Når det pædagogiske udvalg på Gribskolen i Græsted har besluttet, at de yngste elever ikke længere skal til julegudstjeneste kan det læst gennem mine ateistiske briller umiddelbart tage sig godt ud. Det er kritisabelt, at børn af forældre, der tilhører andre trosretninger end den kristne skal deltage i en anakronistisk ordination af lidt fed opiumstjald for folket. Lige så kritisabelt er det, at børn af forældre der hælder til det, man i religionsfilosofien kalder en profan livsanskuelse skal deltage i en julegudstjeneste. Uanset om man tror på en Gud, en Jahve eller en Allah skal man ikke forurene børns sind med sludder af denne karat.

Det kan selvfølgeligt i sig selv være forbundet med julehygge at deltage i et sådant arrangement, og man skal også holde fast i traditioner og kulturarv. Ingen tager det fjerneste skade af at lære at se det religiøse som det uvederhæftige vrøvl, det nu en gang er. Kristne børn vil næppe tage skade af at overvære en seance i synagogen eller moskeen, ligesom jødiske og muslimske børn næppe vil tage skade af at overvære en kirkelig handling. Og det samme gælder naturligvis for børn opdraget til religionskritik og ateisme – vi har alle overværet forskellige religiøse handlinger.  

Men når skolens leder, Marianne Vedersø Schmidt, på skolens forældreintranet begrunder sin vægring ved at praktisere en kirkelig tradition i den danske folkeskole hopper kæden alligevel af! Man kan i pressen læse, at Gribskolen har fået mange emigrantbørn fra Syriske muslimske hjem, og at man fra skolens ledelse har grebet dette an på den sædvanlige hjernevaskende måde. Børnene skal partout hedde flygtningebørn, selvom deres forælde i et overvældende antal ikke er flygtninge i FN retlig forstand. De er emigranter, der naturligt nok søger sig et bedre økonomisk liv fri for fattigdom og krigens rædsler.

Vedersø Schmidt, der i andre sammenhænge ikke har vist den store modvilje mod at lade sig omklamre af det øllebrødshumanistiske småborgerlige parti Radikale Venstre skriver, at 'Beslutningen tog vi som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske. Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi'.

Problemet i den slags er udtrykket ”børn med en anden tro end den protestantiske” (!). Hvis der var tale om en konsekvent linje, ville vi for længst havde set dette på tryk.  Børn af andre kristne trosretninger end den protestantiske, børn med jødiske forældre eller en hvilken som helst anden religion eller børn af religionskritiske forældre repræsenterer også en anden tro eller overbevisning end den protestantiske. Men dem har man altså hidtil ikke haft problemer med at sende til gudstjeneste. Børn af muslimske forældre skal med andre ord have en positiv særbehandling som man hidtil ikke har praktiseret i forhold til børn af forældre med andre livsanskuelser. Den slags tangerer diskrimination af alle andre end de muslimske børn!

Det ligner antropologens romantiske forestillinger om ”den ædle vilde”, der for enhver pris skal overbeskyttes i hoved og en vis anden legemsdel. Også selv om den stakkels ”vilde” ikke har bedt om det.