Artikel III beskæftiger sig med den indenrigspolitiske situation i Ukraine de seneste 8 - 10 år. Ukraine er ikke et demokratiske samfund. Menneskerettighederne krænkes, etniske minoriteter forfølges, venstrefløjspartier kriminaliseres og folkemordet i Donbass har ledt til tusinder af civiles dødsfald. Maidankuppet tilrettelagt af USA var ikke en autentisk revolution, og der var under ingen omstændigheder tale om, at omvæltningen kunne legitimeres som demokratisk. Det var et blodigt kup, og det var ulovligt på trods af Vestens opbakning til de nynazistiske kupmagere. Det er kuppet, der bærer skyldes for hele invasionsmiseren. Minsk aftalen blev brudt af de vestlige medunderskrivere, nationalistiske og fascistoide kræfter i Ukraine. Man har - også i den hjemlige debat forsøgt at bagatellisere den ukrainske fascisme. Flere vestlige medier som New York Times har kaldt bataljonen nynazistisk. Selv USA Today, The Daily Beast, The Telegraph og Haaretz har bekræftet, at Azov-krapylet og andre organisationer udstiller sig med hagekors, honnør og nazistiske symboler. Man ignorerer i den hjemlige debat historier om Ukraines reaktionære nationalisme med fupnyheder om, at højrenationalisme og fascisme i Ukraine angiveligt skulle være russisk propaganda. Den går imidlertid ikke. Historierne stammer fra vestlige medier, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center samt Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House. Disse kilder udsendte en fælles rapport, der advarede om, at Kiev mister magten, fordi højreekstremistiske bander arbejder ustraffet. 

Maidankuppet 

I februar 2014 indledte et ukrainsk nationalistisk og fascistisk mindretal støttet og opmuntret af USA protestaktioner i den ukrainske hovedstad Kiev. Der var tre primære intentioner bag disse demonstrationer. Man ville for det første vælte den demokratisk valgte præsident Viktor Janukovitj. For det andet ville man arbejde for, at Ukraine skulle indtræde i Den Europæiske Union, og for det tredje ønskede man en forfatningsændring til det samme, som den var tidligere mellem 2004 og 2010. Euromaidan indledte sine aktioner i 2012, men det var først to år efter at bevægelsen fik gennemslagskraft, fordi højre-nationalistiske og fascistisk kræfter som Svoboda ("Frihed”) og ”Right Sector” overtog kontrollen med demonstrationerne i Kiev.

Den vestlige propaganda fortæller os, at den anden kolde krig mellem USA og Rusland startede på grund af at Rusland støttede og medvirkede til Krim og Donbass brud med Ukraine. Indtil februar 2014 havde Ukraine en demokratisk valgt regering. Maidankuppet i 2014 ændrede på dette, så en rabiat højredrejet og anti-russisk bevægelse med amerikansk og vestlig støtte kunne iværksætte et voldeligt kup, der bragte en rabiat antirussisk regering til magten. Den populære vestlige myte går på, at der igen var tale om en af disse farverevolutioner CIA med stor akkuratesse - heldigvis med skiftende held - har promoveret. At der var tale om en lille gruppe af højre-rabiate fascistoide kræfter har intet med et demokratisk regeringsskifte at gøre. Kuppet var organiseret af den amerikanske regering, og det blev på samme tid også signalet til, at drømmen om den endegyldige kvælning af Rusland gennem NATOS omringningsmanøvre, belejringen af Rusland, støtten til en indre femte kolonnes undergravende virksomhed og ultimativt krig mod Rusland, måske kunne gennemføres. At man fra russisk side så dette som amerikansk aggression, er fuldt ud forståeligt. Krigsscenarierne udelukkede ikke en målsætning om at placere atommissiler i Ukraine mindre end ti minutters flyvetid fra Moskva. I realiteten finansierer og bevæbner Vesten den ukrainske hær med konventionelle våben. Senest har Victoria Nuland hårdt presset i det mindste anerkendt, at man har finansieret etableringen af laboratorier for biologisk krisførelse i Ukraine. Dette er ikke bare noget, man gør lige nu, det har stået på lige siden Maidankuppet. Efter det af USA orkestrerede ukrainske kup i 2014 havde Rusland al mulig grund til at frygte en kommende udstationering af NATO’s atommissiler samt andre missiler og avancerede våben. Hertil kom naturligvis den konventionelle krigsfare. Indlemmede man Ukraine i NATO, ville man med konventionelle styrker kunne nå Moskva på mindre end en dag. Man skal a pro pos A-våben ikke glemme, at Ukraine for nyligt proklamerede, at man ville genopstille atomvåben på Ukrainsk jord. Først d. 27/2 i år proklamerer den såkaldte gale mand i Kreml, at man som modtræk ville mobilisere afskrækkelsesstyrker med atomvåben.

