fodfæste. Den første brugsforening baseret på Owens kooperative ide blev oprettet i 1866 under navnet ’Thisted Arbejderforening’ med præst H. Chr. Sonne som initiativtager. 1852 nævnes dog også som året for den første brugsforenings etablering: ”En typograf på et københavnsk bogtrykkeri sendte det år et cirkulære til sine kammerater. Han skrev bl. a., at han, »da sommeren stunder til, og tørsten indfinder sig med varmen«, ville foreslå et fælles indkøb af ”et træ øl”, som derefter kunne fordeles på flasker. Tilsvarende »brugsforeninger« har der vel været flere af; men de er gået i glemmebogen.” [24]

Frem for de principper der refereres til ovenfor er der tale om pragmatisme – arbejdernes behov for at kunne købe gode og billigere varer end hos private købmænd. Brugsforeninger er kooperativer med forbrugere som medlemmer.

De første produktionsforeninger opstår på grundlag af især Louis Blancs og Proudhons teorier om mutualisme, sociale værksteder og de franske erfaringer.[25] Poul Geleff fremhævede de franske kooperativer og fremsatte et løfte om et fremtidssamfund overfor ’forbavsede Randersarbejdere’. Alle arbejdere skulle fremover selv være arbejdsgivere, og alle arbejdsgivere arbejdere. For at dette skulle nås oprettes en lånebank, hvor arbejderne 20-30 stykker af gangen slår sig sammen og låner penge til at oprette deres egne værksteder. Udbytter skulle indsendes til staten, der senere skulle tilbagebetale arbejderne deres del af værditilvæksten.[26]

Tanken om produktionsforeninger var også inspireret af den første internationale kongres i Geneve i 1866, hvor resolutionen anbefalede, at arbejderne frem for at beskæftige sig med brugsforeninger skulle oprette produktionsforeninger.[27]

I 1872 opretter man i København produktionsværksteder for forskellige fag. I perioden 1872 – 77 oprettes 9 produktionsforeninger, som to år senere alle gik nedenom og hjem.[28]  Det skortede ikke på vilje i fagforeninger m.h.t. at danne foreningerne, men evnen stod ikke mål med ambitionerne, ligesom der savnedes viden. I 1875 forsøgte blikkenslagerne fagforening at danne en forening efter et foredrag holdt af Louis Toucher. Interessen blandt medlemmerne var imidlertid for ringe, fordi der blandt arbejderne ’egentligt ikke var noget rigtigt begreb om det hele’ Under de strejker i 1870’erne, der medvirkede til at fremme dannelsen af foreninger, gik det ikke bedre, fordi den indsamlede kapital var forsvundet inden foreningen var kommet i gang.[29]

Ifølge flere kilder var det Ferdinand Lasalles’ ideer om kooperation, der inspirerede arbejderbevægelsen. Louis Pio forfægtede kravet om produktionsforeninger, hvilket i Gimle-programmet var et krav om, at de dannedes med statsstøtte under arbejdernes kontrol. Herved kunne den ’socialistiske organisation’ opstå på grundlag af ’det fælles arbejde’. [30] På den anden side var der åbenlyse paralleliteter mellem Lasalle og tidligere Louis Blancs sociale værksteder oprettet med statsstøtte.

Inspirationen det tyske partis Gotha-program, som påkaldte sig en stærk kritik fra Marx i dennes randbemærkninger til programmet, er tydelig. Marx, der som bemærket ovenfor i andre sammenhænge kunne mobilisere sympati for tanken om kooperativer, gik til angreb:

”Næst efter Lassalles "jernhårde lønningslov" profetens middel til frelse. Der "banes vej" på værdig måde. I den eksisterende klassekamps sted træder der en avissmørerfrase: "det sociale spørgsmål", hvis "løsning" man "baner vej for". I stedet for at opstå af samfundets revolutionære forvandlingsproces "opstår" den "socialistiske organisation af det samlede arbejde" af den "statsstøtte", som staten yder de produktionsforeninger, som den, ikke arbejderen, "kalder til live". Det kan stå mål med Lassalles indbildning om, at man med statslån lige så godt kan bygge et nyt samfund som en ny jernbane! Af en rest skamfølelse stiller man "statsstøtten" - under det "arbejdende folks" demokratiske kontrol.”[31]

Hvis arbejderklassen overhovedet ville skabe betingelserne for en kooperativ organisation i samfundsmæssig forstand, måtte det nu ifølge Marx skyldes, at klassen ville revolutionere de daværende produktionsforhold, hvilket angiveligt ikke havde noget til fælles med dannelsen af den slags foreninger med statsstøtte. Disse skulle ifølge Marx’s tilgang kun dannes, hvis de var uafhængige af ’regeringers og bourgeoisiets’ beskyttelse.

