Vi hører næsten dagligt om erhvervsdrivende, der må dreje nøglen om. For tiden er det turistindustrien der udsteder den ene dommedagslignende fatwa efter den næste. Man klager over en manglende betalingsevne i forhold til de fordringer, enhver virksomhed stilles overfor. Markedssamfundet skal endnu en gang lægges i en respirator.  

Coronakrisen er ikke alene en pandemisk krise. Den paniske klamren sig til den frie markedsøkonomi gennem finanspolitiske hjælpepakker er baseret på ideen om, at der skal pumpes milliarder ind som hårdt tiltrængt ilt til et økonomisk system på sammenbruddets rand. I al sin brutalitet indebærer den paniske markedsnostalgi, at man i værste fald er parate til at ofre menneskeliv, fordi man ikke med sikkerhed ved, om smittekæderne kan blotlægges og neutraliseres. Ikke desto mindre lægger oppositionen samt regeringens socialliberale støtteparti de radikale ”slingrefise” i disse dage et voldsomt pres på regeringen med krav om at åbne grænserne. Der er nu en målkonflikt mellem hensynet til økonomien og menneskeliv.

Lægelige skøn taler om skjulte smittekæder og der er fortsat milliarder af Corona vira i det danske samfund. Data fra statens seruminstitut efterlader ikke tvivl om det usikre mht., hvordan situationen vil udvikle sig i fremtiden. Kurven med indlagte er fladet ud, hvilket ikke er en garanti for, at epidemien ikke vil blusse op igen, hvis man åbner grænserne. Ifølge statens seruminstitut smitter hver Coronaramt 2,6 andre, hvis vi opfører os normalt. På 30 dage bliver dette til 309 smittede. Med alle de restriktioner der har været i et lukket Danmark med alle sociale kontaktbegrænsninger, kan dette tal reduceres til 1,4 personer, efter 30 dage 8 smittede personer.

De politiske og lobbyistiske kræfter, der klynger sig til håbet om et kvikt fix tilbage til markedssamfundet er derfor alt for modige, når det kommer til krav at give grænseovergængere frit løb. Hvis ligposerne med Coronapatienterne hober sig op vil der kun være et sted at placere ansvaret – og det er hos politikere der sætter turismens og den private sektors gevinstmaksimering højere end menneskeliv. De lukkede grænser er uden tvivl en væsentlig årsag til, at det på kort sigt er lykkedes at inddæmme Coronaviraen.  

Arbejdsgiverkredse, der normalt forsager staten og alle dens gerninger, plæderer ynkeligt for mere forbrug sat i gang gennem gigantiske finanspolitiske lempelser. Meningsdannende grædekoner sørger over, at den økonomiske vækst vil falde.  Stadige chok i form af oliekriser, ustabile finansielle institutioner og markeder, økologiske katastrofer og nu pandemien er alle overfladefænomener på en økonomisk krise. De er fremtrædelsesformer der tilslører, at profitraten i Danmark og i de globale økonomiske centre har været faldende i 60 år (!). Udbudschok leder til, at nyliberalismen må kapitulere. Man tvinges til at falde tilbage på nationalstaten og den offentlige regulering for at sikre det forældede systems beståen. Nyliberalismen står måske for fald som næste endestation efter det Stalinistiske fabrikshelvedes endeligt i 1990. Drømmen om en tilbagerulning af staten, det globale frie marked, privatiseringer og liberaliseringer lider skibbrud. Når man i EU-regi pumper milliarder ud for at redde markedsøkonomien, er det stik imod EU's monetaristiske filosofi.

At den herskende økonomiske videnskab i denne sammenhæng søvngængeragtigt lader sig fastspænde foran markedssamfundenes vækstmaniske ideologiske kærre fortæller, at de mange chok, man kalder ”krise”, dækker over behovet for et nyt syn på økonomi fremfor en forsumpning i vækstmanien og det frie markeds hængedynd. Økonomiske og politisk beslutningstageres tyrkertro på, at markedssamfundet kan stå imod det Corona-pandemiske chok varsler om, at traditionelle økonomiske teorier om det frie marked befinder sig i en senilitetskrise.  