Fremtidens historieskrivere vil uden tvivl kunne enes om, at der var tale om et kup, der startede på Maidanpladsen. Der var ikke tale en autentisk revolution, som hævdet af amerikanske kilder, og der var under ingen omstændigheder tale om, at omvæltningen kunne legitimeres som demokratisk. Det var et blodigt kup, og det var ulovligt, uanset om den vestlige angrebsalliance NATO og imperialistiske kræfter i USA gav det sin fulde opbakning. Kræfter i Vesten især fra USA må drages til ansvar for dette kup. For det er kuppet, der bærer skyldes for hele den misere, vi står i nu med den russiske invasion, diskriminationen af den russiske befolkning og myrderierne i det østlige Ukraine især foranstaltet af den nazistiske Azov-bataljon og lignende grupper. Hvem var de ledende folk i USA, der burde kunne drages til ansvar for at slå ind på denne farlige kurs, der markerer skiftet til den anden kolde krig med en efterfølgende fare for en verdenskrig og en global atomudslettelse.

Fascistiske organisationer og Maidankuppet

Det er klart, at Obamaadministrationen og den nuværende præsident Joe Biden ikke kan sige sig fri for at have spillet en rolle. Obamas udsendte diplomat Victoria Nuland, der skulle ”føre tilsyn” med kuppet i februar 2014, indtog en afgørende rolle både mht. at vælte den demokratisk valgte regering og mht. at installere den højre-rabiate kupledelse vendt mod russiske borgere og selve den Russiske føderation. Telefonsamtalen mellem hende og USA's ambassadør i Ukraine, Jeffrey Pyatt blev uploadet til YouTube den 4. februar 2014 og den demonstrerer, hvor meget USA, Obama og Biden samt fremtrædende amerikanske politikere var involverede i kuppet. Man sidder ligefrem i et andet land end USA og diskuterer, hvem der skal sidde i den fremtidige regering. EU’s håb om en demokratisk og mindre korrupt fremtidig regering end hidtil, affærdiges af Nuland  med det berømte ord "Fuck the EU". I stedet iscenesætter hun overfor Pyatt valget af den fanatiske antirussiske Arseniy Yatsenyuk som premierminister.

Den fascistisk bevægelse i Ukraine i 2014 talte flere større politiske partier. I forbindelse med kuppet spillede  det ultranationalistiske Svoboda og lederen Oleh Tyahnybok en central rolle i Maidankuppet. Et væsentligt politisk punkt på Tyahnyboks dagsorden var befrielsen af Ukraine fra den såkaldte "moskovitiske-jødiske mafia”. Man plæderede for en hård ukrainsk nationalisme, hvilket medførte, at mange russiske, jødiske og andre internationale organisationer fordømte Svoboda som en fascistisk organisation. I det ukrainske parlament, havde Svoboda i 2014 hele 37 mandater. Flere Svoboda medlemmer indtog fremtrædende stillinger inden for den ukrainske regering. Vicepremierministeren, landbrugsministeren, fødevareministeren, miljø- og naturministeren, guvernøren i Poltava, Ternopil og Rivine Oblasterne var alle medlemmer af Svoboda, mens de sad i den ukrainske regering. Tyahnybok stedfortræder Yuriy Mykhalchyshyn udmærkede sig ved sin glæde over Joseph Goebbels; manden grundlagde endda en tænketank "Joseph Goebbels Politiske Forskningscenter." Mykhalchyshyn tegnede hovedforbindelsen mellem Svobodas officielle fløj og nynazistiske militser. Nuland kendte til den ukrainske fascisme og lederen Oleh Tyahnybok. Sikkert for at kunne bevare USA’s lag af demokratisk fernis, sikrede hun sig klogt ved at bestemme, at Tyahnybok ikke skulle have en fremtrædende post. I stedet skulle han regelmæssigt rådføre sig med Arseniy Yatsenyuk fire gange om ugen. Svoboda's åbenlyse pro-nazistiske politik afholdt ikke  senator og tidligere præsidentkandidat John McCain fra at tale til et Euro-Maidan rally sammen med Tyahnybok. Og Obamas topdiplomat den senere viceudenrigsminister for europæiske anliggender Victoria Nuland så sig heller ikke for fin til at deltage i et venligt møde med Svobodas leder Oleh Tyahnybok i februar 2014. Ifølge Nuland var "Maidan bevægelsen intet mindre end legemliggørelsen af de principper og værdier, der er hjørnestenene for alle frie demokratier". Ukraine er imidlertid ikke et demokrati, landet styret af det vestlige Ukraine er en autoritær fejlslagen stat!