 

Arbejderkooperationen på vej.

Et markant problem i 1880’erne gav den kooperative ide et skub fremad. Med faldende priser på mel og en stigende amerikansk korneksport, så man, at brødpriserne ikke fulgte med. De private producenter realiserede høje profitter. Brød som basalt næringsmiddel var vigtigt, og arbejderbefolkningerne i byerne rumlede med utilfredshed over ’ågerpriser’, ’røveri’ og ’svindel’. Ingen kunne være sikre på at et 8 punds brød rent faktisk også vejede 8 pund.[32]

I løbet af 1880’erne opstod der en række kooperative bagerier, men man var endnu ikke i arbejderbevægelsen tryg ved den kooperative ide. Under de omfattende arbejdskampe i 1890’erne begyndte arbejderkooperationen for alvor at vinde indpas hos socialdemokratiske politikere. De lockoutede arbejdere begyndte at se kooperativet som en alternativ indkomstmulighed nu, man stod på gaden. I 1897 danner arbejdere mælkeriet ’Enigheden’ med samme målsætning som fællesbagerierne og som et forsøg på at skabe bedre løn og arbejdsvilkår.[33] Efter storkonflikten i 1899 ser de socialdemokratiske politikere kooperationen som en løftestang for etableringen af et andet samfund. Frederik V. Borgbjerg buldrede under storlockouten:[34]’I kooperationen har arbejderne det skjold mod hvilket, storlockoutens sværd skal splintres’, og senere ’vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, mens vi samtidigt trænger kapitalismen tilbage’.

I 1902 etableredes bryggeriet ’Stjernen’ på grundlag af investeringer fra fagforeninger og fællesbagerierne. Vi ser her en opdeling i kooperativer ejet af andre kooperativer og fagforeninger frem for de er ejet af arbejdere. På trods af Borgbjergs flammende ord var det i lige så høj grad dagsaktuelle, som det var ideologiske målsætninger, der motiverede. Det skulle vise sig, at vedvarende arbejdskonflikter var en grobund for dannelsen af kooperativer. I 1927 dannedes f.eks. frisørkooperativet ’Figaro’ som en reaktion mod de dårlige forhold i private frisørsaloner. På den tid kaldte man frisørernes saloner for ’kampstuer’, fordi de under konflikten havde til formål at tage kunder fra frisørmestrene, hvilket let kunne lade sig gøre på grund af lave etablerings- og driftsomkostninger. På samme tid kunne frisørsvendene bevare en arbejdsindkomst. Den meget lange konflikt blev grundstenen til dannelsen af 20 kooperative frisørsaloner. ’Kampstuerne’ kunne tilbyde sine andelshavere en kortere arbejdstid og en højere løn. De kooperative saloner udgjorde et instrument i en arbejdskonflikt, der kom til at vare 34 år. I 30erne konsolideredes de kooperative frisører, og man gik fra ligelig overskudsdeling til en deling efter arbejdsindsats. De private frisørsaloner gav ikke efter for frisørsvendenes krav, hvilket førte til at Figaro voksede sig stærk, fordi svendene foretrak at arbejde kooperativt. Virksomheden lukkede først i 1967.

 

Syndikalistiske strømninger i den tidlige danske arbejderbevægelse.

Den danske syndikalisme tegnes af Christian Christensen, der var en beundrer af ’Big Bill’ Haywood, og en tilhænger af IWW. Som det var ’hobos’ eller ’rullesten’ i USA, der spredte ideen fra stillehavssaterne, var det i Danmark ’farende svende’, der bragte budskabet videre i årene omkring 1908.[35]  Organisatorisk manifesterede syndikalismen sig i Fagoppositionens Sammenslutning (FS), der imidlertid stod svagt i tiden omkring den første verdenskrig. Man havde kun afdelinger i København og større danske byer. Centralt for FS stod den sociale generalstrejke – her var inspirationen fra den internationale syndikalisme tydelig. Den sociale generalstrejke skulle nationalt medvirke til at mobilisere arbejderklassen imod udbytning og for at erobre produktionsmidlerne. Bevægelsen deltog ikke i parlamentarisk arbejde. Man havde som tidligere anarkismen kun kritik til overs for det mulige i at erobre staten og den politiske magt.

