Den partipolitiske venstrefløj og indvandringen

Den danske partipolitiske venstrefløj har glemt sine ideologiske rødder, når den kaster sig ud i et forsvar for de mange indvandrere, der påkalder sig flygtningestatus i de forjættede nordeuropæiske lande. Der er flere ting, der kan påkalde sig hovedrysten blandt fornuftige mennesker, når man præsenteres for luftige argumenter. At man ikke kan anerkendes som flygtning ifølge FNs konventioner er en ting. Det samfundsøkonomiske aspekt forbundet med arbejdsløshed og social marginalisering en anden. Vi er så rige, at der er arbejde og boliger nok til alle også i tusindevis ad indvandrere, der påkalder sig en flygtningstatus, de ikke har. Kast med sten så tunge, at de slår ihjel, affærdiges på Facebook med, at vi da selv som børn har gjort os skyldige i at kaste kastanjer og småsten ud fra en motorvejsbro. Undergravende religiøs fanatisme vendt mod demokratiske institutioner og udnyttelsen af velfærdsstaten anses ikke for at være et problem, for staklerne besidder jo blot ”en falsk bevidsthed”.

Den partipolitiske venstrefløjs store fejl er, at den ikke vil erkende, at immigranterne ikke er omfattet af FN-konventionen: »En person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af velbegrundet frygt ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse.« Hvordan man i øvrigt skulle kunne afgøre i hver enkelt sag om hver person, der påkalder sig denne status reelt også er det, er naturligvis et trosspørgsmål og en mindesten med sørgerand sat over bureaukratiets, venstrefløjens og det Radikale Venstres naivisme.

Cand Scient. pol. Søren gammelgård erklærer i en kronik i JP d. 26.08, at flygtningekonventionen fordrer, at det er det første sikre modtagerland, som indvandrere ankommer til, der skal behandle en asylansøgning. Det er ikke helt rigtigt; der er ikke i konventionen en passus, der forpligter såkaldte flygtninge til at søge asyl i et bestemt land. Princippet om "første asylland" siger noget om, hvilke lande, der forventes at tage såkaldte flygtninge fra en nabostat. I praksis betyder det så alligevel, at en asylansøger, der har mulighed for at søge asyl i et andet land, kan tænkes at blive returneret til det første sikre land vedkommende ankom til. Dublin II forordningen knæsætter princippet om, at en asylansøgning kun kan behandles af én medlemsstat i EU, fordi man vil undgå, at asylansøgerne sendes fra land til land. Man vil endvidere undgå misbrug forbundet med at en person indgiver flere asylansøgninger i forskellige EU stater. Den medlemsstat, hvortil personen først kommer til er ansvarlig for at behandle asylansøgninger inden for 12 måneder. Efter den tid ansvaret ligger hos den sidste medlemsstat, hvor asylansøgeren har boet uafbrudt i en periode på mindst fem måneder. Problemet er naturligvis, at det land indvandrere først ankommer til udenfor EU ikke vil modtage deporterede asylansøgere.

Ifølge EU statistikken er kun halvdelen af de såkaldte flygtninge på flugt fra krige i Syrien, Irak og Afghanistan. Andre kommer fra Kosovo og Albanien, Pakistan, fredelige afrikanske lande, eller de skjuler deres identitet som førstegangsansøgere med ukendt statsborgerskab. I første del af 2016 var det kun ca. 44 %, der ankom til Europa fra Syrien, Irak og Afghanistan, og de kom ikke i alle tilfælde fra krigszoner. Ifølge historikeren Morten Uhrskov Jensen, der citerer den tidligere koordinator Henrik Olsen tilknyttet FNs udviklingsprogram (UNDP) i Geneve, var hele 90 % af de såkaldte asylansøgere til vestlige lande økonomiske immigranter, der betalte menneskesmuglere på grundlag af, om det kunne betale sig at emigrere. Det er bedrestillede og ressourcestærke emigranter, der gambler med familiens liv.  Når man vælger at rejse i tusindevis af kilometer, fremfor at blive nært på hjemmet, er det indlysende, at det økonomiske motiv er det dominerende. Dette bliver helt tydeligt, når nogle vælger at rejse hjem igen. De såkaldte ”flygtninge” finder ud af, at det land de er i, ikke flyder med ’mælk og honning’, og derfor ”flygter” de hurtigt tilbage ”til krig og forfølgelse”? Man ved ikke, hvor stort et omfang bedragerierne har. Der kan være tale om falsk identitet, falske oplysninger om alder eller den udspekulerede strategi, der går på at sende uledsagede børn af sted alene med henblik på senere familiesammenføring. Hertil kommer de mange illegale indvandrere, der strømmer ind, eller allerede er et eller andet sted i Europa uden myndighederne ved, hvor de er. I 2015 afviste man alene i EU 48 % af alle førstegangsansøgeres anmodning om asyl. De færreste af disse er deporterede igen.  

