Vi husker ham den typiske korpulente kapitalist iført en høj sort hat, sort smoking, hvid skjorte med stiv flip, hvide handsker og sorte skinnende sko. Med et ulvegrin skovler han penge ind, mens udslidte underernærede arbejdere ligger udhungrede og klynger sig til hans ben. Han er parat til at vade over dynger af lig for at kunne konsumere den sidste whiskysjus. Den vil sende så mange marginale salige intensiteter af lyst ned af hans rygrad, at han til sidst er segnefærdig. De enormt tynde arme og tynde ben markerer, at dette ikke er en mand, der kender til legemligt arbejde. Han stjæler andres arbejde. Og det vil slet ikke være en mand, der bare et øjeblik ville føle sig foranlediget til at indrømme, at revseren af den kapitalistiske politiske økonomi Karl Marx havde ret i sin på en gang moralske og rationelle indignation over et samfund, der bygger på hans adfærdsnormer.

Det var efter murens fald, at Francis Fukuyama erklærede liberalismen som sejrherren, der stod alene tilbage i ringen efter ”knock outen” af angivelige socialister i østblokken. Han tog fejl! Ny-liberalismens gospel om det frie marked, privatejendommen og det parlamentariske demokrati har fået sig nogle alvorlige ridser i lakken. Højrefløjens fremmarch indebærer, at man vil tilbage til nationalstaten og protektionismen, men det europæiske venstre banker også på. Ifølge britiske ”The Guardian” er nogle europæere begyndt at interessere sig for Marx igen. Det tidligere Østtyske Karl-Dietz forlag beretter om stigende salgstal for Marx litteratur. Det gælder ikke mindst milepælen i den menneskelige tænknings historie ”Das Kapital”, der ”er på mode igen”. ”Røde Oscar” (La Fontaine) udtalte i 2008, hvor den internationale økonomiske krise slog igennem, til ”Die Welt”, at dele af Det Kommunistiske Manifest burde vedtages som en del af ”Die Linkes” politik. Med opfordringen om at socialisere nøgleindustrier citerede han Marx. Når Borgerskabet ”tilslører udbytningen af det menneskelige arbejde med religiøse og politiske illusioner, har man erstattet nøgen, skamløs, direkte, brutal udbytning” med noget, der er bedragerisk og folkeforførende.

Giv Marx en Chance!

Men det er ikke kun dele af venstrefløjen, der graver ”den hvidskæggede” frem igen. Efter den såkaldte finanskrise opstod i 2008, var der flere kilder af traditionel observans, der samstemmende pegede på nødvendigheden af at genoptage studiet af Marx. Ledende økonomi og erhvervstidsskrifter og websider peger igen på Marx. Således kunne man i Bloomberg View i 2014 læse et indlæg af seniorrådgiver for UBS Investment Bank George Magnus med den fængende overskrift: ”Give Karl Marx a Chance to Save the World Economy”. Magnus refererede den centrale pointe i ”Das Kapital”, der fastslår, at ophobning af rigdom fører til akkumulation af elendighed. Virksomhedernes jagt på øget profit og -produktivitet vil føre til en teknologisk betinget frisætning af arbejdere, hvilket skaber en industriel reservearme’ af fattige og arbejdsløse. Den kapitalistiske produktionsmåde er kendetegnet ved overproduktionens og underforbrugets paradoks. Man behøver ikke at have tilbragt mange år på skolebænken i ”den stråtækte” for at forstå, hvad det leder til. Desto flere mennesker, der henvises til lønnedgang, mindre formuer om der overhovedet er nogen eller fattigdom, desto mindre vil forbrugerne være i stand til at købe varer og tjenesteydelser. Den enkelte virksomhed, der kan skabe sig ekstra profit ved at reducere sine omkostninger agerer klogt, men når alle gør det, går det galt. Indkomsterne bliver mindre, og den samlede effektive efterspørgsel falder med et fald i produktionen og beskæftigelsen som følge. Profitraten (profitten divideret med kapital- og lønomkostninger) vil vise en faldende tendens (se tekstboksen). Udviklingen i amerikansk økonomi viser, at virksomhedernes indsats mht. omkostningsreduktioner og en faldende beskæftigelse forøgede profitternes andel af den samlede produktions værditilvækst til det højeste niveau i mere end seks årtier på samme tid med, at ledigheden ligger på 9,1 procent, og reallønnen har været stagnerende. Indkomstulighed i USA er tæt på det højeste niveau siden 1920'erne. Millioner af mennesker måtte gå fra hus og hjem, spøgelsesfabrikker står som sørgelige efterladenskaber og hele bydele ligger øde hen.

New York Times refererer under overskriften ”Marx Rises Again” et essay af Timothy Shenk i tidsskriftet ”The Nation”. Ifølge Shenk er der to strømninger i bevægelserne mod en genoplivning af Marx, henholdsvis “Occupy Wall Street” bevægelsen eller de såkaldte "Millennial marxister", og en gruppe der tager sit udgangspunkt i nye studier af Marx inspireret af Thomas Pikettys bog "Capital in the Twenty-First Century". Tilsvarende er der hjemme opstået studiegrupper, der beskæftiger sig med den nu oversatte bog af David Harvey ”Sytten modsætninger og enden på Kapitalisme”.  