Samtalen mellem Nuland og Pyatt fandt sted 24 dage før Ukraines demokratisk valgte præsident Victor Janukovitj blev væltet, og 30 dage før den nye person til at lede Ukraines regering, Yatsenyuk, officielt blev udnævnt til at regere. Officielt modtog Yatsenyuk sin nye titel, hvilket  set i lyset af Nulands og Pyatts lækkede samtale var en formalitet. Obamas topdiplomat og ambassadøren havde allerede bestemt, at det skulle være ham, der indtrådte i regeringen som premierminister.

Da Maidan-protesterne kulminerede, var det klart, at den åbenlyse fascisme og den nazistiske ekstremisme spillede en stor rolle i urolighederne. Såkaldte demonstranter fyldte pladsen i centrum for at bekæmpe ukrainsk uropoliti og kræve, at regeringen gik af. Maidankuppet udviklede sig til regulære gadekampe, hvor fascistiske horder ville ”forsvare deres lands etniske renhed”. Bannerførerne for Hvidt overherredømme spredte nazistiske symboler og flag i Kievs besatte rådhus. Demonstranterne hejste   nazistiske SS og ”White power” symboler over et væltet Lenin-mindesmærke. Disse pragteksemplarer for den ariske race ødelagde et mindesmærke for ukrainere, der døde i kamp mod Nazityskland under den Anden Verdenskrig. Man ”heilede” på livet løs, og Waffen SS’s Wolfsangel-symbol senere anvendt af Azov bataljonen blev en fast bestanddel af udstafferingen på Maidanpladsen. På samme tid etablerede nazistiske kræfter "autonome zoner" i og omkring Kiev.

Svoboda indtog en stærk lederposition i kuppet, der fra at være en ikkevoldelig protest ændrede sig til en militant magtovertagelse, fordi højreekstremisterne begyndte at angribe, og til sidst dræbte 17, mens de sårede næsten 300 demonstranter der var imod EU og kuppet.

Krim hjem til Rusland

At både Ukraine og vesten ville have fingre i Krim-landmassen har indenfor rammerne af imperialismeanalysen at gøre med adgangen til olie og gasressourcer, ligesom det har en militærstrategisk betydning.  Udover landmassen var der den maritime zone og den internationale havret (UNCLOS), der giver nationer suverænitet over områder op til 230 miles fra deres kyster. Det er klart, at adgangen til de maritime ressourcer indebærer kontrol med et havområde, der er mere end tre gange større end Krims landmasse. Den, der besidder Krim, kan med andre ord realisere olie- og gasindtægter, der potentielt indebærer milliarder af dollars i indtægter. At der i dette spørgsmål var tale om interimperialistiske modsætninger med multinationale selskabers interesser på den ene side og et russisk statsejet selskab på den anden kan der ikke herske tvivl om. At de russiske vælgere ønskede Krim hjem til Rusland var lammende i forhold til Ukraines håb om energiuafhængighed og de multinationale selskabers forøg på at øge sine profitter og akkumulere kapital i Ukraine. Spørgsmålet er naturligvis i den forbindelse om russerne, der allerede sad på enorme olie og gasressourcer betragtede Krim som værende lige så vigtig for et selskab som Gazprom, som det var for Ukraine og de multinationale selskaber?

