Dybbøl Mølle maler helt af helvede til.

Både William Shakespeare og visesangeren John Mogensen fandt på vidt forskellige tidspunkter, at der måtte være noget galt i Danmark. Det er der i øvrigt ret tit senest set under debatten om, hvor godt det er for vor nation at have alle de Østeuropæiske arbejdere på byggepladser, industriarbejdspladser, i landbruget og på offentlige institutioner. Den herskende politiske, bureaukratiske og teknokratiske elite slår korsets syv tegn for sig og bedyrer os, at det skam ikke er et problem. Det seneste skud på stammen af blændværk er skrønen om, at det ligefrem skulle være gavnligt for dansk økonomi at have dem (!). Et sindrigt lille regnestykke skulle kunne godtgøre dette – problemet er naturligvis, at vi kun ser et facit og ikke de forudsætninger, der ligge bag regnestykket. Det er som regel her ’djøfiserede’ talmagikere kan fanges.  Men det skulle jo da nødigt gå som i kejserens nye klæder, hvor drengen gennemskuer den løgn andre ikke vil se!

Et godt gammelt ordsprog siger, at man altid får det, man betaler sig til og ikke en tøddel mere! Og det gælder selvfølgeligt også her. På tur med hunden i et villakvarter med hunden vandrede jeg tit forbi ny opførte huse, hvor polsk og baltisk arbejdskraft havde huseret. Jeg måtte ofte som tidligere Blikkenslager sige til mig selv, at dette umuligt kunne være lavet af en faglært? Den gammelkendte rå tone fra byggepladsen trængte sig på – her har vi da et eksempel på en såkaldt håndværker, der ikke kan stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele! Det kan ikke undre, hvis man så eller ser de bygninger opført af specialarbejdere i de hedengangne kommunistiske kommandoøkonomier. Der var tale om rendyrket klamphuggeri. Hver bygningsarbejder var specialiseret til at udføre en eneste bestemt funktion uden at have den alsidige uddannelse en dansk håndværker har. Man var med andre ord tømrer når man havde lagt lægter på hele livet (!). Det kan da godt være, at man kan få tingene gjort billigt på den måde, hvis den slags arbejdskraft udgiver sig for at være håndværkere. Det koster mestrene og kunderne penge, hvis enten det hele skal bygges om, eller skal repareres for tidligt. Det burde ganske enkelt være et krav, at hver eneste Øst arbejder skal aflægge en svendeprøve på lige fod med danske lærlinge, for at skulle kunne arbejde hos os og leve op til vore kvalitetskrav! Dumper de til denne svendeprøve, skal de ikke have lov til at arbejde her!

Men selv hvis vi laver den flotte forudsætning at en Østarbejder er lige så veluddannet, produktiv og aflønnet på samme niveau som en dansk medarbejder kan det næppe i et samlet regnestykke blive til fordel for dansk økonomi. Det behøver man ikke at havde frekventeret den stråtækte skole i kæret for at kunne se! I nationalregnskabet er der en post, der hedder renter, udbytter og lønninger til og fra udlandet og denne betyder ved import af arbejdskraft, at der føres arbejdsindkomst ud af landet. Godt for Polen og Baltikum for det skaber forøget samlet efterspørgsel der, skidt for Danmark fordi den samlede efterspørgsel falder med nettoudstrømningen af indkomster, når der er modregnet for Polakkens eller Balterens indkøb af margarine, pålæg, rugbrød, bøffer, bajere og sengeplads i skurvognen. Den danske arbejder ansat til samme løn vil naturligvis øge efterspørgslen mere end Østarbejderen - både de direkte effekter og de indirekte effekter af hans efterspørgsel forøger nationalindkomsten og beskatningsgrundlaget endnu mere, fordi alt købes her. Afhængig af beskatningsaftaler mellem landene afleverer Øst arbejderen endnu mindre til de offentlige kasser, fordi han har nogle fradrag danske arbejdere ikke har.

Men hertil kommer den økonomiske krise! Hver importeret medarbejder skaber en arbejdsløs dansk medarbejder, for der er ikke jobs nok til alle! De offentlige kasser får øgede udgifter til overførselsindkomster, og de danske medarbejdere skal jo da også aktiveres på diverse nytteløse ’pipfugle- og hieroglyfkurser’. Samfundets udgifter til aktivering vil stige endnu mere!

Jo Dybbøl mølle maler helt af helvede til og Erhard Jakobsen kan ikke synge det modsatte – markedskræfternes frie spil er igen en hæmsko for vores velfærd. I et længere perspektiv lurer generalstrejken som et våben mod denne tingenes tilstand. Det koster også samfundet penge. Men ingen skal bilde os ind, at det er en gevinst for dansk økonomi både kvantitativt og kvalitativt med denne import af arbejdskraft!