Allerede hen under forsommeren i år blev fronterne i debatten endnu en gang trukket skarpt op m.h.t. efterårets forhandlinger om en skattereform. Et ofte fremhævet argument i debatten hviler på, det nogle betragter som en selvindlysende sandhed. Danmark har et rekordhøjt skattetryk, når det kommer til arbejdsindkomst og forbrugsafgifter, og skatteborgerne vil udbyde mere arbejde, hvis marginalskatten sænkes. Er skattetrykket for højt hæmmes udbuddet af arbejde – der udbydes mindre arbejde, arbejdsproduktiviteten og kvaliteten sænkes; dette er ikke godt, fordi beskatningsgrundlaget forsvinder, og det offentliges skatteindtægter skrumper ind. Er skattetrykket for højt vil folk endvidere foretrække fritid fremfor arbejde – et argument, der i øvrigt også gælder, hvis indkomsterne er tilstrækkeligt høje, efter man har sænket skattetrykket. De seneste årtier er det med stadigt stigende styrke blevet fremhævet, at et for højt skattetryk også skaber en blomstrende undergrundsunderøkonomi. Enhver nordjyde med respekt for sig selv har naturligvis en kassevogn eller den berømte ’jydekrog’ på sin bil til transport af materialer og tungt værktøj. Og alt sammen skyldes det ifølge nogle økonomi, og ikke som andre vil hævde en lokal kultur, der i udpræget grad er baseret på ’gør det selv holdninger’.

På den seneste har folketingets økonomer modsagt finansministeriets ’regnedrenge’ i en rapport, der konkluderer, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for, at en sænkning af skatten på den sidst tjente krone påvirker arbejdsudbuddet i opadgående retning. Det får så politikerne til at hævde, at alle anerkendte økonomer anerkender, at der er en sådan virkning. Nu skal økonomer heldigvis ikke have karakterer af politikere, og blandt de fleste uafhængige universitetsøkonomer er der da også en stor reservation overfor den slags skråsikre udsagn. De fleste finder rent ud sagt, at påstanden er latterlig. Sandheden er, at det er særdeles uklart, om der er en effekt af skattelettelser! De fleste fagøkonomer siger nej til dette uanset hvor mange anerkendte skikkelser man slynger frem foran sig.

Det var John Maynard Keynes, der en gang ironisk sagde: "Praktiske mænd, der helt og aldeles føler sig fritaget for enhver intellektuel indflydelse, er som regel slaver af en eller anden hedengangen økonom. Galninge, der besidder autoritet hører stemmer i luften, når deres vanvid stammer fra nogle akademiske andenrangsskribenter et par år tilbage". I den standende debat om skattelettelser er der en del, der tyder på, at argumentet – man kalder det udbudspolitik – bag de selvindlysende sandheder er et eksempel på galimatias.

 Den rene ”Servietøkonomi”.

Inspireret af den amerikanske ”servietøkonom” Arthur Laffer er det i debatten gået hen og blevet et mantra, at det angiveligt høje skattetryk påvirker danskernes incitamenter til at arbejde. Laffer-kurven er efter sigende blevet til på en papirserviet tegnet af dette professorale unikum i en frokostpause, hvor bl.a. et fremtrædende medlem af Texas rigmandslobby Dick Cheney var til stede. Laffer tegnede i al hast en ”sur parabel” på en serviet, der tjener til at vise, at statens indtægter falder med et stigende skattetryk, efter at ”toppen er nået” – eller sagt med andre ord, når skattetrykket i form af en beskatningsprocent har nået sin øverste grænse (parablens toppunkt) m.h.t., hvor meget man gider arbejde, skal man ikke øge skattetrykket mere. For gør man det, vil skatteborgerne arbejde mindre og følgelig falder det offentliges skatteindtægter. Omvendt vil en sænkning af beskatningen for høje indkomster til højre for toppunktet og tilbage til venstre for det lede til øgede skatteindtægter, fordi vi alle vil arbejde mere.

(https://da.wikipedia.org/wiki/Lafferkurven)