Følgende formålsparagraffer for FS viser en parallelitet til de tanker, der udgik fra Fernand Pelloutier og Bill Haywood:[36] Man ønskede at omdanne traditionelle fagforeninger til lokale industri- og brancheforbund. Konflikter på arbejdsmarkedet skulle ikke være fagopdelte, de skulle være kampe på tværs af fag (’industriel kamp’). Det handlede om at bibringe arbejderne kendskab til faglig kamp i form af punktstrejker, obstruktion, sabotage og solidarisk boykot. Ultimativt skulle der udbredes kendskab til generalstrejken som et instrument til at skabe et samfund for det arbejdende folk.[37]

Inspireret af ideer om rådssocialisme forenedes denne med syndikalismen i 1919. FS’s formål blev at organisere arbejderne ved, at der på arbejdspladser skulle dannes komiteer, der på højere niveauer skulle danne arbejderråd. På sin side skulle rådene udpege delegater videre op fra distriktsråd over kommunale arbejderråd til regionale og nationale. Inspirationen fra den russiske, finske og tyske og russiske rådsbevægelse var som fra den utopiske socialisme åbenbar. Men principperne kom aldrig til at bære frugt i Danmark.[38] Dannelsen af soldater- og arbejderråd i Kiel under revolutionsdagene i november 1918 i Tyskland peger i den retning. Der dannedes også i kortere tid råd i Flensborg og Eckernförde.[39] Det lykkedes derimod at trænge reformismen i defensiven i enkeltstående fagforeninger, og syndikalisterne var en drivende kraft i forbindelse med ’stormen på Børsen’ og urolighederne på Grønttorvet i 1918.

Som en følge af første verdenskrig var der udbredt varemangel og uro på københavnske arbejdspladser med arbejdsnedlæggelser blandt bagersvendene. Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng også på arbejdernes fællesbageri, hvilket fik de samvirkende fagforbund til at tage afstand fra de militante arbejdere. Uenigheden mellem syndikalismen og reformismen var evident, og der blev rettet hårde angreb på fagbevægelsens ledere. Fængslingen af Chr. Christensen i 18 måneder for subversiv virksomhed udløste et initiativ fra FS med en proklamation af et døgns generalstrejke. DSF billigede ikke dette, og strejken fik i hovedsagen kun tilslutning i København, hvor den ytrede sig ved ’slaget på Grønttorvet’. Den reformistiske gren af arbejderbevægelsen havde overtaget, og i det omfang at ideerne om arbejderkontrol potentielt kunne brede sig i Danmark, synes arbejderkooperationen mere plausibel. Det skulle imidlertid vise sig, at det heller ikke blev fra syndikalismen, at ideerne om arbejderstyrede virksomheder kunne vinde indpas.

 

Arbejderkooperationens konsolidering.

På den Anden Internationales kongres i København i 1910 vedtog man en resolution om, at kooperative virksomheder skulle danne interesseorganisationer. Den politiske og den faglige del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik øje for ’den tredje gren’ af bevægelsen, og man dannede støttestrukturer i form af fælles organisationer. Man opnåede mulighed for at optræde i fællesskab og kooperativer kunne indhente støtte finansielt og rådgivningsmæssigt. Her igennem kunne man optræde samlet overfor den privatkapitalistiske sektor og forsøg herfra på at udnytte dominerende positioner på markedet. Målet var, at danske arbejdere kun behøvede at handle i egne foretagender, og med tiden var dette ikke bare egne produktions- og servicevirksomheder.[40]

Arbejdernes Landsbank blev etableret i 1919, og senere i 1922 dannedes hovedorganisationen ’ Det Kooperative Fællesforbund’, der som interesseorganisation bl.a. skulle udgøre en beskyttelsesforanstaltning mod kapitalistiske kræfter. Som en del af støttestrukturerne etableredes f.eks. et eget. forsikringsselskab, egne aviser, trykkeri, forlagsvirksomhed, investeringsfond, bogbinderi og arbejderbevægelsens erhvervsråd. I slutningen af 40’erne havde den tredje gren af arbejderbevægelsen på grund af disse støttestrukturer evnet at vokse sig stærk.[41]

Kendere af dansk arbejderkooperation i slutningen af fyrrerne identificerede seks motiver til etableringen af kooperative produktionsvirksomheder:[42]

• den ideologiske målsætning om en ændring fra privat til kooperativ drift

• grupper af arbejdere har indset at driftsherregevinster er en unødvendig omkostning, som i stedet burde tilfalde arbejderne til deling.

