Centralistiske vinde midt i den græske kollaps blæser fra Bruxelles og Strasbourg. Det kan være meget opportunt, at der fokuseres på den græske befolknings kamp for at bevare sine levevilkår uantastede midt i det massive angreb, som mappeklædte teknokrater fra EU og IMF har sluppet løs. Dette bør imidlertid ikke få os til at glemme, at et flertal af politikere på ’Borgen’ ser med kærlige øjne på den ’tidsel’ som finanspagten er. Overser vi, at danske politikere bagom ryggen på os, er i færd med at lade hånt om to tidligere folkeafstemningers resultat? Pagten skal underskrives d. 1. marts, og det er meget snart, uden at der har været megen folkelig debat.

Om noget er konsekvensen af, at den danske befolkning hele to gange demokratisk har sagt nej til den økonomiske monetære union (ØMU), så er det netop spørgsmålet om, hvor forpligtede vi egentligt er overfor de initiativer, der kommer fra de økonomiske magtcentre. Det er bemærkelsesværdigt, at et parti som SF, der i sin tid var primus motor bag det nationale kompromis og de danske forbehold overfor Maastricht-traktaten, igen er ude i ørknen i et ivrigt ’kamelsnupperi’. SF var det parti, der definerede de fire danske forbehold, herunder undtagelsen m.h.t. ØMU’ens tredje fase. Om nogle slog sig i tøjret stillet overfor den europæiske centralisme var det SF, der insisterede på et nærhedsprincip som grundlæggende for den europæiske union. Dette knæsattes med Edinburgh-aftalen, som afhængigt af præcisionen i traktattekster åbnede en kattelem for et EU tæt på borgerne. Overfor denne finanspagten – denne siger klart og tydeligt, at EU's medlemsstater, der har underskrevet denne traktat, skal rapportere deres offentlige gæld, offentlige budgetter og forskellige planer til Europa kommissionen og Rådet. Man kræver endog, at alle store økonomiske reformer, der planlægges gennemført, sendes opad til EU institutioner. På samme tid accepteres princippet om balancerede offentlige budgetter eller princippet om overskuds-budgettering uanset, hvordan konjunkturerne udvikler sig. Hermed er det definitivt forbi med at føre en selvstændig dansk finanspolitik! At dette økonomisk politisk set er en katastrofe er en anden historie, Balancerede budgetter og overskuds-budgettering vil forstærke den økonomiske krise, og øge arbejdsløsheden i EU yderligere!

Det er påfaldende, at selve traktatteksten først findes i en dansk oversættelse i sidste øjeblik før traktaten underskrives – det er der ikke meget nærhed og folkelig debat i. Politikere, ’eksperter’, teknokrater og andet ’godtfolk’ har travlt med at forsikre os om, at der ikke på nogen måde er tale om et brud på allerede trufne beslutninger omkring Danmarks deltagelse i ØMU’ens tredje fase. Et brud på den del af indgåede traktater, der vedrører nærhed og på det, der oprindeligt traktatligt blev skrevet om Danmarks deltagelse i ØMU’ens tredje fase er imidlertid tydeligt!

Finanspagtens tekst siger, at den europæiske unions medlemsstater forpligter sig til at sikre, at offentlige underskud ikke bliver større end 3% af bruttonationalproduktet (BNP), og at det offentliges gæld ikke bliver større end 60% af BNP. Denne passus er den samme som i tidligere traktater, hvor der refereres til konvergenskravene. Det har hele tiden ligget i kortene, at stram budgetlægning og inflationsbekæmpelse var væsentlige elementer i den økonomiske politik anbefalet af EU – en politik, der hviler på monetarismen. Finanspolitik forstået som Statens aktive medvirken til at øge den samlede efterspørgsel og beskæftigelse fandt ikke plads indenfor rammerne af konvergenskravene. Der er ingen krav m.h.t., hvor høj arbejdsløshedsprocenten må være i en medlemsstat, mens der stilles krav om, hvor høj inflationen må være. Den efterfølgende udvikling har vist, at stort set ingen af medlemslandene har kunnet leve op til disse krav. Danmark har kunnet gøre dette de senere år, og dette er ganske besynderligt, hvis man ser på, hvorfor kravene blev tydeliggjort. Disse krav var ganske enkelt en ’adgangsbillet’ for de lande, der ville være med i Eurozonen, altså de lande der ville gå med i en fælles mønt. Kravene gælder selvfølgeligt ikke for lande, der vil stå udenfor. Resultatet af folkeafstemningerne er, at Danmark ikke skal deltage i en fælles valuta, og at Danmark ikke skulle være bundet af konvergenskravene. Der kan således heller ikke rettes sanktioner mod Danmark i tilfælde af overskridelser, der kan kun gives henstillinger, som vi principielt set ikke er forpligtede overfor. 