At Rusland ønskede at bevare kontrollen med sin flådebase på Krim, er i en sikkerhedspolitisk sammenhæng sikkert lige så vigtig, om ikke vigtigere end udvindingen af potentielle olie og gasforekomster var det.  Konsekvensen af, at flådebasen blev en NATO flådebase, ville betyde, at Rusland mistede kontrollen med adgangen til Sortehavet og Bosporus strædet. Lige siden Sovjetimperiets dage  var Krim et hjemsted for den russiske Sortehavsflåde i Sevastopol. Strategiske og sikkerhedsmæssige interesser har sikkert haft en høj prioritet i Moskva, hvor man endnu måtte forlade sig på en lejeaftale med Ukraine. Det kan næppe komme som en overraskelse, at Rusland ønskede, at basen skulle befinde sig i et venligt område, fremfor en stat, hvor højre-nationalistiske og fascistiske antirussiske kræfter dominerede. Var flådebasen blevet integreret i en ny NATO stat, som Ukraine ønskede det, ville det ikke bare svække Rusland i Sortehavsregionen. En NATO base med opmagasinerede atomvåben, konventionelle missiler og anden militært isenkram ville i høj grad ændre på det hidtidige trusselsbillede og mindske det russiske regimes sikkerhed. I den forbindelse er det temmeligt betegnende for den vestlige ”Woke- og Cancel” kultur, at den tyske viceadmiral, Kay-Achim Schönbach måtte træde tilbage, fordi USA’s og NATO’s høge ikke kunne acceptere Schönbachs realpolitiske bemærkning om, at Krim burde anerkendes som tilhørende Rusland, ligesom at det er vås at tale om en russisk invasion af Krim. 

I marts 2014 organiserede Rusland en folkeafstemning på Krimhalvøen, hvor valgresultatet viste, at langt den overvejende del af befolkningen stemte ja til, at Krim skulle hjem til Rusland. Den demokratiske annektering af Krim portrætteres ofte i vestlige medier som om, at der var tale om en aggression og en invasion. Russiske styrker ankom til halvøen i 2014, og var der tale om en invasion var der ifølge Peoples World tale om den mest fredelige intervention, man kan forestille sig. Den 16. marts 2014 modtog man i byer på Krim den russiske hær med begejstring.

Minskaftalen

Minsk-aftalen blev oprindeligt underskrevet i 2015 efter borgerkrigen brød ud i Ukraine og efter det amerikansk støttede statskup, der skabte en del protester mod den nye pro-EU og pro-NATO politik iværksat af kupmagerne og USA. Ukrainske styrker agerede derfor stedfortræder for USA og NATO og iværksatte en krig mod den russiske befolkning efter Krims afstemning om at tilslutte sig Rusland.

Ifølge det amerikanske venstrefløjstidsskrift Peoples World underskrev en række lande og organisationer Minskaftalen; underskrifterne omfattede  Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine i februar 2015. Aftalen blev senere godkendt af FN's Sikkerhedsråd. Kiev indvilligede i at iværksætte en øjeblikkelig våbenhvile i Donbass-regionen. Endvidere skulle man skabe en selvstyreordning for udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk, der indeholdt et løfte om, at de to regioner skulle have en særstatus i parlamentet. Ifølge russiske kilder har over 1,2 millioner indbyggere eller ca. 20% af den samlede befolkning i de to regioner (Donbass under et) efterfølgende anmodet om russisk statsborgerskab. Der er et klart flertal af russisk talende borgere i de selverklærede republikker. Skiftende regeringer i Kiev og medunderskriverne ignorerede og saboterede Minsk-aftalen, og den ukrainske regering har i strid med international ret flere gange krænket aftalen gennem militære operationer ind i Donetsk og Lugansk. Den slags har man fra vestlig side tidligere i Jugoslavien kaldt etnisk udrensning. I dag iagttager man en rungende tavshed overfor en lignende begivenhed. Man prøver endda på at bortforklare det!