Bomben i Hellerup havn

Saxobanks cheføkonom Steen Jakobsen detonerede en tilsvarende bombe fra Saxobanks domicil. Om verdensrevolutionen udgår fra Saxobank, som hævdet i Berlingske, er selvfølgeligt diskutabelt. Tilbage i 2012 kunne man berette om et morgenarrangement omkring lanceringen af bogen ”Og Verden Skælvede” af den libertære filosof Ayn Rand, som Saxo bank havde bekostet udgivelsen af. Blandt talere ved dette arrangement var der også et indlæg fra Steen Jakobsen. Han kritiserede ved den lejlighed ideer om, at statslige reguleringer af økonomien skulle kunne løse verdens problemer, dog uden at Ayn Rand og Saxobank afviser enhver form for regulering, hvis den er fornuftig. Man kan næppe forestille sig to personligheder, der ville have en større ulyst ved at være i stue sammen end Ayn Rand og Karl Marx, men man behøver jo da heller ikke være skizofren, hvis man holder af begge to. Begge havde en forkærlighed for den statsløse utopi omend på et vidt forskelligt grundlag.

Det vakte nogen opsigt, da Jyllandspostens ”Finans” senere citerede samme Jakobsen for i 2016 at mene det samme som finansfolk i USA. ”Karl Marx havde ret” proklamerede han, ligesom han fremførte de samme argumenter som George Magnus og Bloomberg omkring overproduktionens og underforbrugets paradoks samt den faldende profitrate i de produktive erhverv. Når kapitalejerne giver arbejder- og middelklassen for små lønstigninger, ’udmagrer’ man de forbrugere, der skal bære økonomiens samlede efterspørgsel. I de toneangivende økonomier har reallønningerne kun udviklet sig med 8 % fra 1964 til 2014. Indkomsterne er flyttet fra løn til profit, fordi lønandelen i forhold til tilvæksten i værdien af produktionen ligger på det laveste niveau siden Anden Verdenskrig. På den måde har topchefer og investorer fjernet kundernes købekraft i jagten på profit. Tallene er helt i tråd med en nylig opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der antyder, at de rigeste er blevet rigere, og de fattigste er blevet fattigere. 70 % har oplevet fald i deres nettoformue de sidste ti år, når der ses bort fra pensionsopsparinger. Kun 30 % har set en fremgang. Den rigeste tiendedel af befolkningen har 3,7 millioner kroner i formue, mens den fattigste tiendedel gennemsnitligt har en nettogæld på næsten 700.000 kroner. Formuer opbygges på grundlag af indkomst. I perioden 2008 til 2015 faldt reallønnen for almindelige faglærte og ufaglærte i arbejderklassen med over 6.000 kr. I den samme periode steg den med næsten 130.000 kr. for personer i ”overklassen”.

Appendiks:

Marx så arbejdsløshed som en del af systemets evne til at gå fra krise til en fornyet opgang. Arbejdsløse skaber et mindre lønpres. Med faldene omkostninger på arbejde stiger den enkelte kapitalejers profit. For systemet som helhed udgør disse mekanismer imidlertid et problem, fordi kapitalejeren skal kunne sælge sine produkter, hvilket gøres sværere, når alle mindsker lønomkostningerne. Enten indføres teknologi, der kan erstatte menneskeligt arbejde og øge produktiviteten. Eller også har man en stor reservearme af importeret arbejdskraft. En del tyder på, at udviklingen i dansk økonomi over de sidste 50 år viser, at lønindkomsterne er faldet, mens værdien af forbruget af den faste kapital steg. Dette bekræfter tesen om at arbejde til stadighed erstattes med maskiner.

Faldende lønindkomst får imidlertid konsekvenser for den samlede efterspørgsel, fordi arbejderne i alle virksomheder køber mindre end før. Profitraten i hele økonomien viser derfor en faldende tendens (tendenslinje i figur – profitraten er bruttoprofitterne divideret med forbruget af fast realkapital og lønindkomsterne).

Krisen sætter ind først i sektoren, hvor der produceres forbrugsvarer, senere breder det sig andre sektorer der leverer kapital (maskiner og bygninger), råvarer og halvfabrikata. Når krisen har bredt sig udover alle produktive sektorer, bevæger kapitalen sig over i den uproduktive finanssektor. Krisen i 2008 blev kaldt en ”finanskrise”, men når hele miseren skyldes en faldende profitrate i de produktive sektorer, er det imidlertid mere end det. Profitindkomst ophobet i de produktive sektorer står som elektroniske penge på en konto. De ”ligger brak” indtil noget lukrativt viser sig. Enten holder virksomhederne på pengekapitalen eller den anbringes spekulativt i finansielle aktiver og ”produkter” (futures, optioner, derivater etc.). Med udviklingen mod den robotstyrede økonomi og kunstig intelligens er der ikke noget der tyder på at udviklingen med frisætning af arbejde vil stoppe.

 (Se figur nedenfor: profitraten i dansk økonomi)