• Afskedigede og diskriminerede arbejdere der ikke kunne finde ansættelse i private virksomheder etablerer i stedet sit eget job ved sammen med andre at starte et kooperativ.

• Langvarige faglige konflikter giver stødet til sådan en etablering.

• Under tilbagevende lavkonjunkturer og kriser lader den private kapital offentlige behov og vigtige samfundsøkonomiske tiltag i stikken, hvilket skaber et behov for kooperative eller offentlige initiativer.

• ønsket om at bryde private monopoler.

  Produktionskooperativernes økonomi i perioden frem mod slutningen af fyrrerne var en relativ succes. J.O. Kragh har imidlertid også her nogle kritiske bemærkninger. For hvor brugserne havde vist, at de kunne realisere stordriftsfordele, kunne man ikke finde det samme for arbejderkooperativerne. En besparet driftsherregevinst og lavere finansieringsomkostninger på grund af kooperative støtteforanstaltninger, burde tale for en konkurrencefordel. Nok skulle der indtjenes løn til driftsledere, men denne burde være lavere – på den anden side kunne et overskudsdelingsprincip udligne konkurrencefordelen. Noget kunne tyde på, at der ikke har været nogle konkurrencefordele for arbejderkooperativerne, hvor den private kapital trods alt kunne realisere nogle stordriftsfordele den kooperative bevægelse ikke kunne følge med i. Kragh bemærker:[43]

  ….produktionskooperationen (vil) lettere formå, at hævde sig i de brancher og fag, hvor stordrift ikke er nødvendig. Hvor man altså med relativ ringe kapital kan starte en lille virksomhed, straks konkurrere på lige fod og langsomt vokse sig stor og gøre sig håb om i kraft af de kooperative principper med hensyn til rente, lønninger og overskud og priser at øve indflydelse på disse forhold, man har sat sig som sit kooperative mål.

  Dette skulle vise sig at holde frem til i dag – det var senere de store produktionsforetagender under kooperationen, der måtte lukke, mens de mindre overlevede. Presset fra den private sektor gjorde, at man også i kooperationen sammenlagde virksomheder. Dette kunne dog ikke standse en udvikling, der i 80’erne foranledigede, at man måtte afhænde virksomheder til private.

  Mest kendt blev det arbejderkooperative bryggeri ’Stjernen’ etableret i 1902 foranlediget af, at fællebagerierne kunne forpagte en virksomhed, der stod udenfor det københavnske oligopol på fremstilling af øl. Bryggeriets storhedstid var 1920'erne, men alligevel fik det ikke den gennemslagskraft, initiativtagerne havde forestillet sig. At enhver arbejder burde støtte sin egen virksomhed viste sig af flere grunde ikke at være tilfældet. Dels kunne arbejderfamilier frygte at handle med deres egne virksomheder, fordi det ikke var ’politisk og socialt velset’, at blive ’stemplet’ som en del af arbejderbevægelsen. Sammenlignet med andre bryggeriet fulgte Stjernen med den teknologiske udvikling. Bryggeriet formåede at erobre stadig flere markedsandele fra 0,8 % i 1903 til 6% i 1943, men op gennem 50’erne var der en vigende omsætning og bryggeriet måtte lukke i 1964. Den private ølkapital var tilfreds med det prisniveau, der kunne lægges med udgangspunkt i ’Stjernens’ omkostnings- og prisniveau. Kragh antyder at øloligopolet baseret på stordrift i stedet for at slå den kooperative konkurrent ud foretrak en ’live and let live’ politik, fordi det på trods af en lavere omsætning end ved fuld kapacitetsudnyttelse kunne realisere højere profitter. [44]

  I 1930 havde Det ’røde mælkeri Enigheden’ udviklet sig til at blive et af de største kooperativer i Danmark med moderne teknologi. Konkurrencen mellem mejerierne intensiveredes i 60’erne, hvor de leverandørejede kooperativer (andelsmejerier) foretager flere fusioneringer. De små arbejderkooperative mælkerier bukkede under. Det blev MD foods, der lukkede en af kooperationens største succeser i januar 1996.

