Hvad er det, der sker lige nu i EU regi? Provokerende kunne man spørge, om man nede i Europa har fået den fikse ide, at David Ricardos ”jernhårde lønningslov” skal tilbage i højsædet? Den gode Ricardo mente, at reallønnen ikke må være større end det absolut nødvendige m.h.t. at opretholde en lønmodtagerhusholdnings eksistensminimum.

Det europæiske fagforeningsinstitut (ETUI) har udgivet en ny årsrapport ”Benchmarking working Europe” med et tema, der handler om at afdække sociale kløfter på det europæiske arbejdsmarked. Nogle af konklusionerne i ETUI rapporten for 2017 kan godt umiddelbart tage sig ud som om, at europæisk økonomi er på vej ud af krisen. Rapportens omfattende datamateriale og konklusionerne antyder imidlertid, at jubeloptimismen er uberettiget. Arbejdsløsheden er fortsat høj; i stedet skal det handle om inflationsbekæmpelse og en tilbagerulning af den offentlige sektor. Antallet af arbejdsløse i EU omfatter hele 20 mio. på samme tid med, at beskæftigelsen er stagnerende. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at arbejdsløsheden anvendes som en krisebekæmpende løftestang, hvor et overskudsudbud af arbejdskraft, lavere lønomkostninger og en forbedret lønkonkurrenceevne skal skabe en eksportorienteret vej ud af krisen. Ved at lade ”tyrkertroen” på ”laissez faire” markedet dominere, håber de centrale økonomisk-politiske beslutningstagere i EU på, at næste opgangsperiode snart vil sætte ind. Den økonomiske krises rensende virkninger er kendetegnet ved produktionsnedgang, koncentration af kapital på færre hænder og virksomhedslukninger. Den øgede automatisering ved brug af den kunstige intelligens og en forceret øget indvandring af uorganiseret og lavt betalt arbejdskraft bremser lønglidningen. En stigende arbejdsløshed pga. den teknologiske udvikling, en massiv indvandring fra udviklingsøkonomierne og en svækkelse af fagbevægelserne presser millioner af europæiske lønmodtagere ud i fattigdom. Stadig flere må tage sig til takke med lavt betalt deltidsarbejde, midlertidige kontrakter og et i stigende grad amerikaniseret arbejdsmarked, hvor lønmodtagere må hutle sig igennem ved hjælp af flere deltidsjobs på en gang.

Stagnation, lav økonomisk vækst og alarmerende høj arbejdsløshed

Det er EU's fastholden af en monetaristisk og ny-liberal økonomisk politik for perioden 2008 – 16, der forklarer tilbagerulningen af de europæiske modeller for velfærdsstaten, ligesom deregulering og strukturreformer har resulteret i en stagnerende og manglende vækst i BNP de seneste år. En stigende arbejdsløshed, en alt for lav investeringsrate i både den private og den offentlige sektor, stagnerende lønstigninger og nedskæringer på det sociale område skaber øget fattigdom i mange af EU's 28 medlemslande (EU28). Den Keynesianske strategi baseret på at lægge kapitalismen i ilttelt ved at øge den offentlige efterspørgsel ignoreres, selvom den sammen med eksportorienteringen kunne bekæmpe arbejdsløsheden. Konvergenskriterierne er inflationsbekæmpelse og offentlige budgetter med lave underskud; en konvergensindikator, der påbyder medlemslandene at holde arbejdsløsheden under et lavt niveau, eksisterer ikke.

I andet kvartal for 2016 lå arbejdsløsheden på 8,7 % i EU28 lavere end de 10,1 % i euroområdet. Dette svarer til 20,8 mio. arbejdsløse hvilket skal sammenholdes med en arbejdsløshed på 16,1 mio. i andet kvartal i 2008, hvor krisen satte ind. Kun syv lande Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Storbritannien, Tyskland og Malta har bragt arbejdsløsheden i 2016 ned på niveauet fra før den økonomiske krise satte ind. Ser man på de enkelte medlemslande ligger 11 lande, hovedsageligt transformationsøkonomierne i Baltikum sammen med de sydeuropæiske økonomier over de 8.7 %. Lande som Spanien og Grækenland har alarmerende høje arbejdsløshedstal på henholdsvis 18.2 % og 23 %. Krisen rammer især Italien, Portugal, Frankrig, Spanien og Grækenland. Arbejdsløshedstallene er ganske vidst en kende forbedret de seneste år, men usikkerheden omkring en vedvarende tendens er fortsat til stede. Det er især de unge og de lavt uddannede, der er ramte, og det er her, man finder de langtidsledige, der er svære at sluse ind på arbejdsmarkedet.

Øget fattigdom og indkomstulighed

En stigende andel af de beskæftigede tvinges ud i deltidsarbejde på kortsigtede kontrakter og lavere indkomster. Risikoen for at blive fanget i en fattigdomsfælde øges, selvom man er i arbejde. Generelt er risikoen for af fattigdom blandt beskæftigede i EU28 intensiveret årene efter krisen begyndte. De beskæftigede må i stigende grad tage vikar- og deltidsarbejde. Selvom de sociale udgifter er steget, har dette ikke været nok til at opveje de negative konsekvenser af den stramme finanspolitik, der er god latin blandt borgerlige EU politikere og -økonomer.

