sammen med

cand. polit., Statistikchef

Birger Poppel

Grønlands Statistik

Berlingske Tidende refererede fredag d. 27/11 1998 i utide passager fra en artikel af Martin Paldam fra tidsskriftet "Samfundsøkonomen", der udkommer fra Danmarks Jurist og Økonomforbund med et Grønlandstema d. 18/12. I grønlandske sammenhænge har vi både i Grønlands Radio såvel som i dagpressen set det samme mønster - en professor fra Århus, der som en anden elefant tramper politiserende rundt i porcelænsbutikken. Med en økonomuddannelse i bagagen og som en erfaren forsker burde man selvfølgelig have en klar fornemmelse af, hvad man kan tillade sig at udtale sig om som ekspert. En forsker har trods alt et særligt ansvar al den stund at vedkommende i nogle tilfælde kan forvente at påkalde sig mere opmærksomhed end den Sakæus, Benjamin eller Maren i Kæret ville få ved at udtale sig om samme emne.

Hvis man i en given sag argumenterer som ekspert, er det vigtigt, at man har en videnskabelig metode. Hvis man f.eks. som Paldam argumenterer med “den almindelige avislæsers indtryk af at det aldrig har været dårligere” eller “mange, der fortæller mig” eller “i de fleste danskeres bevidsthed hører Grønland og Færøerne sammen” bør man kunne sandsynliggøre, at der er tale om en seriøs undersøgelse af holdninger, og at de besvarelser man har fået er repræsentative. Hvis ikke der er tale om udsagn underbygget af analyser ud over “hørt og set”, er det uetisk at påberåbe sig en ekspertstatus. Alle borgere i Danmark og Grønland har deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Det giver lykkeligvis alle (professorer, embedsmænd, fiskere og fangere, erhvervsdrivende, politikere og i øvrigt alle med noget på hjerte) mulighed for i skrift og tale at lufte synspunkter og lade meninger brydes, men det giver ikke en professors ord mere vægt end andres, og det er den enkeltes ansvar, at gøre opmærksom på, hvornår man udtaler sig med baggrund i sit fag og hvornår man er en ganske almindelig deltager i samfundsdebatten.

Som gæsteredaktør (Gorm Winther) og bidragydere til Samfundsøkonomens temanummer om Grønland vil vi gerne pointere, at intentionen med temaet var at lave et alsidigt og redeligt indlæg i debatten med udgangspunkt i aktuel Grønlandsforskning. Det var selvfølgeligt meningen, at alle skulle komme til orde på lige fod. Paldam har imidlertid på egen hånd tre uger før udgivelsen af det fælles arbejde og stik imod enhver etik for et videnskabeligt samarbejde selv gjort sine tanker offentligt tilgængelige. De øvrige bidragydere til temanummeret kan selvfølgeligt ikke tages til indtægt for Århusprofessorens udskejelser. At han selv glemmer at gøre opmærksom på dette - både sit politiske ståsted, og det at vi andre ikke deler disse stærke synspunkter - er temmeligt symptomatisk!

Paldam anbefaler en "chokterapi på grønlandsk" uden at skele til de samfundsøkonomiske og sociale konsekvenser. Den "transformationsmedicin", Paldam ordinerer er "turbo-kapitalisme" som i Rusland, og dette uanset de drastiske levevilkårsforringelser, den forringede folkesundhed og den øgede fattigdom, der vil blive resultatet af denne behandling af patienten. Det, der anbefales uden så meget som skyggen af konsekvensanalyse er en lineær afvikling af den danske stats indkomstoverførsler til Grønland over 25 år!

Grønland er ikke er et land, det ved alle - Paldam holder imidlertid fast i "to-lande" perspektivet og præsenterer det som et faktum, at det er det Grønland ønsker. Sagen er den, at holdningerne til dette spørgsmål i Grønland er langt mere nuancerede end hos de få personer, Paldam tager til indtægt for sin stærkt genereliserende påstand. Finn Lynges nyligt udkomne bog er et glimrende eksempel på en pragmatisk holdning til dette spørgsmål, som vi tror deles af de fleste grønlændere. Hjemmestyret repræsenterer den maksimalt opnåelige grad af selvbestemmelse for Grønland, alternativet at lade "nationen Grønland" opsluge af USA og de transnationale selskabers interesser kan meget vel repræsentere en mindre grad af selvbestemmelse end den hjemmestyret og rigsfællesskabet giver. Grønland er ikke et amt i Danmark - rigtigt - man har etableret en speciel politisk selvforvaltningskonstruktion, hjemmestyret, der mod betaling fra den danske stat har påtaget sig at løse nogle opgaver, som staten under alle omstændigheder ville skulle løse! I denne sammenhæng overføres der som til amter og kommuner i Danmark indkomst fra staten. Som Lise Lyck pointerede det i 1986 ville et "Grønlands Amt" under alle omstændigheder indebære, at der skulle udbetales amtskommunale og kommunale tilskud i form af skatte- og udgiftsmæssige udligninger, ligesom der ville være almindelige statslige udgifter indenfor amtet. Det herved fremkomne beløb skal korrigeres for skatter og afgifter, og efter at man har gjort det, er merudgiften ved et hjemmestyre ikke større end det en effektiv beskatning af monopolgevinster i Grønland ville kunne give som provenu til Staten.