  Kooperationens flagskib ’fællesbagerierne lukkede et efter et. I 1984 var der kun tre fællesbagerier tilbage i ’Rutana-sammenslutningen’. I 90’erne skete der en afgørende ændring, fordi Socialdemokratiet afviklede sine formelle bånd til kooperationen om end et idemæssigt samarbejde fortsætter. Kooperativer skulle fra da af fungere som helt almindelige virksomheder på markedsvilkår. [45] Kooperationen er imidlertid ikke ’stendød’. Ifølge kooperationens hjemmeside er Det Kooperative Fællesforbund i dag en interesse- og arbejdsgiverorganisation, der dækker 890 kooperative virksomheder med en samlet omsætning på ca. 24,2 milliarder og godt 15.600 ansatte. Den kooperative kæde af virksomheder omfatter fortsat nogle af de oprindelige brancher og nye er kommet til.[46]

   

  Produktionsforeningsprincipper eller fagforeningskooperativer?

  Når vi sammenholder de klassiske tanker om kooperation og arbejderstyrede virksomheder er det vigtigt at gøre sig forskellen mellem produktionsforeningerne og arbejderkooperativerne klar!

  Kragh er inde på det i sin rapport om kooperationen og planøkonomien. Centralt gælder det, han skrev, for den danske arbejder-kooperation:[47]

  Den principielle skillelinje (mellem kooperativer, GW) er lagt mellem den rene forbrugerkooperation, dvs. de virksomheder, der ejes og drives af forbrugerne selv udelukkende med det formål at varetage forbrugernes interesse, og den rene producentkooperation, som ejes og drives af enten de arbejdere, der er beskæftiget i selve virksomheden (produktionsforeningen) eller af fagets arbejdere i fællesskab (fagforeningsaktieselskabet) med det formål at varetage disse arbejderes interesser med hensyn til løn, arbejdstid og arbejdsforhold i øvrigt’

  Kragh bemærker, at produktionsforeningen ikke eksisterede mod slutningen af fyrrerne, men at de fagforeningsejede selskaber trods alt kom tæt på ’idealet’. Den selskabsform man baserede sig på, ligner de senere standardvedtægter om indirekte forbruger virksomheder.[48] Han bemærker om ophævelsen af demokratiske valg til ledende organer alene blandt kooperativets arbejdere:

  Bedriftsrådsspørgsmålet har ikke haft nogen speciel aktualitet for arbejdernes produktionskooperation, idet selskaberne aktionærforsamlinger og bestyrelser jo i forvejen består af arbejdere og arbejderrepræsentanter.[49]

  Netop de store kapitalkrav gjorde, at medlemsindskuddene fra ansatte i kooperative foretagender ikke var tilstrækkelige, hvilket ledte til, at det blev arbejderbevægelsen, der skød kapital ind. Et af de kooperative principper, beskrevet med Owen ovenfor, gik på begrænsede udtræksrettigheder, hvilket blev udkrystalliseret i de kooperative sikringer. Et medlems oprindelige indskud kunne kun udbetales til kurs pari, udbyttedeling skulle begrænses til diskontoen plus 2%, ejerkredsen var begrænset og aktiver omsættes kun med bestyrelsens accept. Endelig var der en stemmeretsbegrænsning for medejere til en stemme pr. medejer og for kollektive indskud op til 25% af stemmerne[50] - virksomhederne var derfor ikke arbejderstyrede. De kooperative sikringer blev stort set ophævet først i firserne for at sikre en fortsat kapitalforsyning. Medarbejderdemokratiet var begrænset til en tredjedel af stemmerne, hvor man gik væk fra stemmeretsbegrænsninger for kollektive ejere i 1984 og med en større indflydelse til kooperative investeringsfonde og lønmodtagernes dyrtidsfond. [51]