At markedssystemet skal lægges i en respirator, illustreres af regeringens hjælpepakker. Ifølge DR var der d. 24/3 tale om hele 13 forskellige tiltag, der alle har til formål at få den private sektor gennem Corona krisen. Den nette pris på dette cirkus andrager mindst ca. 300 milliarder kr., hvilket sammenlignet med den offentlige udgiftsramme på ca. 1200 milliarder i 2019 antyder et betydeligt brud med den EU-dikterede budgetdisciplin, som Danmark efter ØMU-afstemningen for 20 år siden i øvrigt ikke har været forpligtet af.

For nu at blive i den økonomiske jargon må man ”mudre sig igennem”. Man har fået neutraliseret det ene ”hovsa missil” efter det andet. Der kan næppe herske tvivl om, at den standende procedure for økonomisk-politiske tiltag bygger på en ”forsøg-fejl” strategi. Markedssamfundets usikkerheder forplanter sig helt ind i den offentlige sektors og centraladministrationens korridorer.

Det ideelle markedssamfunds strømme af arbejde, varer og tjenesteydelser skal modsvares af en modsatgående pengestrøm. Dette indebærer at virksomheder, der ikke kan svare enhver sit, enten må dreje nøglen om eller tære på egenkapitalen. Pengestrømsprincippet trues af Corona pandemien, når virksomhederne ikke kan betale. Markedsøkonomien er på vej til at bryde sammen, hvis ikke nationalstaten træder til. Dette vil imidlertid koste lønmodtagerne penge, fordi en broderlig del af statens indtægter stammer fra beskattet arbejde.

Man siger, at krisetider er reformtider. Er det ikke på tide at sige farvel til det frie marked til fordel for et økonomiske system, der kan tackle udbudschok og den underliggende økonomiske krise? Det må undre, at økonomisk planlægning fortsat er et fyord. Større økonomiske foretagender planlægger. De opfører sig ikke som i skrivebordsmodellernes verden baseret på en fri konkurrence, der end ikke ses på et grønttorv en lørdag formiddag. I denne verden er forbrugere og producenter pristagere. Dette på trods af virkeligheden, hvor det store foretagende er en prissætter. Det store foretagende fjerner økonomiske usikkerheder gennem økonomisk planlægning og kontrol med sine omgivelser. Disse foretagender har en så omfattende værditilvækst, at de yder et større BNP-bidrag til økonomien end en nationaløkonomis samlede BNP. Den slags viser, at økonomisk planlægning er en mulighed i en hvilken som helst mellemstor Europæisk økonomi.

I 80’erne havde man ikke til den nødvendige computer-kapacitet og det nødvendige omfattende netværk af computere, der kunne gennemføre denne planlægning. Problemet var, at man ikke kunne fastholde og gennemføre de planlagte målsætninger. Udefra kommende uventede udviklinger og uventede forløb indenfor systemerne gjorde det praktisk talt umuligt at gennemføre planerne. Man evnede ikke at opfange dynamikken i et økonomisk system. Voldsomme informationsteknologiske omkalfatringer vidner imidlertid om, at der er sket en del siden systemerne, befandt sig på flere etager. Man havde flimrende mikroskopiske grønne skærme, der kunne lave lidt tekstbehandling, primitiv grafisk databehandling og datalagring – kunne man selv programmere, kunne man lave beregninger og måske udvikle matematiske primitive modeller. Med internettet og skyen er der skabt et netværk af supercomputere, der effektivt og dynamisk vil kunne simulere et økonomisk system. De mange usikkerheder kan bortelimineres, og den hastighed, hvormed man vil kunne simulere systemernes ændrede forudsætninger, gør det muligt hele tiden bedre at kunne tilpasse systemet til ude- og indefra kommende ændringer.

Hvis man absolut vil frelse, hvad der er tilbage af markedets ideologiske fugleskræmsel, kunne man spørge, hvorfor i al verden, man gør det som nu med de mange hjælpepakker; de belaster den offentlige økonomi og almindelige skatteborgere voldsomt. Hvad der er behov for på kort sigt og på lang sigt, er et planlagt og styret økonomisk system, hvor markedssamfundets anarki med udbudschok a la Corona, tilbagevende økonomiske kriser og cykliske svingninger afløses af en stabil og rational styret økonomisk udvikling. Her og nu ville det i en overgangsperiode indebære, at samfundsøkonomien sættes på vågeblus med et betalingstop i store dele af økonomien og overlevelsespakker til husholdningernes forbrug. Det private forbrug skal finansieres, mens Coronachokket står på. Man skal imidlertid her huske, at dele af en udpumpning af milliarder vender tilbage i form af skat på varer (moms).