 Selvom empiriske undersøgelser ikke fik indkredset, hvor toppunktet faktisk befandt sig i 80’ernes USA, har den republikanske fløj siden holdt fast ved denne forestilling, der blev til det, vi nu kender som ”Reaganomics” eller ”Trickle Down” økonomi. Skattelettelser kan naturligvis fordeles ligeligt, eller de kan omfordeles, så man skaber en mere ligelig fordeling – oftest drejer det sig dog om en yderligere skæv fordeling, som heller ikke Danmark er gået fri af de senere år. Argumenterne mod en ligelig fordeling stammer fra Martin Okun, der mente at vide, at der er en ’trade off’ mellem en ligelig fordeling af indkomst og formue på den ene side og økonomisk effektivitet på den anden. ’Trade off’ betyder simpelthen, at man ikke kan få mere af noget, uden at afgive noget andet.  Det behøver dog ikke at betyde, at det bliver alle, der må afgive og kun få, der vil modtage – herhjemme kender vi det gode gamle ordsprog: ”Når det regner på præsten, drypper det på degnen”. Hvis man gennem skattelettelser forgylder de bedre bemidlede skatteydere er det til gavn for alle, for der drypper altid lidt af nedad på trapperne af den økonomiske og sociale rangstige. I den økonomiske jargon blev dette til ’trickle down’ – der siver noget ned, eller der ’drypper noget ned’. Om der skulle være en empirisk påviselig effekt på de påståede sammenhænge er imidlertid uklar, og den videnskabelige dokumentation giver kun blandede resultater. ”Reaganomics” blev aldrig den succes, man havde håbet på. Skattelettelser resulterede, som man kunne forvente det, i lavere skatteindtægter til forbundsstaten og øgede militærudgifter til ambitiøse projekter som ”Stjernekrigsprojektet” gjorde ikke situationen bedre. Den republikanske epoke med Reagan og ”far Bush” sendte en enorm offentlig gæld videre til Clintonadministrationen. I 80’ blev den amerikanske statsgæld tredoblet.

 Arbejdsløshed eksisterer ikke (!).

Hvis argumenter omkring skattetrykket, det lavere arbejdsudbud og hermed en lavere økonomisk effektivitet med faldende offentlige indtægter som følge er af ren spekulativ karakter uden en empirisk forankring, mister konklusionerne enhver videnskabelig værdi. Økonomer arbejder hovedsageligt indenfor rammerne af en positivistisk videnskabsfilosofi. Det er med andre ord den analytiske videnskabsteoris principper der gælder. Hvis man ikke baserer sine spørgsmål, udsagn og hypoteser på data, der ikke kan falsificeres eller ikke har en entydig verifikation, må teorier og spekulationer, der bygger på dette, forkastes.

I Laffers modelverden er resultatet af det høje skattetryk som sagt sort arbejde og en manglende vilje til at ville søge og tage et arbejde, fordi man hellere vil holde fri. Arbejdsløshed er med andre ord frivillig, fordi arbejdsudbuddet altid er bestemt af dette. Fritidens nytte er bestemt af, at menneskets iboende tendens til dovenskab ikke kan udlignes af den nytte en indkomst giver den enkelte - det være sig arbejdsindkomst eller anden indkomst som f.eks sociale ydelser. Hvis ikke denne påstand om arbejdstageres præferencer mellem arbejde og fritid kan bekræftes. Hvis påstanden er resultatet af en introspektiv test (man spørger sig selv om det, man mener der er et indlysende svar på) er det ikke videnskab, men rene spekulationer. Modeller garneret med en matematisk forståelsesramme pakker økonomens introspektive test ligeså godt ind som en (tanke-)torsk i avispapir, uden at der er tale om en empirisk verifikation. Spørgsmålet står fortsat tilbage: Har vi nået smertegrænsen for, hvor meget man kan beskatte arbejdsindkomsterne i de nordamerikanske og europæiske økonomier? Data i vidt forskellige analyser godtgør, at der endnu ikke i positivistisk henseende findes noget anerkendt svar på problemformuleringerne!

 Men hvad siger data’ene

Påstandene går som sagt på, at 1) dansk økonomi skulle besidde en angivelig verdensrekord i skattetryk, ligesom vi 2) for længst har bevæget os så langt forbi det optimale skattetryk, at det ikke kan betale sig at arbejde. Hæderkronede Danmarks Statistik var i 2014 ude med riven, da man med en dramatiserende retorik i forbindelse med sammenligninger af OECD økonomiers skattetryk spurgte: ”Betyder det så, at Danmark ikke længere har ”verdens højeste skattetryk”, sådan som vi ellers har hørt skiftende politikere gentage over årene. Formentligt ikke. Med ændringen kommer skattetrykket til at ligge på omkring 45 pct., og selv med det fald ligger det danske skattetryk nok fortsat som et af de højeste, dog i selskab med det svenske”.

 En nylig publiceret rapport fra Molinari-instituttet indeholder beregninger, der falder smukt i tråd med lignende OECD tal, som også skatteministeriet og Danmarks Statistik i dag sætter sin lid til. Når der korrigeres for bidrag til social sikring og varerelaterede skatter (f.eks. moms) bekræfter tallene ikke, at Danmark har Europas højeste skattetryk - tværtimod. Langt den overvejende del af EU28 har større beskatning på arbejde end Danmarks 43,1 % om end det er med små marginaler i nogle tilfælde. Nogle lande som Belgien, Frankrig, Østrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn og Italien ligger imidlertid omkring eller noget over de 50 %. I 2015 var det femte år i træk, at Belgien indtog førstepladsen med den højeste skattesats på arbejde i den Europæiske Union.  Beskatningen af arbejde lå på hele 59,47, mens tallet i Frankrig lå på 57,53 %. Over 20 lande indenfor EU 28 ligger faktisk i dag over Danmark på disse tal (se tabellen).

