En ny komfortabel sandhed ser nu dagens lys i dansk politik. Indgåede politiske forlig kan ikke brydes, og derfor er enhver tanke om en genopretning af 10 års misregimente ikke mulig. Ja ifølge den politiske kommentator Hans Engel er det endda sådan, at der skulle være en forældelsesfrist m.h.t. forligsbrud. Den slags er ikke bare komfortabelt for VK regeringen, det giver også RV mulighed for at dalre rundt som en flok berusede fribyttere mellem højre og venstre. Man kan ikke bryde forliget omkring efterlønnen siges der, og man kan heller ikke rulle den famøse forkortelse af dagpengeperioden tilbage. Ja det kan endda gå hen og blive bekvemt for S-SF, hvis der skulle blive for meget trængsel omkring håndvasken, for det er jo da så ikke deres skyld, selvom viljen angiveligt skulle være til stede.

Vi har nu i ti år måtte se til, mens VK regeringen og Dansk Folkeparti har brudt med tidligere regeringers politik og de forlig der blev indgået i denne forbindelse – der hørte vi aldrig noget om, at man ikke kan bryde et forlig. Selvfølgelig kan man da det – man har som bekendt et standpunkt til man tager sig et nyt, når man går realpolitisk til værks. Det er bydende nødvendigt, at få rullet samtlige forringelser, der er skabt af det spidsborgerlige og højrenationalistiske misregimente, tilbage. RV som historisk set skulle fremstå som bannerfører for småborgerskabet i by og på land flirter i dag med disse mørke kræfter – man stiller betingelser op som på forhånd er umulige for de tre arbejderpartier, og Løkke er ikke sen til at invitere RV over på den anden side.

RV skulle angiveligt fremstå som et rendyrket socialliberalt parti, men det er meget svært at få øje på det lige nu! Filosoffen John Rawls definerede et samfund skal bedømmes på, hvordan de dårligst stillede borgere har det. Socialliberalismen som ideologi betød i denne henseende, at en omfordeling af indkomster og formuer er nødvendig med henblik på at stille de dårligst stillede bedre og give dem en anstændig tilværelse. Næste sommer mister i tusindvis af dagpengemodtagere retten til dagpenge. For børnefamilier vil dette være en katastrofe, hvis man har været afhængig af en indkomst og dagpenge. Nogle kan ikke svare hver kreditor sit, andre må gå fra hus og hjem – ’worst case scenario’ er, at nogle kommer til at stå uden bolig. Det hjælper ikke her, at RV vil pudse den socialliberale glorie ved at kræve etablering af en officiel fattigdomsgrænse med øget støtte til de, der falder under denne. De der ligger lige over sådan en grænse, hvordan den nu end skal beregnes, er fortsat hårdt ramte på den reale købekraft. At omfordele mellem lavindkomstgrupper i stedet for at lade de stærkeste skuldre bære byrden er ikke socialliberal politik. Det er det samme, som at klippe halen af hunden med henblik på, at den selv skal æde den. Det er en politik man i USA kalder ’trickle down’ økonomi for ikke at sige ’woodoo økonomi – når det regner på præsten drypper det på degnen. I krisetider er det så som så med de mange dejlige dryp, de har det med at tørre ind.

Forkortelse af dagpengeperioden og forlængelse af den tid man er tilknyttet arbejdsmarkedet hviler på forkerte forudsætninger. Udbuddet af arbejdskraft skaber ikke pr. automatik sin efterspørgsel. Vi befinder os i en økonomisk krise, der til stadighed eskalerer og skaber endnu flere fattige og udstødte i Danmark, EU og USA. Toneangivende amerikanske økonomer peger på, at vi måske er på vej ind i en depression som i 30’erne, og så kommer de radikale slingrefise her og vil fortælle os, at det skam nok skal gå alt sammen – opsvinget ligger lige omkring hjørnet, og så kommer der gang i beskæftigelsen igen (!). Har Vestager mon en krystalkugle, hun kan se ind i, som vi andre ikke har adgang til. Eller besidder hun clairvoyante evner?

Noget andet er de gentagne forkerte argumenter for en stram økonomisk politik – man tror at vi kan spare os ud af krisen. Det kan man ikke! Hvis man vil øge produktion og beskæftigelse maksimalt skal der budgetteres med offentlige underskud og ikke balancerede budgetter eller overskud. Skulle lykken endnu en gang være med kapitalismen er økonomen Keynes – han var også socialliberal – ide den, at offentlig gæld betales tilbage under opsving og højkonjunkturer.

En del tyder på, at RV i den grad svigter sit ideologiske og politiske grundlag af bare iver for at sætte sig selv i en gunstig taktisk situation med henblik på at opnå så meget magt som muligt. At magt kun er et middel og ikke et mål i sig selv overses. Det er usmageligt, at de dårligst stillede i dette samfund tages som gidsler i dette spil.