Fattige i beskæftigelse er et mål for andelen af beskæftigede med en husstandsindkomst, der ligger under 60 % af den gennemsnitlige husstandsindkomst (medianindkomsten) i EU28. Ud af samtlige beskæftigede var det i 2015 ca. 10 % af de beskæftigede, der tilhørte risikogruppen af potentielt fattige, et tal der var steget med et par procent siden 2010. Den største risikogruppe m.h.t. at havne i fattigdom var selverhvervende personer, hvor ca. 23 % af de beskæftigede lå under 60 % af medianindkomsten. Beskæftigede med risiko for fattigdom i deltidsjobs eller midlertidige jobs lå hver for sig på ca. 15 %. Selv beskæftigede med lange og mellemlange uddannelser ligger i risikogruppen. Generelt er risikoen for at havne som fattige i beskæftigelse steget i EU 28 og Eurozonen, når man sammenligner 2015 med 2010.       

Det er en kendt sag, at en øget indkomstlighed har en gunstig effekt på produktion og beskæftigelse, fordi de lavere indkomstgrupper forbruger mere på den sidst tjente krone end de højere indkomstgrupper, der ikke øger sit forbrug men sparer op og ophober rigdom. Derfor er det ikke heldigt, hvis indkomstuligheden vokser, som det er sket i EU28, siden krisen satte ind. ETUI rapporten konkluderer, at gini koefficienten i 2015 skabte øget ulighed i både i Eurozonen og i EU28. 

Fald i forbruget

Arbejdsløshedstallene forklarer den stigende forarmelse af dele af den europæiske arbejdsstyrke. Den øgede indkomstulighed, faldet i lønstigningstakten og et fald i det private forbrug forstærker den økonomiske krise, fordi den samlede efterspørgsel falder. Hvis man sammenligner væksten i det private forbrug for perioden 2001 – 07 før krisen satte ind med perioden efter, ser man en vækst i det private forbrug, der ligger betydeligt lavere. Det private forbrug i 2010 priser ligger for EU området kun en smule højere i EU økonomierne end i kriseåret 2008, hvor det først er i 2015 og i 2016, der sker en ubetydelig forøgelse. Med vigende profitrater på grund af en fortsat automatisering, frisætning af arbejdskraft og en faldende realløn er det ikke usandsynligt, at forbruget og den samlede efterspørgsel og beskæftigelsen vil falde yderligere.

Beskæftigelsen i EU 28

Den sædvanlige kakofoni af overoptimistiske danske bankøkonomer vil sikkert fokusere på, at nordeuropæiske økonomier og i den forbindelse dansk økonomi ikke er så hårdt ramt af krisen, fordi vi ligger i ly af den tyske storebror. Afhængigt af hvor stor den gensidige afhængighed er mellem landene i EU28, tilslører dette, at dansk økonomi på længere sigt også berøres af de kriseramte økonomiers importfald. Kakofonien vil sikkert også udbasunere, at andelen af EU28’s erhvervsaktive befolkning i beskæftigelse for perioden 2008 – 16 viste en stigning, således at beskæftigelsesgraden for andet kvartal i 2016 lå over niveauet, før krisen satte ind i 2008. EU's 2020-mål opererer med en beskæftigelsesgrad på 75 % af de erhvervsaktive personer i alderen 20 - 64 år.  I andet kvartal 2016 lå tallet for EU 28 på 66,6 %, mens tallet før krisen satte ind var 65,8 %. Imidlertid er det værd at bemærke, at beskæftigelsesgraden varierer fra land til land til land. Dette tilslører, at de velbeslåede økonomier i Nordeuropa tørrer krisen af på de sydeuropæiske økonomier. Beskæftigelsesudviklingen afslører en betydelig divergens på tværs af lande fra Grækenlands 52,4 % til 74,3 % i Tyskland og 76,7 % i Sverige.  Mellem 2013 og 2016 så alle EU-lande undtagen Østrig, Finland, Luxembourg og Belgien forbedringer i deres samlede beskæftigelsesfrekvens.  Men absolutte tal i halvdelen af landene viser, at situationen i 2016 var værre end før krisen. Efterspørgslen på arbejdskraft siden det første kriseår i 2008 faldt 180.000 færre i beskæftigelse. Beskæftigelsesgraden er i virkeligheden bestemt af demografiske ændringer m.h.t. befolkningens aldersmæssige sammensætning på arbejdsmarkedet. Forbedringen skyldes en nedgang i EU-befolkningens omfang. Når antallet af erhvervsaktive falder, mens beskæftigelsen ligger konstant eller stiger, kommer dette til at tage sig ud som en øget beskæftigelsesgrad.