Grønland skal ses som en del af det samfundsøkonomiske kredsløb i Danmark, hvor Danmark på kort sigt yder tilskud til Grønland. Ideen bag tilskudsopfattelsen går tilbage til den udviklingsstrategi, der i nogen grad lå bag Mogens Boserup og G60 udviklingsplanen. På kort sigt løses problemer med kapitaldannelsen ved at trække på opsparingen i Danmark. Den ensidige indkomstoverførsel fra den danske stat er en mindre nettoudgift for Danmark, idet noget går tilbage igen som eksportindtægter i Danmark og renter, udbytter, lønninger og kapitaloverførsel til Danmark - på længere sigt vil udviklingen implicere en værditilvækst i Grønland. Med de opbyggede samhandelsmønstre vil Danmark kunne drage fordel af dette, som de ensidige overførsler udlignes af den grønlandske værditilvækst. Denne model er under fortsat afvikling, og det med succes. De statslige overførslers BNP andel er faldet fra omkring 160% i midten af halvtredserne til ca. 50% i halvfemserne, hvor væksttallene dog har vist en hidtil uset stagnation, der også afspejler sig i BNP andelen. Paldam postulerer i denne forbindelse, at Grønland er endt i en permanent afhængighed. Dette er en påstand, der ikke kan gøres til genstand for en videnskabelig afprøvning - sagen er den, at ingen i dag ved om dette er tilfældet! Skal man øge den økonomiske uafhængighed skal det ske under hensyntagen til ressourcegrundlaget og de begrænsede geografiske muligheder der nu en gang er. Dette indebærer at man med en BNP vækst på 2-3% gradvist kan afvikle bloktilskuddet over en 40-50 år; dette afviklingsscenarie repræsenterer ikke de levevilkårsforringelser, der uvægerligt vil følge af Paldams forslag.

Dokumentationsgruppen ISIT offentliggjorde i 1997 en tankevækkende rapport, der kan bidrage til at kaste et andet lys på de økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Hvad der ikke indgår i en nationalregnskabs opgørelse for Grønland eller en opgørelse af en betalingsbalance er Danmarks økonomiske fordele i NATO sammenhænge af baserne i Grønland. Gruppens foreslår her et andet regnestykke, der går på, at man opgør den danske lempelse i NATO's byrdefordeling, og stiller dette tal op overfor de ensidige indkomstoverførsler til Færøerne og Grønland. Hvis man her opdager, at overførslerne stort set svarer til differencen mellem et mindre bidrag til NATO og det bidrag sammenlignelige lande betaler, kan det vel vise sig at Grønland er "en god forretning" for Danmark. Den slags regnestykker er naturligvis vanskelige at dokumentere, man kan ikke påvise denne sammenhæng som andet end et objektivt fænomen - tallene er der, de burde indgå i regnestykkerne, men er det så også sådan man regner på det i ministerierne?

Og hvad så hvis, det ikke kan lade sig gøre at gøre Grønland uafhængigt af Danmark? Et "worst case scenario" ville antyde et benægtende svar. Det er Danmark, der har anlagt et storstilet forsyningssystem i Arktis, i forlængelse af- og som en del af den offentlige økonomi i Danmark. Specielle grønlandske geografiske betingelser opstiller nogle skranker, der måske ikke kan forceres - ville dette egentligt betyde så meget al den stund, der også findes regioner og ø-samfund i den øvrige del af riget, der ikke i dag er økonomisk selvbærende? Dette rejser spørgsmålet om det overhovedet er relevant at se på Grønland gennem samfundsøkonomiske briller? Selvom de gæve Læsøboere dækkede den lille ø i Kattegat med det ene saltsyderi efter det andet, og der var fuld turistbelægning i sommerhalvåret er det vel ikke utænkeligt, at det er tilladt at absorbere mere end saltsydning og servil behandling af fremmede kunne bære. Ingen ved sine fulde fem kunne drømme om at sætte de stakkels bornholmere på en streng chokterapeutisk diæt, fordi man absorberer mere end egenproduktionen på Bornholm skulle kunne bære.

Som medlem af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (Birger Poppel) og deltagere i debatter om den samfundsvidenskabelige forskning i og om Grønland kan vi kun opfordre til at indsatsen på området intensiveres. Der er få forskere i få og små miljøer i Grønland, der er engagerede i forskning i den grønlandske samfundsudvikling. Derfor er seriøse samfundsvidenskabelige forskere med interesse for, indsigt i og respekt for det grønlandske samfund og dets befolkning nødvendige med hensyn til at bidrage til afdækningen af forudsætninger for og konsekvenser af forskellige udviklingsveje. Fra 50’erne og til i dag er der da også glimrende eksempler på, at kompetente samfundsforskere har bidraget til den offentlige debat i Grønland, ligesom samfundsdebatten siden slutningen af 80’erne har haft udbytte af de analyser, Det rådgivende Udvalg vedrørende Grønlands Økonomi har udarbejdet. Tilsvarende er der forhåbninger til, at den anden – og officielle - OECD-analyse, der netop nu er i støbeskeen kan indgå ligeså vægtigt i den offentlige debat, som den første – og uofficielle – analyse ”Grønland ved en Korsvej” fra 1988 fik.