Regeringen forsikrer os om, at vi bevarer den danske krone. Men en krone forankret i ØMU’en er ikke meget mere end den færøske krone overfor den danske krone – den er en mentalhygiejnisk narresut, stukket i munden på en intetanende befolkning. Man kan klandre EU eliten for meget, men man kan næppe tro, at den ikke vil respektere den danske grundlov – konvergenskravene gælder kun for landene med Euro møntfod. En afgivelse af dansk suverænitet, hvis man skriver under på finanspagten stik imod vælgernes tidligere tilkendegivelser, vil ifølge grundloven kræve enten et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer eller et flertal af vælgerne ved en folkeafstemning.      

I finanspagten vil det, hvis Danmark skriver under uden forbehold, være sådan, at reglen om det balancerede offentlige budget bør udmøntes i national lovgivning og forfatningsmæssige ændringer, der underlægges EF domstolen og den europæiske union i overensstemmelse med artikel 273 i unionstraktaten. Hvor der tidligere i overensstemmelse med vælgerbefolkningens vilje har været tale om, at man fra centralt hold kun kan komme med henstillinger, hedder det sig nu, at et medlemsland, der overtræder 3% reglen eller 60% reglen, kan pålignes bøde. Og som noget nyt for Danmark hedder det sig i forbindelse med disse krav: Bestemmelserne i denne traktat gælder fuldt ud for de kontraherende partier, hvis valuta er Euroen. De gælder også andre kontraherende parter m.h.t. omfanget under de i artikel 14 fastsatte betingelser (min fremhævelse). Artikel 14 siger netop, at dette kun skal gælde for så vidt, det er i overensstemmelse med forfatningen i et medlemsland. Det er ikke EU, der trækker noget ned over hovedet på danske politikere, det er danske politikeres leflen for euro-eliten, der fører til suverænitetsafgivelse. En tidligere statsminister fra Venstre har rost finanspagten som god liberal økonomisk politik, hvilket får SFs finanspolitiske ordfører Jonas Dahl til ufrivilligt at ligne en pauseklovn. For sandt er det, at monetarismen og ny-liberalismen er det, man fortsat mener er god latin indenfor ’Fort Europa’s’ faldefærdige mure. Det er ’SF knaldgas’ af værste skuffe, når samme Dahl turer frem med at Euroforbeholdet fortsat respekteres med finanspagten, og at man kan bevare den finanspolitiske suverænitet (!). Der er ikke megen ’kickstart’ indenfor et budgetunderskud på 3% af BNP. ØMU forbeholdet forsvinder ud i den blå luft, hvis Danmark skriver under på finanspagten. Det ligger i teksten, der fastholder konvergenskravene.

Men det må fortsat undre, at danske politikere i denne sammenhæng fører en ’strudsepolitik’ overfor sine vælgere. Man kan ikke som i en husholdning spare sig ud af krisen, det bliver vi alle fattigere af. Kickstart af økonomien kræver offentlige investeringer og låntagning! Finanspagtens krav om central kontrol med medlemsstaternes finanser, central kontrol med den finansielle sektor og central kontrol med iværksættelsen af økonomiske reformprogrammer er en suverænitetsafgivelse, der kræver en folkeafstemning, og som modvirker forsøg på at øge beskæftigelsen i dansk økonomi. Den danske befolkning har allerede sagt nej til ØMU’ens tredje fase og konvergenskravene, der paradoksalt nok igen er indarbejdet i finanspagten. Problemet synes at være det, at vi enten sidder med en flok historieløse politikere og embedsmænd, der ikke erindrer, hvordan folkeafstemningerne i Danmark skal tolkes. Eller også er der tale om, at man endnu en gang forsøger at bedrage vælgerne, fordi vi med alle tænkelige midler skal tvinges om bord på den frønnede og faldefærdige Europæiske ’pæreskude’, der hedder HMS Enfoldigheden! Hvordan et såkaldt EU skeptisk parti som SF kan medvirke til dette, stik imod de forbehold SF fik indarbejdet i Amsterdam traktaten i 90’erne, får stå hen i det uvisse?