Dansk arbejdsgiverforening og Dansk Industri er imidlertid ikke i tvivl, det svirrer i luften med fremskrivninger om, at vi de næste 20 år kommer til at mangle 150.000 nye på arbejdsmarkedet – og det midt i en robotiseringens tidsalder, hvor automatisering og kunstig intelligens de næste 30 år er godt på vej til at gøre stort set alt menneskeligt arbejde overflødigt. Man taler ofte om finanskrisen, der har sat verdensøkonomien i stå siden 2008, men der er ikke tale om en finanskrise alene. Krisen er et af de tilbagevendende økonomiske sammenbrud. Den amerikanske centralbankdirektør Allan Greenspan kaldte det en depression som i 30’erne. Behovet for at skabe et overskud af arbejdskraft i toneangivende økonomier skal tjene til at presse lønniveauet nedad. Kan man det, kan man modvirke profitratefald i den vareproducerende sektor. Omvendt kan man erstatte arbejde med ny arbejdsbesparende teknologi, der øger produktiviteten (sammen med en faldende beskæftigelse). Det kan igen øge profitterne, men det kan også sænke den samlede efterspørgsel, fordi købekraften svinder ind hos husholdningerne. At CDU i Tyskland gik i spidsen for denne venlige kurs overfor arbejdsgiverne, undrer ikke, men at den partipolitiske venstrefløj følger trop må undre?

For nyligt kunne man læse et opslag på Facebook af Enhedslistens medlem af folketinget Christian Juul: ”Skal alle bilister forbydes at køre bil, fordi nogle få kører hasarderet eller fulde i biler? Nej vel. DF, LA og S vil lave udgangsforbud på asylcentre fordi, nogle opfører sig uacceptabelt. Forklar mig forskellen”. At et udgangsforbud for børn og unge på danske asylcentre alene har at gøre med unge immigranters tvivlsomme kriminelle adfærd, og at der ikke var tale om en kollektiv afstraffelse glemmes helt! Der burde ikke være noget at sige til, at uledsagede børn uden forældre skal indrette sig efter et asylcenters regler. Man kan selvfølgelig ikke tillade yngre lumpenproletariske bøller at fare rundt med vold, sexchikane, voldtægt og ødelæggelse på gader og stræder om natten. Forældre eller institutioners specialiserede støtte- og behandlingstilbud for danske børn og unge vil naturligvis al tid iagttage almindelige principper for opdragelse og socialisering. For adfærdsvanskelige danske unge, der har vist en særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd, er der regler. Unge med en afvigende adfærd kan i dag indsættes på særligt sikrede afdelinger, hvor det jf. serviceloven er tilladt at have yderdøre og vinduer konstant aflåste, og hvor fysisk magtanvendelse i særlige tilfælde kan finde sted. Dette indebærer endvidere kontrol med disse børns kommunikation, undersøgelser af personer og opholdsrum, aflåsning af værelser og i nogle tilfælde isolation. Jeg erindrer ikke at have hørt venstrefløjen protestere mod dette (!). Love skal med andre ord ikke være ens for alle som foreskrevet i FNs flygtningekonvention, selvom danske børn og unge kan være lige så traumatiserede som yngre indvandrere. Juuls følgere mener, at man krænker traumatiserede unge indvandreres menneskerettigheder (!). Andre slår gækken løs i en ordflom af floskler. Man sammenligner endda politikernes forslag om et udgangsforbud for kriminelle afvigere med jødeforfølgelser og koncentrationslejre.

Den partipolitiske venstrefløj nærer ofte illusioner om, at Islam er en allieret. ”Katedersocialisterne” hiver den gammelkendte krikke, der hedder ”falsk bevidsthed”, ud af stalden.  Tilbage i 70’erne, da man med universitetsmarxismen bedrev diverse avancerede kopulationer på arbejderklassen, var dette forklaringen på, hvorfor lønarbejdere foretrækker villa, Volvo og vovhund fremfor det revolutionære fatamorgana.  Ganske vidst er imamernes teokratisk magt i ghettoen lig med en implicit accept af undertrykkelse af kvinder i form af prygl og opfordring til stening. Beboerne i ghettoerne slutter op om passive menigheder, der naturligvis ikke slipper deres kultur. Betragteligt mange muslimer i den arabiske verden støtter terrorisme, 9/11 angrebene og Sharia-loven. Den slags sætter de mange venstrefløjsfolk i et dilemma, for religiøse muslimers udemokratiske indstilling harmonerer dårligt med ideen om en demokratisk socialisme. Det er ”den falske bevidsthed” kommer ind. Nogle fabler endda om en særlig islamisk socialisme. Tanken, om at man kan forene Islam og gamle Karl Marx, er det samme som at parre et pindsvin og en klapperslange. Er det blevet sådan, at den partipolitiske venstrefløj er blevet en del af kultureliten? Er man pludseligt blevet forelsket i elitedemokratiet og socialliberalismen, som hører hjemme blandt forvirrede sjæle i det Radikale Venstre og Alternativet? Fremfor at lade sagesløse beboere i sociale boligselskaber stå med socialiseringsopgaver omkring lejelov og husorden, som indvandrere ikke vil forstå, kunne det måske være en ide, at de mange korrekte humanister åbnede dørene til deres patriciervillaer og delte husrum med ”flygtningefamilier”. Den slags hører vi aldrig om?

Bemærk overskriften "Den partipolitiske venstrefløj" - Venstrefløjen er naturligvis ikke kun politiske partier. Det kan ikke passe, at disse velmenende social-liberale "humanister", der kalder sig socialister har monopol på meningsdannelsen. Almindelig fornuft blandt de, der gerne vil sætte sit kryds til venstre kolliderer imidlertid med blåøjet idealisme. Har vi behov for noget andet end SF og Enhedslisten?