Ukrainsk fascisme i en international belysning

Ifølge Associated Press stemte USA i 2017 imod en FN resolution præsenteret i udkast af Rusland for generalforsamlingens menneskerettighedskomité. Resolutionen fordømte glorificeringen af ​​nazismen, og man anbefalede, at samtlige FN-medlemsnationer skulle forbyde pro-nazistisk propaganda og nazistiske organisationer. Kun to lande stemte imod den resolution USA og Ukraine, mens de øvrige 125 lande stemte for. Det kan næppe benægtes, at afstemningsresultatet havde med nazificeringen af Ukraine at gøre. 

Ifølge Helleniscope var der i januar nyheder om, at CIA planlagde en aktion i Ukraine. Man trænede ukrainske paramilitære nazister i USA.  Disse antirussiske styrker var tiltænkt en offensiv rolle ved Ukraines østlige grænser.

Ukraine er ifølge det amerikanske tidsskrift ”The Nation” globalt set den eneste nation, der tillader en nazistiske styrker i sin hær. Man har i den danske debat forsøgt at bagatellisere og benægte nazismen i Ukraine. Azov-bataljonen, som nyder støtte fra USA, NATO og hermed også Danmark, blev oprindeligt etableret med udgangspunkt i en nazi-bande ”Patrioter i Ukraine”. Bandens øverstbefalende Andriy Biletsky, udmærkede sig bl.a. ved at skrive at Ukraines mission er at "lede verdens hvide racer i et sidste korstog...mod de semitisk-ledede Undermennesker”. At samme Biletsky blev valgt ind i Ukraines parlament, siger en del om det frihedselskende og demokratisk ledede Ukraine som danskere - selv venstrefløjen - går på gaden og demonstrerer for, og som en uduelig socialdemokratisk regering har valgt at støtte økonomisk og militært med våben. I efteråret 2014 indlemmede man Azov i Ukraines nationalgarde. Azov er anklaget for menneskerettighedskrænkelser af Human Rights Watch og FN. Flere vestlige medier som New York Times har kaldt bataljonen nynazistisk. Selv USA Today, The Daily Beast, The Telegraph og Haaretz har bekræftet, at Azov-krapylet udstiller sig med hagekors, honnør og andre nazistiske symboler. Man ignorerer i den hjemlige debat historier om Ukraines reaktionære nationalisme med fupnyheder om, at højre-nationalisme og fascisme i Ukraine angiveligt skulle være russisk propaganda. Den går imidlertid ikke. Historierne stammer fra vestlige medier, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center samt Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House. Disse kilder udsendte en fælles rapport, der advarede om, at Kiev mister magten, fordi højreekstremistiske bander arbejder ustraffet. For tiden indrullerer man frivillige, også fra Danmark, i bataljonen, der har begået uhyrlige krigsforbrydelser vendt mod civile i Donetsk og Lugansk regionernes grænseområder til Rest-Ukraine. Mindst 4000 dødsofre (nogle taler om 14.000) er gået upåagtet hen over hovederne på den vestlige offentlighed, fordi USA og nyliberale kræfter undertrykker sandheden. I januar 2018 gik Azovs Nationale Druzhina gadepatruljeenhed på gaden for at "genoprette ukrainsk orden". Ifølge the Nation gennemførte Druzhina pogromer mod roma- og LGBT-organisationer. Den uafhængige journalist Benjamin Norton fra nyhedsportalen Multipolarista kunne d. 2/3 i år berette, at Ukraines vestligt støttede nationalgarde har rost sine nazistiske krigere for at smøre kugler ind i svinefedt for at dræbe tjetjenske russiske muslimer på en vanærende racistisk måde. Man dæmoniserer dem som orkerne i ”Ringenes Herre”. Svinekød og andre svineprodukter er som bekendt ”haram” (forbudt og urent) for muslimer. Da Norton lagde dette op på Instagram, blev det censureret og fjernet. Facebook har ifølge ”The Guardian” i øvrigt ændret sin holdning til Azov-forbryderne ved at tillade deres profil. Azovs officielle, verificerede Twitter-konto for den ukrainske nationalgarde tweetede en video den 27. februar i år, der viser en soldat fra den nynazistiske Azov-bevægelse dyppe kugler i svinefedt.

Ukraine er ikke et borgerligt politisk demokrati

Det klinger unægteligt hult, når ledende danske politikere hælder vand ud af ørerne med falbelader om et demokrati og en frihed, der skulle være under angreb fra den fæle Ivan. Det står desværre lige så skidt til med det selvsamme ”demokrati” i Ukraine, som i Rusland. Og alligevel foregiver man, at ville gå til kamp for dette ”demokrati” indenfor Eurokratiet og den dårligt informerede danske regering - Selvsamme regering, der ikke evner andet end at rette ind efter NATOs, Eurokraters- og US-imperialismens propaganda. Hvis vi ser på Würzburg universitets demokratiprojekt, et projekt der blev etableret i 2016 finansieret af den tyske forskningsfond (DFG), ser demokratiindekset for Ukraine sammenholdt med f.eks. det danske tal meget skidt ud. Det beregnede værdiindeks er baseret på dimensionerne af politisk frihed , politisk lighed og politisk og juridisk kontrol. Politisk frihed og lighed siger noget om borgernes mulighed for at deltage i den politiske proces uden indskrænkninger med lige stemmeret for alle. Kontrolaspektet er mestendels rettet mod en regering, hvor lovlig kontrol finder sted inden for en juridisk og forfatningsmæssig ramme, mens politisk kontrol er indstillet på politiske målsætninger og effektueringen af disse. Man skelner mellem forskellige typer af magt fra det demokratiske i den ene ende og i den anden autokratiet. De forskellige styreformer tildeles så indeksværdier mellem 0 eller det totale diktatur og 1 det fuldkomne demokrati. Danmark lå i 2020 nr. 1 meget tæt på det fuldkomne demokrati (0.958), mens Ukraine lå nr. 92 med en hybrid styreform, der var en blanding af autokrati og demokrati (0.54). At kalde Ukraine for et politisk demokrati på linje med fuldt udviklede europæiske demokrater er derfor noget af en tilsnigelse.

Regeringen i Ukraine har klare autoritære træk, f.eks. er nogle partidannelser som det kommunistiske parti  forbudte. Ukraine afholder ganske vist valg, hvor dele af en politisk opposition kan opstille. Ifølge amerikanske konservative Fox News er Ukraine fortsat en autoritær stat. Når man arresterer politiske modstandere, og lukker oppositionsmedier, hvilket Ukraine har gjort, har vi med et diktatur at gøre. Hertil kommer, at Ukraine har udviklet sig til at være en vasalstat for NATO og det amerikanske Udenrigsdepartement, der som set tidligere set i forbindelse med Victoria Nulands og amerikanske magtfulde politiske og økonomiske interesser stod bag den såkaldte ”Orange revolution”.

Et demokrati ville naturligvis altid tage hensyn til sine mindretal, hvilket langtfra er tilfældet i Ukraine. I april 2019  godkendte Ukraines parlament ifølge Reuter en lov, der gjorde det ukrainske sprog obligatorisk for russisktalende borgere i offentlige stillinger. Loven forpligtede alle borgere - embedsmænd, soldater, læger og lærere og andre - til at tale og kende det ukrainske sprog. Denne lov rammer især russere i det østlige Ukraine, mens borgere i det vestlige Ukraine behersker sproget naturligt. Selvom mange er tosprogede, er sprogdebatten i Ukraine blevet et mere følsomt emne siden 2014, hvor præsident Viktor Yanukovych blev væltet efter det amerikansk orkestrerede statskup.  Den russisktalende del af befolkningerne hævder, at især borgere i det østlige Ukraine er blevet ofre for  en voksende diskrimination mod russisktalende. Hørenationalistiske og nazistise kræfter i Ukraine, der er ukrainsktalende, hævder modsat, at russisk er en arv fra den sovjetiske æra, hvilket angiveligt skulle underminere Ukraines nationale identitet. Hertil kommer naturligvis de ovenfor omtalte krigsforbrydelser begået af nazistiske kræfter mod den russisktalende civilbefolkning i Donbass, der ikke bare lider under invasionen, men siden 2014 har været udsat for etniske udrensninger, hvor tusindvis har mistet livet.