Vi med en til tider slunken husholdningskasse ved, at der kan opstå uventede regninger, der ikke lige kan betales til d. 1. Der vil næppe i dette tilfælde være en fader stat, der træder hjælpende til med et lille tilskud. I det tilfælde er der ikke andet at gøre end at ringe til sin kreditor og bede om henstand. At man klamrer sig til markedsøkonomien med umulige krav om, at ”enhver skal svare enhver sit” er ideologi og ikke videnskab. De fortrøstningsfulde danser fortsat rundt om den markedsøkonomiske totem.  

Man bør etablere en central koordinerende planfunktion og et tværfagligt sekretariat, hvor fagøkonomer, statistikere, økologister, AI specialister og programmører, Konkurrencestyrelsen, specialister indenfor det sundhedsvidenskabelige område o.a. etablerer en sammenfattende planlægning af Coronaøkonomien.

Når dansk økonomi er lukket delvist af, så der kun kan importeres og eksporteres i et begrænset omfang, står vi i en enestående situation. Med Corona krisen er det klart, at vi nu har en chance for at føre den selvstændige økonomisk politik, vi i sin tid frivilligt gav afkald på.

Det, der sker nu, gør, at dansk økonomi kunne opdeles i, hvad jeg vil kalde en død sektor og en hel eller delvist levende sektor. Den levende sektor kan køre økonomisk og skabe de økonomiske resultater den centrale plan og sektorplaner knæsætter. Den døde sektor består af virksomheder, der er omfattet af en midlertidig lukning; ansatte sendes hjem. Egentligt er det det glade vanvid, at man søvngængeragtigt mener, at disse virksomheder fortsat skal betale de fordringer, der måtte være på dem. Alt dette desuagtet at disse virksomheder ikke har gjort sig skyldige i den herskende tilstand under Coronakrisen.

Ville det mest naturlige ikke være, at en man centralt dikterer et totalt betalingsstop til de virksomheder, der befinder sig i den døde sektor? Alle fordringer fastfryses med en regulering for den deflation, der måtte opstå i kølvandet på Corona-chokket? Når krisen er overstået, kunne man så passende afvikle mellemværender, når virksomhederne igen er i drift. Et betalingsstop fjerner ikke forpligtigelsen til at betale i fremtiden. I stedet handler det om en forlængelse af betalingsfrister og -tilbagebetalingsperioder. Ingen vil lide tab herved. Det ville spare staten for milliarder at introducere et betalingsstop – på samme tid kunne man passende indføre et pris-, rente- og avancestop for at undgå, at den levende sektor og kreditorer i øvrigt skaber sig selv ekstraprofitter; især banksektoren skal i den forbindelse under kontrol.    

Et betalingsstop, der involverer den enkelte husholdning, gør det muligt, at man kører med et indskrænket husholdningsbudget, der alene skal dække de almindelige leveomkostninger. Alle borgere i den døde sektor betales med andre ord som nu en slags indkomst, der dækker de basale fornødenheder. Gæld på varige forbrugsgoder og boligudgifter kunne på sin side også være omfattet af betalingsstoppet. Hamstringsbølger kan imødegås ved centralt vedtagne niveauer for, hvor meget hver kunde kan købe; rationering indføres med andre ord, hvor det måtte være nødvendigt. Niveauet for en midlertidig borgerløn kunne passende ligge på folkepensionens niveau, som allerede er det niveau tusinder af borgere må leve på. Fremfor den hasarderede ide om, at det offentlige og virksomheder skal betale lønmodtagere og erhvervsdrivende i den døde sektor fuld kompensation kan staten spare milliarder på midlertidigt at sætte forbruget ned.

I den levende sektor vil støtte til lønmodtagere og virksomheder, der kører med tab fortsat være nødvendig. Det er typisk virksomheder, der producerer nødvendige varer og tjenester til hjemmemarkedet, virksomheder der står for importerstatning og distribution af nødvendige goder samt eksportvirksomheder. Det er klart, at virksomheder i denne sektor underkastes central kontrol og regulering. Den levende sektor vil fortsat skabe værditilvækst og skatteindtægter til det offentlige, På kort sigt skal offentlig låntagning sikre finansieringen. En øget beskatning og inddragelse af spekulationsgevinster, øget beskatning af uproduktive investeringer i finanssektoren og i øvrigt udbytter og profitter kan i denne sammenhæng bidrage til at finansiere Coronachokket.