Kooperative selskaber er i dag enten selskaber med begrænset ansvar (s.m.b.a.), d.v.s. de er ikke andelsselselskaber, hvor medlemmerne kontrolleres efter princippet om en person – en stemme. Eller også er de kooperative aktieselskaber uden de tidligere stemmeretsbegrænsninger. Man kan opretholde en begrænset ejerkreds, men det direkte demokratiske kontrolprincip er som i s.m.b.a.’erne ikke tilstedeværende. DKF bemærker i dag, at der er en del kooperative virksomheder, hvor de kooperative sikringer fortsat eksisterer. Men man siger også…. ’hovedparten af vore produktionsselskaberhar efterhånden gennemført vedtægtsændringer, således at de stort set arbejder som almindelige aktieselskaber, f.eks. med bestemmelser om hvem, der kan være aktionær i selskabet.[52] Et almindeligt aktieselskab bruger ikke andelsbevægelsens gamle princip om, at ’der stemmes efter hoveder og ikke efter høveder’. Aktieejerne har en stemme pr. aktie.

 

Syndikalisme i nye klæder

Med studenteroprøret i 1968 fulgte også en strejkebølge både i Danmark såvel som i udlandet. Hvor det hidtil havde været DKP og i nogen grad SF, der udgjorde en egentlig faglig venstrefløj i den danske fagbevægelse, så man i årene efter, at der opstod en ny venstreopposition, der i handling greb tilbage til syndikalismens ideer og tankesæt. Der var ikke tale om en egentlig syndikalistisk bevægelse, men en faglig militant kamp. De midler der anvendtes, bringer imidlertid tankerne ind på syndikalismen refereret ovenfor.[53] Nyt i denne sammenhæng var, at der var et samspil mellem arbejdere, studenter og akademikere. Frem for at erkende slægtskabet med anarkistiske og syndikalistiske ideer om bevidstgørelse gennem aktioner, var det i højere grad marxismen, man hældede til i teoretiske sammenhænge. 

Særlig kendt blev arbejdernes besættelse af trykkerivirksomheden ’Uniprint’ i Glostrup i 1975, hvor den langvarige arbejdskamp blev kædet sammen med visioner om et samfund baseret på arbejderkontrol, uden at dette dog senere manifesterede sig i noget konkret.[54] Uniprint-aktionen var inspireret af de franske arbejdere på ur-fabrikken LIP, der under mottoet ’arbejdsgiverne fyrer os…vi fyrer arbejdsgiverne’ og ’vi producerer, vi sælger, vi betaler os selv’ - modsatte sig fabrikslukninger ved at besætte fabrikken.[55] 

Det var ikke kun Uniprint, der vidnede om denne radikalisering af den faglige venstrefløj. En række af fysiske blokader, såkaldte ’overenskomststridige arbejdsnedlæggelser’ og sammenstød mellem politi og aktivister vidnede om denne radikalisering. I landsbyen Bækkelund tæt ved Viborg blokerede man papirfabrikken for at få de ansatte organiseret. Forinden i begyndelsen af 70’erne havde der været strejker blandt slagteriarbejderne, strejke på Aalborg Værft, den kongelige porcelænsfabrik, Hope-computer i Hadsund og en række andre virksomheder. Den største kamp af dem alle var forbundet med de grafiske arbejderes kamp mod følgerne af den nye teknik på dagbladene og de ’141 dage’ med strejke og blokade af Berlingske tidende. 

Selvom der var konflikter af samme type i 80’erne og 90’erne ebbede lysten til militante aktioner langsomt ud, og de syndikalistiske perspektiver forsvandt for anden gang i den danske arbejderklasses historie. Som med den tidlige syndikalisme lykkedes det aldrig at lede erfaringer i forbindelse med disse aktioner videre i retning af etablering af et minimum af arbejderkontrol i enkelte virksomheder. En række medarbejderejede virksomheder opstod ganske vidst i netop i 70’erne og 80’erne som et udtryk for viljen til at ville ’tage skeen i egen hånd’, men der har næppe været nogen egentlig sammenhæng mellem de militante strømninger og praksisrelaterede forsøg på at skabe sig selv et job og virksomhederne overlevede mestendels ikke på længere sigt.[56]

Retrospektivt fremstår perioden mere som et spil med forskellige motiver. Arbejderne så i mindre grad kampen som noget, der pegede mod et andet samfund. I stedet så man det som fagligt og interessespecifikt - en måde at forsøge at bevare sit job på. Det solidaritetsarbejde vi iværksatte gennem indsamlinger, medvirken i strejkekomiteer og gennem ’studier og forskning i arbejderklassens interesse’ var naturligvis ikke uvelkomment så længe, at det var arbejderne, der bestemte. For megen teori var imidlertid ofte ikke velkomment, og det at nogle studerende opgav studierne for et almindeligt job, hvor man kunne agitere socialisme, havde ikke nogen effekt.