 Det er klart, at hvis der overhovedet er belæg for Laffer-kurven, ville man også kunne se det i tal for arbejdsproduktiviteten. Et tilnærmet mål, hvor omdiskuteret det end kan være, er BNP pr. beskæftiget. Hvis skatten er for høj, er der ikke noget incitament til at udbyde arbejde – produktiviteten, mængden af udbudt arbejde i mandetimer og kvaliteten af det skulle angiveligt påvirke statens grundlag for at opkræve skatter. Der bliver mindre at beskatte, end hvis vi havde en højere produktivitet. En simpel sammenkøring (OLS regression) af skattetryk og et sammenligneligt BNP pr. beskæftiget skulle kunne anskueliggøre dette. Altså hvis Laffers teori er sand ville vi se, at produktivitetstallene er mindre gunstige desto højere skattetrykket er (en negativt hældende tendenslinje i figuren).

Tabel: Skattetryk og BNP pr. Indbygger I EU 28 i 2015.

                                                Skattetryk                                BNP pr. beskæftiget

                                                                                                (EU 28 = 100)

Østrig                                      56.4                                         115.5

Belgien                                    59.5                                         129.1

Bulgarien                                37.6                                         43.6

Kroatien                                  46                                            69

Cypern                                     24.4                                         85.4

Tjekkiet                                   46.3                                         79.7

Danmark                                 43.1                                         113

Estland                                    44.9                                         70.7

Finland                                    47.4                                         107.4

Frankrig                                   57.5                                         114.9

Tyskland                                  52.3                                         107

Grækenland                            53.3                                         85.4

Ungarn                                    54.2                                         69.1

Irland                                       32.1                                         181.5

Italien                                      49.9                                         106.5

Letland                                    46.2                                         64.6

Litauen                                    43.9                                         72.1

Luxemburg                              41.9                                         170.9

Malta                                      29.7                                         88.4

Holland                                    46.2                                         111.1

Polen                                       45.1                                         74.3

Portugal                                  44.2                                         78.9

Rumænien                               47.6                                         59.2

Slovakiet                                  46.5                                         82.5

Slovenien                                 43.5                                         81.3

Spanien                                   43.2                                         103.5

Sverige                                    46.9                                         113.1

UK                                            35.3                                         103

Skattetrykket er beregnet som bidrag til social sikring (Social Security Contributions) + Indkomstskat + varetilknyttede skatter på værditilvækst (moms) divideret med den reale bruttoløn.

Kilde:http://www.skm.dk/skattetal/statistik/generel-skattestatistik/skattetryk-en-international-sammenligning-i-2013 og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.html/File:Volume_indices_per_capita,_2012-2015_(EU-28%3D100)vJune.png

De data vi bruger her for 2015 viser med tydelighed, at der ikke kan etableres en sådan sammenhæng i EU28! Figuren (baseret på tabellens tal) viser, at der overhovedet ikke er en statistisk sammenhæng mellem skattetrykket og BNP pr. beskæftiget i EU28 landene. Det kan der selvfølgelig være flere forklaringer på, men den ofte påståede entydige sammenhæng i Laffers servietøkonomiske model bekræftes ikke med den horisontale tendenslinje. Beskatningsgrundlaget målt som output pr. beskæftiget er det samme uanset skattesats 

Figur: Sammenhæng mellem skattetryk og BNP pr. beskæftiget i EU 28 i 2015.

(ind her - se illustration)

 Generel kritik af Laffer kurven.

At skattelettelser for de rige og de højere mellemindkomstgrupper ikke skaber flere jobs er alment kendt af de fleste økonomer. Historien viser med ønskelig tydelighed, at sænkede skatter ikke øger arbejdsudbuddet, beskatningsgrundlaget og det offentliges indtægter. Laffer-kurven er i positivistisk henseende en uvidenskabelig politisk idé, der tjener til at legitimere skattelettelser for de højere indkomster. De fleste ædruelige økonomer betragter da også servietmodellen som en ’practical joke’.  Der findes ganske enkelt ikke data i nyere tid, der kan bekræfte, at skattelettelser skaber mere beskæftigelse eller øger arbejdsudbuddet, produktiviteten eller kvaliteten af det udførte arbejde. Tilbage står så, at det hovedsageligt er politikerne, der bruger argumenterne bag Laffer-kurven for at tækkes sine vælgere. Hvis der fortsat findes økonomer, der klynger sig til, hvad John M. Keynes utvivlsomt ville havde kaldt for galmandsværk, gør de sig i højere grad til producenter af ideologi end af solid videnskabelig dokumentation. Og det er jo da værre end når politikere gør den slags!

Se endvidere:

http://economistsview.typepad.com/economistsview/2012/06/laughing-at-the-laffer-curve.html http://www.skm.dk/skattetal/statistik/generel-skattestatistik/skattetryk-en-international-sammenligning-i-2013

http://www.oecd.org/ctp/tax-policy/taxing-wages-tax-burden-trends-latest-year.htm