En veloplagt Niels Krause-Kjær kunne med slet skjult fryd i stemmen i programmet ’Krause på tværs’ d. 7/1 i 2008 præsentere Villy Søvndal for et citat af informationschef Kristian Madsen, som Villy desværre ikke afkræftede. Krause-Kjær citerede Madsen som en ’iagttager’ af SFs politiske linje de senere år, hvor følgende bemærkning klingede fælt: En gæst i dag vil, og nu citerer jeg en iagttager, pisse i Aksel Larsens urne for at bringe sit parti i regering. Villy Søvndal, har du gjort bare en ting i 2008, der kunne få os tro andet? Dette er hårde ord i SFs jubilæumsår, og jeg synes egentligt også, at det er usmagelige ord – især når man tænker på, at det måske ikke kun er Larsens urne, der skal ’pisses i’.

Villy svarede nej til Krauses spørgsmål med henvisning til, at man i SF har et ønske om grundlæggende ændringer i vort samfund, men man vil ikke stå stejlt på programformuleringer. Man er endda parat til at øve vold på ’alt hvad der står i SFs program’ – at komme i regering for at skabe disse ændringer er det basale for SF.

Jeg skal love for at det ikke kun er Krause, der her kommer på tværs af SF’s historie – det samme gør både Kristian Madsen og Villy Søvndal. Den ’dumsmarte’ bemærkning er forunderlig! Glemmer man helt, at der er en høj grad af overensstemmelse mellem Larsens strategi, da det første arbejderflertal i 1966 var en realitet, og så det SF står for i dag! Samme Aksel Larsen var kendt for en sjælden pragmatisme i dogmatiske socialistiske sammenhænge. Som han sagde, er ’et skridt i den rigtige retning altid bedre end snesevis af programmer’, og til verdensfjerne revolutionsromantikere, der senere dannede VS, efter de havde væltet dette flertal, kunne han i folketinget kun minde om et skrift af Lenin om venstrekommunismens børnesygdomme og advare mod, at man ikke skulle løfte den røde fane så højt, at man mistede jordforbindelsen.

Aksel Larsen ønskede, at SF skulle indgå i en regering sammen med Socialdemokratiet, men ikke for enhver pris. Det var den stærke smed Hans Rasmussen fra LO og SDs venstrefløj, der pressede på for et samarbejde, og hvis man læser erindringer af medlemmerne af folketingsgruppen Morten Lange, Holger Vivike og Gert Petersen, bekræftes Larsens ønske om regeringsdeltagelse. Dette udmundede dog i, at man i stedet fik en SD mindretalsregering, og ’et rødt kabinet’ i form af et parlamentarisk samarbejde mellem de to partier.

SF om den ’dynamiske markedskapitalisme’.

Forskellen på den oprindelige SF strategi og SFs senere orientering mod ”ministersocialisme” går netop på, om man skal være med i en regering. Tidligere hed det sig, at SF skulle være en katalysator – altså man skulle påvirke en regering uden at være en del af den. I stedet skulle man basere sig på et arbejderflertal, eller det nogle kaldte ”det røde kabinet”. Aksel larsen og SF mente, at arbejdende mennesker skal disponere over produktionsmidlerne gennem fælleseje og arbejderselvforvaltning. Et nyere sprogbrug vil her bruge begreber som medarbejdereje, fondseje eller samfundseje. Det har der hidtil ikke været tvivl om i partiet, men det blev der så pludselig den 1. maj 2008, da Villy blev interviewet i ’Nyhedsavisen’. For her var det pludselig sådan, at man ikke vil arbejde på at afskaffe den uhæmmede frie markedsøkonomi. I stedet handler det alene om, at man skal have en duelig stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor, som vi kender det i dag. Og spørgsmålet om en spredning af ejendomsretten vil man nu generøst overlade til arbejdsmarkedets parter, vel vidende, at så bliver det nok ikke til noget. 

Kun et halvt år før endnu en kapitalistisk krise slår igennem citeres Villy for at mene, at markedsøkonomien ligefrem er bedst, for det så han allerede i Kiev. Detaljerede produktionsplaner bestemte, hvor mange sandaler man skulle producere. Den unge Villy tænkte den gang, at hvis det nu regner mere, så kommer man til at ligge inde med et hav af sandaler, fordi planlægningen vil svigte. Den ældre Villy mener ikke, at markedet er sådan. Der må man sige, 'at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk' (!) Den slags er vås - hvorfor private kapitalister er bedre til at forudsige regnvejr end centrale planlæggere fortaber sig i det uvisse? Glemt er Marx's teori om kapitalismens tendens til stadigt tilbagevendende kriser ikke bare på grund af vejrliget – for her kan det også vrimle med sandaler på udsalg i den regnvåde sommer – men frem for alt  som en generel udviklingstendens. Glemt er den Marx, SF stadig i det mindste i nogle programsammenhænge bekender sig til?

Men bekender man sig fortsat til et socialistisk samfund? Skylder man ikke sine medlemmer og vælgere at være ærlige?  Man kan den 11/1 i år i Nordjyske Stiftstidende se SFs næstformand Jakob Nørhøj citeret for at mene, at SF’s principprogram  vedtaget af medlemmerne i 2003 skal væk – det er ren ’lirum-larum’, der ikke mere er aktuelt, og det kan en magtfuld partitop så bare gøre. Det var nemlig i ’Krause på tværs’, at de rødhvide chokoladedrenge i Dansk Folkeparti blev citeret for kritik af en passage fra principprogrammet, der handler om en ’revolutionær proces’, der ’gradvist afskaffer kapitalismen’. Her var Villy ikke sen til at mene, at dette sprogbrug var ’vel svulstigt’, det bør erstattes af et mere nutidigt sprogbrug, for det handler jo ikke om, at afskaffe kapitalismen, men om at tøjle den. Og Nørhøj mener, at begreber som revolution, kapitalisme og klasse ikke er aktuelle mere – hvorfor foreslår han ikke rent ud, at SF fremover skal stå for ’Socialdemokratisk Folkeparti’? Småborgerlige højrenationalistiske kræfter i DF kan åbenbart så let som ingenting presse SF?