 

Konklusion og perspektiv.

Princippet om arbejderstyrede virksomheder fordrer, at de, der er beskæftigede i virksomheden,  driver den i samarbejde med en professionel ledelse ansvarlig overfor arbejderne. Dette er et af de kooperative principper i de første engelske forbruger- og arbejderkooperativer. Demokratisk kontrol gælder endnu som et grundlag for alverdens kooperativer inspireret af Owens oprindelige tanker.[57]

Skismaet mellem Marx, Engels og anarkister i første internationale udgør et paradoks, der udspringer af virksomhedens samspil med sin omverden. Marx og Bakunin var ikke enige om statens væsen, og Marx modsagde sig selv ved at lovprise kooperativer og Pariserkommunens decentrale organisation, selvom han ved andre lejligheder skældte ud på Lasalless produktionsforeninger. Demokratisk kontrol kræver en udstrakt grad af decentrale beslutninger i virksomheden. Problemet er centralisme, hvad enten den udspringer af statsmagten eller som i Danmark af centralt styrede fagforeninger og arbejderbevægelsens organisationer, der også fik sat demokratiet ud af kraft. Adskillige klassiske økonomer argumenterede for arbejderstyre eller for fælleseje som en løsning på den klassiske økonomis problemer med undertrykkelse af arbejdere og fattigdom. Ideen fandt sin vej til Danmark i 1870’erne, men den viste sig ikke levedygtig, fordi der ikke fra starten var opbygget støttestrukturer, der kunne gøre dem levedygtige. De første produktionsforeninger var inspireret af Lasalles og Blancs ideer om produktionsforeninger eller socialværksteder etableret med støtte fra staten og drevet i et samspil med samme. Anarkismens og anarko-syndikalismens ideologier peger ligeledes i retning af arbejderstyrede organisationsformer, mens Marx og Engels på dette punkt repræsenterer et dilemma mellem den decentrale styreform og den centrale planøkonomi. 

De danske kooperativer forlod tidligt det kooperative princip om demokratisk kontrol og syndikalistisk inspirerede aktioner viste sig ikke levedygtige eller i stand til at styrke dette. Kragh bemærker, at produktionsforeningen overhovedet ikke eksisterede mod slutningen af fyrrerne, men at de fagforeningsejede selskaber trods alt kom tæt på ’idealet’. Selskabsformen man baserede sig på, ligner det, der senere i standardvedtægter blev kendt som indirekte forbrugervirksomheder. Kragh bemærker, at ’bedriftsråds-spørgsmålet’ ikke havde nogen speciel aktualitet for arbejdernes produktionskooperation, idet selskaberne aktionærforsamlinger og bestyrelser i forvejen består af arbejdere og arbejderrepræsentanter. Store kapitalkrav gjorde, at medlemsindskuddene fra medarbejderne i kooperative foretagender ikke var tilstrækkelige, hvilket ledte til, at det blev arbejderbevægelsens organisationer især fagforeningerne, der skød kapital ind.

Den faktiske udvikling af den danske arbejderkooperation repræsenterer endnu et paradoks. Det kunne tage sig ud som om, at produktionsforeningernes mangel på kapital blev løst med den danske arbejderkooperations evne til at skabe de rette støttestrukturer fra 30’erne og frem til nu. Det Kooperative Fællesforbund dækker i dag 890 kooperative virksomheder med en samlet omsætning på ca. 24,2 milliarder og godt 15.600 ansatte. Men den demokratisk kontrol røg alligevel ud ’med badevandet’. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad det mon ville havde betydet om DKF havde opretholdt alle kooperative principper altså både de rette støttestrukturer og den demokratiske kontrol? International empirisk forskning peger enstemmigt på, at en kombination af medindflydelse hos arbejderne og et helt eller delvist medeje sker i virksomheder, der klarer sig bedre end konventionelle virksomheder?

 

Noter: